Risengrød

risengrød
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet risengrød serveret med kanelsukker, smør og rød saftevand. Det er lækkert på alle døgnets tider. Vi får det ofte til aftensmad.

Ingrediensliste

  • 2,5 dl. vand
  • 190 g. grødris
  • 1 liter sødmælk
  • 1 tsk. salt
  • Tilbehør

  • 50 g. sukker
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 2 tsk. smør

Fremgangsmåde

  1. Kog vand op.
  2. Tilsæt grødris og lad det koge i 2 minutter.
  3. Tilsæt mælk.
  4. Lad det simre ved lav varme i ca. 35-40 minutter, hvor der bliver rørt jævnligt i gryden, så det ikke brænder på.
  5. Smag til sidst til med salt.
  6. Server med kanelsukker og smør.
Bedøm denne ret

Risengrød opskrift

Der er ingen jul uden risengrød! I hvert fald ikke hvis du spørger os. Det er simpelthen en nødvendighed, at der skal spises mindst én portion risengrød i løbet af december og også gerne i november. Det er så nemt at lave og så smager det jo bare fantastisk med en masse kanelsukker og smørklat på.

December og julen er lige om hjørnet, så derfor er der altså masser af tid til at få øvet sig at at lave sådan en portion her. Ikke fordi, at det i sig selv er ret svært, men det er da en meget god undskyldning for allerede at spise første portion i oktober. Vores grød bliver kogt på vand, grødris, sødmælk og lidt salt. Simpelt, men så godt!

LÆS OGSÅ: Klatkager 

risengrød

Hvor stammer det fra?

Grød har i lang tid været en fast del af danskernes kost. Førhen blev den kogt på havre, byg eller rug. Ris var dyre, så det var kun de rige, som havde råd til det. På samme måde blev grød også kun kogt på mælk ved særlige anledninger. Omkring år 1900 blev ris dog nemmere tilgængeligt for danskerne. Det kunne købes i supermarkedet og derfor blev risengrød altså mere almindeligt spise. I dag nyder mange danskere risengrød i juletiden i december.

Det gør vi også gerne. Det kan spises til frokost, aftensmad eller som et lille eftermiddagsmåltid. Da vi var mindre, så fik vi ofte risengrød til aftensmad i decembermåned sammen med en omgang rød saft. Og så skulle man selvfølgelig også huske at sætte grød til nissen på loftet. Der er så mange hyggelige traditioner forbundet med den nemme og simple grød.

Grød af 1 liter mælk

Udover at der er en del hygge forbundet med retten, så er det samtidig billig og nem aftensmad. Det kræver som sagt blot grødris, mælk og lidt salt. Så skal der spares lidt på madbudgettet, så er det altså også en god idé at sætte sådan en omgang på madplanen. Især i decembermåned, hvor der måske også skal spares lidt for at få råd til julegaverne.

Det her er vores klassiske opskrift på risengrød, hvor der bruges 1 liter sødmælk. Det er nemt og lige til.

Hvor længe kan risengrød holde sig på køl?

Hvordan er det nu lige med holdbarheden på risengrød? Får du ikke spist alt grøden, så kan den sagtens sættes på køl. Den kan holde sig helt op til en uge på køl, men vi anbefaler at få brugt resterne inden for 4-5 dage. Én af de bedste måder at bruge sådan en rest på er ved at trylle den om til en omgang risalamande.

Kan man fryse risengrød?

Kan risengrød fryses? Ja, det kan du godt. Vi vil dog ikke anbefale at fryse risengrød for at bruge det til risalamande. Grøden kan nemlig ændre sig i konsistens, hvilket kan give en anderledes risalamande. Hvis du vil fryse eventuelle rester ned, så anbefaler vi at bruge resterne til eksempelvis klatkager eller vafler med risengrød.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Måske et riiigtig dumt spørgsmål. Men jeg skal lave risengrød for første gang.
    Når grødrisene er færdige, skal man så hælde vandet fra også mælk i, eller skal vandet blive i gryden og blandes med mælk? 🤗

    1. Hej Lisette,

      Vandet skal blive og så tilsættes mælk. 🙂
      Og slet ikke et dumt spørgsmål! Du er altid velkommen til at spørge.

      Kh

Skriv en kommentar