Islagkage med bær og nøddebund

Islagkage med bær og nøddebund
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

5 timer

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet islagkage med friske bær og en nøddebund, som vil falde i god jord ved alle is-elskere. Det er den perfekte sommerdessert, da den kan laves i rigtig god tid. Et af de spørgsmål vi ofte får er faktisk hvor længe hjemmelavet is kan holde sig i fryseren og det kan faktisk holde sig i op til 3 måneder i fryseren, men mon ikke den er spist inden da.

Ingrediensliste

  • Nøddebund

  • 3 stk. æggehvide
  • 150 g. flormelis
  • 150 g. mandler
  • Is

  • 225 g. frosne hindbær
  • 2 spsk. sukker
  • 4 stk. æggeblomme
  • 100 g. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 4 dl. piskefløde
  • Pynt

  • 500 g. bær

Fremgangsmåde

Nøddebund

  1. Tænd ovnen på 165 grader varmluft.
  2. Beklæd en springform (Ø22) med bagepapir i bunden. Smør siderne med smør.
  3. Pisk æggehvider stive med en elpisker. Tilsæt flormelis og pisk det godt indtil du har en fast og glat marengs.
  4. Hak nødder fint. Dette gøres nemt i en foodprocessor, minihakker eller blender.
  5. Vend nødderne godt rundt i din marengs (et tip er at bruge en dejskraber).
  6. Fordel dejen i formen. Fordel den godt ud. Bank den let mod bordpladen, så sikrer du dig, at den er fordelt godt ud.
  7. Bag bunden i din forvarmet ovn i ca. 30-40 minutter.
  8. Tag herefter bunden ud og lad den afkøle helt.
  9. Når den er kølet af, så kan du presse den en smule ned, hvis den er hævet meget op.

Is

  1. Nu skal isen laves.
  2. Opkog bær i en gryde med sukker ved mellem varme. Rør jævnligt.
  3. Lad det stå og simre i 5 minutter til bærrene er kogt ud.
  4. Tag gryden af varmen.
  5. Si kernerne fra i en trådsi. Kom kompotten over i en skål. Sæt den evt. i fryseren, så den hurtigt kan køle af.
  6. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og flormelis sammen i en skål med en elpisker til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter.
  7. Pisk piskefløde til en blød flødeskum.
  8. Vend flødeskum sammen med æggeblandingen. Dette gøres nemt med en dejskraber.
  9. Vend herefter den kolde hindbærkompot i.
  10. Fordel isen ovenpå din nøddebund. Bank let formen ned mod bordet, så isen er jævnt fordelt.
  11. Sæt islagkagen i fryseren i minimum 4 timer (gerne natten over).
  12. Inden servering løsnes formen. Dette gøres nemt ved at tage en tynd kniv. Skær forsigtigt rundt langs isen, indtil du kan åbne formen. Du kan evt. skylle kniven under varmt vandt efterfølgende. Tør kniven af og glat kanterne ud på isen.
  13. Tag gerne isen ud 15-20 minutter før servering.
  14. Pynt med friske bær.
Bedøm denne ret

Opskrift på Islagkage med bær og nøddebund

Nem opskrift på en hjemmelavet islagkage med bær og nøddebund, som er en lækker, let og nem sommerdessert, når du skal have gæster. Hjemmelavet is er faktisk rigtig nemt at lave, da det ikke kræver mange ingredienser eller tid i køkkenet og så kan det laves uden en ismaskine. Vi plejer at lave hjemmelavede islagkager til den årlige sommerfest. Her plejer vi at lave denne med bær, islagkage med daim og en islagkage med Oreos og chokoladekagebund. De plejer alle sammen at falde i rigtig god jord, for hvem elsker ikke is!

LÆS OGSÅ: Jordbærtrifli islagkage

Sommer islagkage

Is er uden tvivl en af de desserter, som kan laves i god tid, da den jo bare kan ligge i fryseren, indtil du skal bruge den. Tag den ud 20-30 minutter inden servering, så den lige kan få lov til at tø en smule op. Herefter kan du pynte med sommerens bær, chokolade eller hvad du ellers har lyst til. Bunden er en nøddebund lavet på æggehvider, sukker og nødder. Du kan bruge lige præcis de nødder du har lyst til, men i denne opskrift har vi brugt mandler. Alternativt kan du bruge hasselnødder eller valnødder.

Hjemmelavet islagkage

Vi har valgt at lave den her simpel med en nøddebund, som er toppet med hindbæris og pyntet med friske bær. Man kan også sagtens vælge at hakke noget chokolade og komme det i isen. Så bliver det kun endnu mere lækkert. Generelt er hjemmelavet is en nem sommerdessert, da man kan lave det dagen før eller ugen før. Så kan du læne dig tilbage og nyde en god aften uden at skulle stresse over desserten. Islagkager er generelt en af de desserter, som vi laver året rundt, da man kan variere kombinationerne ligesom man har lyst til. Du kan eksempelvis også prøve vores nemme islagekage med Baileys og nøddebund eller vores jordbærtrifli islagkage. Det er islagkager, som altid plejer at falde i god jord og som er nemme at lave.

På vores Facebookside lægger vi også næsten dagligt masser af spændende opskrifter og masser af madinspiration. Du er velkommen til også at følge med der.

Skriv en kommentar