Påskekage

Påskekage 2022
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

Her finder du årets påskekage. En lækker og svampet gulerodskage med ostecreme, valnødder og små påskeæg.

Ingrediensliste

  • Gulerodskage

  • 200 g. gulerod
  • 4 stk. æg
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 300 g. brun farin
  • 200 g. hvedemel
  • 2 tsk. bagepulver
  • 2 tsk. stødt kanel
  • 0,5 tsk. stødt ingefær
  • 1,5 dl. raps- eller solsikkeolie
  • Ostecreme

  • 100 g. smør
  • 200 g. flormelis
  • 250 g. naturel flødeost
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2 tsk. citronsaft
  • 5 dråber gul frugtfarve
  • Pynt

  • 50 g. valnødder
  • 200 g. marcipan påskeæg
  • Læg alle varer i kurv på Nemlig

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Riv gulerødder på et rivejern. Pres vandet ud af dem, hvis de er meget våde. Dette gøres nemt ved at placere det i et viskestykke, hvorefter væsken presses ud. Sæt revet gulerod til side.
  3. Pisk æg, vaniljesukker og brun farin til det bliver lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter.
  4. Vej alle de tørre ingredienser af i en skål.
  5. Vend olie og de tørre ingredienser i og vend så det hele rundt til du har en ensartet dej uden klumper.
  6. Vend til sidst revet gulerod i.
  7. Beklæd eller smør en springform (ca. Ø24-26) og hæld din dej i.
  8. Bag kagen på anden nederste rille i ovnen i ca. 40-50 minutter alt efter hvor kraftig din ovn er.
  9. Tjek om kagen er færdig ved at stikke en tandstik, grillspyd eller noget andet tyndt ned i den. Hvis du kan gøre det, uden der kommer dej på, så er den færdig. Hvis den begynder at blive lidt mørkebrun på toppen (uden at den er færdig), så kan du dække den til med staniol under det sidste bagetid. Så undgår du, at den bliver form mørk ovenpå.
  10. Tag den ud af ovnen og lad den afkøle på en bagerist.
  11. Fjern formen.
  12. Nu skal cremen laves. I en skål piskes blødt smør (ikke smeltet), vaniljesukker, citronsaft og flormelis indtil du har en ensartet cremet masse. Tilsæt herefter naturel flødeost og pisk til din creme er fast og cremet.
  13. Når kagen er afkølet halveres den på midten. Skær den evt. til, hvis den er hævet for meget op.
  14. Smør creme både imellem og ovenpå kagen. Pynt evt. med hakkede valnødder og chokoladeæg på toppen.
Bedøm denne ret

Opskrift på påskekage

Her finder du simpelthen vores bud på en hel fantastisk påskekage! En påskekage, hvor alle kan være med. Den består nemlig af gulerodskage, en cremet ostecreme, valnødder og påskeæg på toppen. Det er simpelthen den fineste kage og så er den slet ikke svær at lave. Vi har brugt de fineste pastelfarvede påskeæg, hvilket virkelig fuldender looket på årets påskekage. Derudover er der også kommet gul frugtfarve og lidt citronsaft i ostecremen, så den bliver lidt mere påske-agtig.

Påsken står næsten for døren og måske du allerede er begyndt at planlægge årets påskefrokost. Det ser ud til, at det bliver en nogenlunde normal påske i år sammenlignet med de forrige år, som har været præget af lockdown osv. Derfor synes vi helt sikkert også, at du i år skal give dig i kast med en virkelig fin påskekage.

LÆS OGSÅ: Klik her og find alle vores opskrifter på påskekager

Påskekage 2022

Påske-gulerodskage

Det er som sagt en gulerodskage i lag i påskeklæder. Vi synes, at gulerodskage gør det så godt som en påskekage. Det er sådan en kage, som de fleste kan lide og så kan man gøre den ret fin med den gule ostecreme og chokoladeæggene på toppen. Vi synes i hvert fald, at det blev et ret godt resultat. Du får en svampet og nem gulerodskage, som på ingen måde bliver tør. Sørg for at klemme vandet ud af gulerødder, hvis der er meget væske i dem.

Har du ikke en springform, så kan du også bage kagen i en bradepande og stadig pynte med den gule ostecreme og påskeæggene. Så ville vi blot lave den i et lag fremfor to lag, som her.

Påskekage 2022

Gulerodskage med olie

Den her lækre kage med gulerødder er lavet med olie. Du kan også erstatte med smeltet smør, men vi synes det er så nemt med olie. Det giver dig samtidig verdens bedste gulerodskage, hvis du spørger os. Det er en af vores absolutte favoritter, når det gælder kager.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

    1. Hej,

      Ja, men vent evt. med cremen til på selve dagen. Cremen kan godt laves dagen før og blot opbevares på køl indtil dagen efter 🙂

      Kh

  1. Hej, du skriver at kagen kan laves med smør i stedet for olie, hvor meget smør tænker du ?? Hilsen en flittig bruger af dine opskrifter …

  2. Hej – hvis man nu laver kagen dagen før (altså uden ostecreme), hvor vil du så opbevare den? køleskabet? køkkenbord?

  3. Hvad bliver forholdene, hvis jeg ville lave den som en bradepandekage? Den skal nemlig bruges til en talkage til min søns 3 årige 😊

    1. Hej Michelle,
      Den er meget høj og vi tror ikke, at det vil være så nemt at halvere den i en bradepande. Men vi vil gange op med 3-3,5 🙂
      Kh

  4. Det er nogle fine opskrifter I har, men jeg vil spørge om jeg kan erstatte hvedemel med mandel mel i påske kagen?

  5. Hej.

    Jeg tror ikke helt at jeg forstår punkt 5: “Vend olie og de tørre ingredienser i og vend så det hele rundt til du har en ensartet dej uden klumper”. Er det olien der skal vendes i de tørre ingredienser eller er det olien og de tørre ingredienser der skal vendes med det man lavede i punkt 3 (Pisk æg, vaniljesukker og brun farin til det bliver lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter). Jeg er ikke helt sikker på at jeg ved hvad der menes med “og vend så det hele rundt”, for er det så ikke det man har gjort? Har du mulighed for at tydeliggøre det lidt?

    Vi endte med at putte olie og de tørre ingredienser i det man lige havde lavet og vendte det så, men det var svært at undgå klumper. Kagen var en kæmpe succes!!!

  6. Jeg skulle lave 2 kager (20portioner)
    Men jeg syntes at det var voldsomt med 400g flormelis til 500g flødeost..
    jeg valgte at bruge kun 150g flormelis, 200g Buko flødeost + 250g Mascarpone, og resten efter opskriften.
    Og det manglede bestemt ikke sødme i cremen.
    Vh Vaiva

Skriv en kommentar