Vaniljekage med hindbærmousse

vaniljekage med hindbærmousse
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

4 timer og 30 minutter

Beskrivelse

En nem opskrift på en vaniljekage med hindbærmousse. Perfekt sommerdessert, som er nem og lækker. Du kan også bytte hindbærrene ud med blåbær eller blandede bær. Og så er det en af de desserter, som kan laves i god tid.

Ingrediensliste

  • Vaniljekage

  • 100 g. smør
  • 175 g. sukker
  • 1,5 tsk. vaniljesukker
  • 2 stk. æg
  • 1 dl. mælk
  • 1 tsk. bagepulver
  • 125 g. hvedemel
  • 25 g. kartoffelmel
  • Hindbærmousse

  • 225 g. frosne hindbær
  • 3 stk. husblas
  • 75 g. sukker
  • 2 stk. æggeblomme
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2,5 dl. piskefløde

Fremgangsmåde

  1. Først skal vaniljekagen laves.
  2. Tag smør ud i god tid, så det kan blive blødt.
  3. Tænd ovnen på 180 grader alm. ovn.
  4. Pisk smør, sukker og vaniljesukker godt sammen med en elpisker, så det bliver lyst og luftigt. Det tager ca. 4-5 minutter.
  5. Tilsæt ét æg ad gangen og pisk godt.
  6. Vej hvedemel, bagepulver og kartoffelmel af i en skål.
  7. Sigt de tørre ingredienser i den våde dej og vend det i skiftevis med mælken.
  8. Beklæd en springform (Ø22 cm) med bagepapir. Fordel dejen i formen.
  9. Bag kagen i cirka 20-25 minutter. Du skal kunne stikke en kødnål, grillspyd eller andet tyndt ned i kagen uden, at der kommer ubagt dej med op. Hvis der kommer ubagt dej med op, så skal den lige have lidt længere.
  10. Tag kagen ud af ovnen, når den er færdigbagt og lad den køle helt af.
  11. Nu skal du i gang med hindbærmoussen.
  12. Læg husblas i blød i koldt vand i en skål.
  13. Frosne hindbær koges op i en gryde ved lav/middel varme til de er tøet op.
  14. Blend de optøede hindbær sammen til en ensartet hindbærkompot. Vrid husblas fri for vand og rør det i den varme kompot. Rør det godt ud og vær sikker på, at der ikke er nogen husblasklumper.
  15. Stil det til side på køkkenbordet, så det kan køle lidt af. Det må nemlig ikke være for varmt, når det skal blandes med fløden.
  16. Pisk nu æggeblommer, sukker og vaniljesukker til en lys og luftig masse med en elpisker.
  17. Pisk fløden til en blød flødeskum.
  18. Når hindbærkompotten er kølet lidt ned, så blander du lidt ad gangen i æggemassen og rører det godt rundt.
  19. Vend det til sidst med den piskede fløde og vend det godt sammen.
  20. Fordel moussen ovenpå den afkølet kage.
  21. Stil kagen på køl i minimum 4 timer, men gerne natten over.
  22. Inden servering gøres en tynd, skarp kniv varm under vandhanen. Tør den af i et viskestykke. Skær rundt langs kagen for at løsne kagen fra formen (på denne både bliver den pæn i kanten).
  23. Pynt med friske hindbær.
Bedøm denne ret

Opskrift på vaniljekage med hindbærmousse

Her får du opskriften på en nem vaniljekage toppet med hindbærmousse. Det er en super lækker sommerkage, som vi serverede for nylig for nogle veninder. Vanilje og hindbær er bare en smagfuld kombination, da man har det søde fra vaniljen og det syrlige fra hindbærrene. Det er en lækker sommerdessert at servere for gæster, men samtidig er det også en lækker fødselsdagskage. Og selvom den nok primært vil blive kategoriseret som en sommerkage, så kan den også sagtens spises om vinteren. 

Hvis du elsker en kage, som ikke er alt for sød med sød på, så er den her lige noget for dig. Som sagt, så giver det den perfekte balance med den søde vaniljebund, som bliver toppet med en frisk og letsyrlig hindbærmousse. Det giver en virkelig god kage! Bunden er en vaniljekage, som er svampet og på ingen måde tør.

LÆS OGSÅ: Klik her og find alle vores opskrifter på moussekager

vaniljekage med hindbærmousse

Kage med hindbærmousse

I denne kage har vi lavet bunden som en vaniljekage. Du kan dog også sagtens lave bunden som en chokoladekage, en brownie eller noget helt tredje. Vi synes blot, at den simple vaniljesmag passer rigtig godt sammen med hindbærmoussen.

Det er en god og nem sommerkage, som slet ikke er svær at lave. Selvom der skal husblas i, så er den stadig nem. Når først man har lært at håndtere husblas, så er det slet ikke farligt eller besværligt at bruge det i kager.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej , hvorfor synes jeg ikke at når i skriver pisk sukker, æg til en hvis og luftig masse. Det sker ikke hos mig. Den bliver ihvertfald ikke luftig?

Skriv en kommentar