Åben lasagne med asparges

Åben lasagne med asparges
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

15 minutter

Beskrivelse

Opskrift på en lækker omgang åben lasagne med asparges, pesto og sprød serrano. En nem gæsteret, hverdagsret eller weekendret.

Ingrediensliste

  • 8 stk. lasagneplader
  • 3 spsk. grøn pesto
  • 60 g. serranoskinke
  • 300 g. burrata
  • 40 g. pistacienødder
  • 1 bundt friske asparges
  • 50 g. smør
  • 0,2 bundt frisk basilikum
  • salt/peber
  • raps- eller solsikkeolie

Fremgangsmåde

  1. Tænd for ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Sæt dernæst vand over til lasagneplader. Kog dem i 7-8 minutter.
  3. Nu til brunet smør. Find en lille gryde og steg smør af til det begynder at brune (ved lav/middel varme). Pas på med at give det for høj varme da det så vil blive brænde på i stedet for at blive brunet. Det skal dufte nøddeagtigt.
  4. Kom serranoskinke på en bradepande med bagepapir. Bag det i ovnen i ca. 8-10 minutter til det bliver sprødt.
  5. Pil pistacienødder og hak groft.
  6. Skyl og knæk enderne af asparges.
  7. Kom lidt olie på en pande og steg asparges i et par minutter. Krydr med salt og peber.
  8. Når asparges, serranoskinke, smør og lasagneplader er tilberedt skal retten samles.
  9. Læg en bund af lasagneplade, så kommes grøn pesto, stegte asparges, burrata, stykker af sprød serranoskinke, pistacienødder og brunet smør. Gentag 2-3 gange.
  10. Retten toppes med frisk basilikum og eventuelt friskkværnet sort peber.
Bedøm denne ret

Opskrift på åben lasagne med asparges

I var vilde med åben lasagne og derfor har vi nu lavet en variant af åben lasagne med asparges, sprød serrano og pesto. I er vilde og vi er vilde med de her varianter af åben lasagne, da det bare ser så elegant og har en vis æstetik over sig ift. andre pastaretter. Det er en ret, som både kan spises til hverdag, men som i den grad også egner sig som en weekendret. Vi holder ofte madklub med venner og her har vi serveret denne ret med stor succes. Server med noget lækkert surdejsbrød ved siden af og evt. hjemmelavet pisket smør, så er det altså alletiders menu.

Selvom det måske ser lidt fancy ud, så er det faktisk nemt at lave den her åbne lasagne. Alle elementer gøres klar hver for sig og så skal den ellers bare samles lige inden servering. Det er den lækreste kombination af sprød serrano, lasagneplader, stegte asparges, ristede pistacienødder, grøn pesto og en cremet burrata. Sådan en ret, som man bare er nødt til at prøve.

LÆS OGSÅ: Åben lasagne med burrata

Åben lasagne med asparges

Pasta med serrano og grønne asparges

Vi har efterhånden en del pastaretter og spiser det i hvert fald en eller to gange ugentligt. Det er nem hverdagsmad og så kræver det få ingredienser. Man kunne også bruge en hjemmelavet grøn pesto, men for at gøre det ekstra nemt, så køber vi den blot færdiglavet. Man kan i dag også få nogle gode færdiglavede pestoer. Vi går altid efter dem på køl, da de har en flot grøn farve og en god smag. Den her pasta med serrano og grønne asparges er sådan en rigtig sommerpastaret. Den er fyldt med smag og forskellige smagsnuancer.

Følg med på de sociale medier

Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar