Pizza med burrata, mortadella og pistacie

Pizza med burrata, mortadella og pistacie
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

15 timer

Tilberedelsestid

10 minutter

Samlet tid

15 timer og 10 minutter

Beskrivelse

En lækker hjemmelavet pizza med burrata, mortadelle, pistacienødder og grøn pesto. Lav nemt en hjemmelavet pizzadej til denne pizza.

Ingrediensliste

  • Pizzadej

  • 215 g. vand
  • 5 g. gær
  • 8 g. salt
  • 315 g. hvedemel
  • Fyld

  • 125 g. frisk mozzarella
  • 40 g. grøn pesto
  • 150 g. burrata
  • 60 g. mortadella
  • 20 g. pistacienødder
  • 0,25 bundt frisk basilikum

Fremgangsmåde

  1. Det her er en opskrift, som kræver tålmodighed, men derimod ikke det store arbejde. Dejen skal nemlig være på køl i 15-18 timer, men den kan sagtens holde sig på køl i 2-3 dage.
  2. Start med at røre gæren ud i vandet.
  3. Tilsæt herefter 100 g. hvedemel og rør det ud. Tilsæt salt og tilsæt herefter det sidste hvedemel lidt efter lidt. Dejen skal ikke være våd, men derimod samle sig som en kugle. Rør godt rundt.
  4. Dæk din skål til med husholdningsfilm og sæt den på køl i minimum 15-18 timer. Den kan sagtens stå i køleskabet 2-3 dage, så du kan lave den i god tid.
  5. Næste dag. Tag din dej ud af køleskabet 2 timer inden den skal bruges. Tag dejen ud af skålen og ælt den let, del den i 2 lige store dele og form dem som boller. Drys godt med mel og placer bollerne her. Drys med lidt mel ovenpå. Dæk dem til med et viskestykke og lad dem ligge på køkkenbordet og hæve i 2 timer.
  6. Tænd ovnen på 275 grader varmluft eller så meget din ovn kan trække. Sæt en bageplade ind i ovnen, så den også bliver varmet op.
  7. Nu skal du forme dine pizzaer. Tag først den ene klump dej og tag godt med mel på bordet og på dejen. Brug dine hænder og fingre til at forme pizzadejen. Undgå at bruge en kagerulle. Du kan rulle længere ned i det her indlæg og se en video af hvordan vi ruller dem ud. Placer hver pizzadej på et stykke bagepapir.
  8. Fordel herefter revet frisk mozzarella og pesto på.
  9. Skru ovnen ned på 230 grader.
  10. Tag den varme bageplade ud af ovnen og træk pizzaen + bagepapir over på den varme bageplade.
  11. Bag herefter pizzaen i ca. 8-10 min, alt efter hvor kraftig din ovn er. Når kanterne er gyldne, så er den færdig.
  12. Bag kun én pizza af gangen.
  13. Hak pistaciekerner.
  14. Top med mortadella, en halv burrata, ekstra pesto, pistacienødder, salt, peber og lidt basilikum.
Bedøm denne ret

Opskrift på pizza med burrata, mortadella og pistacie

Her får du opskriften på vores yndlingspizza for tiden! Nemlig pizza med burrata, mortadelle og pistacie. Så lækker og nem en pizza, som samtidig er så nem at lave. Man kan efterhånden få burrata ost i de fleste supermarkeder, så vi er selvfølgelig begyndt at tilføje flere opskrifter med det. Fordi fælles for alle vores opskrifter er, at det skal være med ingredienser, som kan købes i et almindeligt supermarked. Så selvfølgelig skulle vi have en opskrift på en pizza med burrata. Det er en ‘hvid’ pizza, altså en pizza, som ikke er med tomatsauce. Den bages i ovnen med frisk bøffelmozzarella og pesto og så toppes den med mortadelle, mere pesto, burrata og hakkede pistacienødder, når den kommer ud af ovnen.

Hvis man gerne vil have en anderledes og en rigtig forårsagtig eller sommeragtig pizza, så skal du prøve den her. En pizza, som ikke virker så ‘fed’ i det. Burrataosten giver sådan en god cremethed til pizzaen. En kombination, som du bare på prøve!

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter med burrata her

Pizza med burrata, mortadella og pistacie

Hjemmelavet pizza med mortadella

Udover burrata, så er der også mortadella på den her hjemmelavet pizza. Mortadella er en italiensk pølse, som er kendt for sine pletter af hvidt spæk og ofte pistacienødder. Skal der kræses lidt ekstra for pizzaen, så køber vi gerne det. Det er en meget mild pølse, som derfor også er super børnevenlig. Den smager helt fantastisk sammen med burrata, grøn pesto og pistacienødder på toppen. En mild men smagfuld smagskombination.

Pizza med burrata, mortadella og pistacie

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar