Klassisk lagkage

Opskrift på en klassisk lagkage med creme og syltetøj
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

1 time og 20 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en klassisk lagkage med masser af creme og fløde. Det er den perfekte og bedste lagkage til fødselsdage og andre højtider.

Ingrediensliste

  • Bunde

  • 4 stk. æg
  • 190 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 80 g. hvedemel
  • 50 g. kartoffelmel
  • Kagecreme

  • 4 stk. æggeblomme
  • 30 g. majsstivelse
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 40 g. sukker
  • 3 dl. mælk
  • 2 dl. piskefløde
  • Fyld

  • 100 g. makroner
  • 200 g. hindbærmarmelade
  • 150 g. flormelis
  • 2 spsk. bagekakao
  • 2 spsk. vand
  • 5 dl. piskefløde
  • 50 g. bær

Fremgangsmåde

Bunde

  1. Læg æggene (med skal) i varmt vand i 20 minutter (dette gør man, så de får stuetemperatur – alternativt kan du også tage dem ud af køleskabet 1 time før brug).
  2. Pisk æg (du skal bruge 180 g., så det er ikke sikkert, at du skal bruge alle æggene. Vær opmærksom på mængden, hvis du ganger op i opskriften), sukker og vaniljesukker indtil det er lyst og luftigt med en elpisker. Vi piskede dem i ca. 5-10 minutter.
  3. Vej hvedemel, salt og bagepulver af i en skål.
  4. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn (over- og undervarme).
  5. Sigt hvedemel, kartoffelmel, salt og bagepulver i æggeblandingen og vend forsigtigt det i. Brug evt. en dejskraber til at vende det i. Det er vigtigt, at man er forsigtig og bruger lange strøg, så man undgår, at alt luften ryger ud.
  6. Smør en springform (Ø22 cm) godt med fedtstof.
  7. Hæld dejen i formen. Bank formen et par gange mod bordet, så man får fjernet eventuelle luftbobler.
  8. Bag den i ca. 30-40 minutter på anden nederste rille alt efter hvor kraftig din ovn er. Hold øje med den efter 20 minutter. Når du kan stikke en kødnål, strikkepind eller noget andet tyndt ned i kagen og den kommer op uden ubagt dej, så er den færdig.
  9. Tag formen ud af ovnen og lad kagen køle helt af.
  10. Når kagen er kølet af, så deles den i 3 bunde.
  1. Imens bundene bager, så kan du lave kagecremen.
  2. Pisk æg sammen med sukker, vaniljesukker og majsstivelse i en gryde. Pisk herefter mælk i.
  3. Varm din blanding op ved middel varme og rør jævnligt, indtil cremen begynder at tykne. Giv den et opkog og pisk godt. Tag gryden af varmen. Hæld cremen over i en skål. Læg et stykke husholdningsfilm over og læg filmen helt ned på cremen, så danner den nemlig ikke hinde. Sæt cremen på køl og lad den køle helt af.
  4. Pisk piskefløde til flødeskum. Pisk cremen op med en elpisker og bland herefter flødeskum med den kolde kagecreme. Dette er cremen til din lagkage.
  5. Læg først bunden af kagen på et fad eller stor tallerken. Fordel hindbærmarmelade ud på hele bunden.
  6. Knus halvdelen af makronerne og fordel dem ovenpå. Til sidst fordeler du halvdelen af cremen ovenpå.
  7. Læg en bund på. Gentag samme procedure igen.
  8. Slut af med at lægge toppen af lagkagebunden ovenpå.
  9. Hvis du først skal bruge kagen dagen efter, så pakkes den ind i husholdningsfilm og sættes på køl, indtil dagen efter.
  10. På dagen røres glasur sammen af flormelis, kakaopulver og varmt vand. Hvis glasuren er for tyk, så tilsætter du bare lidt vand, indtil den har en fin konsistens.
  11. Fordel glasuren ovenpå toppen.
  12. Pisk fløde til en fast flødeskum. Put den i en sprøjtepose med stjernetyl.
  13. Sprøjt fløde langs siderne af lagkagen. Dette er nemmest, hvis man starter fra bunden og kører op over kanten og ned igen. Sørg for at køre godt op over kanten, så fløden ikke glider af.
  14. Pynt til sidst med bær langs kanten af fløden.
  15. Server med det samme eller sæt på køl indtil servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på en klassisk lagkage med creme og syltetøj

En super nem og lækker opskrift på en klassisk lagkage med masser af creme, syltetøj, makroner og fløde. Det her er en klassisk lagkage, som består af lyse hjemmebagte lagkagebunde, som er luftige og lækre. De er derefter lagt sammen med hjemmelavet vaniljecreme, der er blandet med fløde, makroner og syltetøj.

Det er en rigtig fødselsdagslagkage, som uden tvivl vil imponere, hvis du skal have gæster. Hvis du ikke føler for selv at give dig i kast med de hjemmebagte lagkagebunde, så kan du sagtens købe nogle færdiglavede. De kan købes i alle supermarkeder, men du kan også købe dem ved de fleste bagere.

LÆS OGSÅ: Valnøddelagkage ala Svinkløv Badehotel

Opskrift på en klassisk lagkage med creme og syltetøj

Lagkage med creme opskrift

Vi elsker sådan en kage med masser af creme. Vi har her lavet en hjemmelavet creme, men du kan også sagtens bruge sådan et brev med kagecreme, som skal piskes med mælk. Det smager også skønt og super, hvis man er lidt i tidspres.

Det er dog slet ikke svært at lave sin egen kagecreme. Den består nemlig blot af æg, vaniljesukker, flormelis, majsstivelse og mælk. Dette giver man et opkog, så det tykner og så skal den blot sættes på køl. Den kan sagtens laves dagen før.

Klassisk lagkage

Ideer til fyld i lagkage

Vi har her lavet klassisk fyld, nemlig creme, fløde, makroner og syltetøj. Du kan dog også sagtens tilføje skiver af banan, jordbær, hindbær, blåbær eller en kompot af rabarber. Vi har brugt en hindbærmarmelade, da den er lidt mere syrlig end jordbær. Vi kan godt lide, at der er lidt balance i forhold til syre og sødme.

Opskrift på en klassisk lagkage med creme og syltetøj

Kan jeg lægge denne klassiske lagkage sammen dagen før?
Måske du har hørt det før, men én rigtig god lagkage skal helst lægges sammen dagen før. Vi plejer at lægge den sammen med fyld og så vente med glasur og flødeskum til på selve dagen. Pak tallerkenen godt ind i husholdningsfilm og sæt kagen på køl indtil dagen efter. Det giver kagen tid til at trække masser af smag og det giver den absolut bedste lagkage.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Tak for hurtigt svar ☺️ Så jeg skal lave cremen i morgen aften og læggen kagen sammen i morgen aften og lade den trække til onsdag? ?

  2. Hej Mummum. Er der et trick til, hvordan man undgår at lagkagebundene synker sammen, efter de er taget ud af ovnen?

    1. Hejsa,

      De vil synke lidt sammen, men de bør holde højden sådan rimelig meget. Sørg for at de er helt færdigbagte 🙂

      Kh

  3. Hej mummum
    Kan man bage lagkagebundene og fryse dem indtil man skal bruge dem?

  4. Min faldt fuldstændig sammen på midten, da jeg tog den ud af ovnen 😔 Den får jeg vist aldrig delt i 3.

    1. Hej Annemarie,

      Havde du tjekket, at den var færdigbagt? Dette gøres nemt ved lige at stikke en kødnål eller lignende ned i den. Der kan være forskel på hvor lang tid den skal have i ovnen, da der er så stor forskel på ovne. Se tiderne som vejledende 🙂

      KH

  5. Skal det være pasteuriseret æggeblommer eller kan msn bruge almindelig æg og tage hviderne fra?

  6. Syntes, at cremen er rigtig svær at få lind efter at det har stået på køl og sat sig og derefter får pisket fløde i. Der bliver ved med at være klumper. Har i nogle tips?

  7. Hej,
    Er det muligt at bage bundene en torsdag og pakke dem ind i en plastikpose til om fredagen og så samle lagkagen med creme om fredagen og så først servere den om lørdagen med pynt osv? Eller vil bundene nå at blive tørre fra torsdag til lørdag?
    Jeg vil også gerne høre, om det er muligt at pynte den med et marcipan bånd i stedet for flødeskum? Og hvis man gør det, vil I så anbefale at smøre et tyndt lag flødeskum indenunder marcipanen?
    På forhånd tak:)
    Mvh Line

    1. Hej Line,

      Det kan du sagtens. Når bundene bliver lagt sammen med fyld fredag, så får de en masse fugt, så det skal du ikke være bange for 🙂
      Og marcipanbånd kan du også sagtens. Ja ville nok lige smøre siderne med lidt flødeskum (heller ikke for meget), så båndet sidder bedre på.
      God fornøjelse!

      Kh

  8. Hej.
    Kan man også bare købe det der kagecreme pulver istedet, hvis man ikke kan nå at lave cremen selv? 😀
    Elsker jeres opskrifter!
    Hilsen Rikke

Skriv en kommentar