Langtidsstegt and

Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

3 timer og 30 minutter

Samlet tid

3 timer og 45 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på langtidsstegt and. Saftig og lækker andesteg, som ikke bliver tør. Du får også tips og tricks til langtidsstegning af and i ovn samt hvordan den både kan forberedes dagen før eller på dagen om formiddagen. En god og saftig and hører sig til på Mortens Aften og Juleaften serveret med kartofler, andesovs og rødkål.

Ingrediensliste

  • Andesteg

  • 2600 g. hel and
  • 2 stk. æble
  • 200 g. svesker
  • 0,5 spsk. tørret timian
  • salt
  • Andefond

  • 1 stk. rødløg
  • 2 stk. gulerod
  • 2 stk. laurbærblade
  • 7 dl. vand

Fremgangsmåde

  1. Pak anden ud af indpakningen.
  2. Tag den lille pose, som indeholder hals og indevolde. Læg den til side. Den skal du bruge til andefond.
  3. Tjek andestegen og skyl den evt. under vandhanen for eventuelle rester af blod og indvolde. Dup den tør med køkkenrulle.
  4. Fjern kernehuset fra æblerne. Skær æbler i både. Bland æbler med svesker og tørret timian.
  5. Gnub anden med groft salt både indvendigt og udvendigt.
  6. Stop æble-sveskeblandingen ind i anden. Stop så meget ind, som der kan være. Luk evt. enden til med kødnåle.
  7. Kom anden i en bradepande med brystet opad. Skær rødløg i både og gulerødder i grove stykker. Kom vand, gulerødder, løg og laurbærblade i bradepanden sammen med halsen og indvoldene (undtagen leveren).
  8. Tænd ovnen på 230 grader.
  9. Sæt bradepanden ind i ovnen. Lad anden stege i 10 minutter. Skru herefter ovnen ned til 140 grader. Lad anden stege 3 timer.
  10. Tag bradepanden ud af ovnen. Løft andestegen over på et skærebræt.
  11. Hæld fond + grøntsager over i en skål. Fjern eventuelt fedt med en ske og hæld det hele igennem en trådsi, så du får sorteret grøntsager og andre ting fra. Nu har du en god fond, som du skal bruge til andesauce.
  12. Skær andestegen ud, så du får bryst og lår fri. Læg det tilbage i bradepanden med skindsiden opad.
  13. Skru ovnen op til 230 grader.
  14. Giv anden 5-10 minutter, så skindet bliver sprødt.
  15. Server med det samme. Skal du bruge en opskrift på andesovs, så finder du vores opskrift lige her.
Bedøm denne ret

Opskrift på langtidsstegt and

Her får du vores bedste opskrift på langtidsstegt and. Vi synes, at man får det absolut bedste resultat, når en and i ovn langtidssteges. En langtidsstegning giver dig en saftig og lækker and, som sjældent bliver tør. Andesteg spises som regel til både juleaften og Mortens aften, men den kan selvfølgelig nydes hele året rundt. Dog spiser de fleste det i efterårsmånederne og vintermånederne. Til en klassisk andesteg serverer vi kogte kartofler, brunede kartofler, rødkål, æbler med gele og selvfølgelig en god hjemmelavet andesovs. Hvis du også vil have en opskrift på sådan en, så har vi delt vores bedste opskrift lige her.

LÆS OGSÅ: Flæskesteg

langtidsstegt and

Optøning af and

I de fleste tilfælde, så køber man anden frossen. Når anden er frossen, så betyder det også, at den skal tøes op. Men hvordan tør man lige en and op på bedste vis? Skal den ligge i køleskabet eller på køkkenbordet? Vi anbefaler, at du tør din and op i køleskabet. Lad anden blive i indpakningen og put den herefter over i et fad eller i en stor skål. Når den tør op, så kan der nemlig løbe nogle safter ud af den, så for at undgå det, så er det en god idé at putte den i et fad.

Men hvor tidligt skal man så tage anden op af fryseren? Ja, se det afhænger faktisk af hvor stor din and er. De fleste ænder har en vægt på omkring 2300-3000 g. Sådan en størrelse tager cirka 2 dage om at tø op i køleskabet. Er din and større, så anbefaler vi, at du tager den op 3 dage før den skal bruges. Nogen siger også, at man kan bruge en tommelfingerregel om, at for hvert kilo anden vejer, så skal den tø op én dag. Så 1 kilo er lig med 1 dags optøning på køl.

And i ovn

En andesteg kan laves i ovn eller på grill. Vi må indrømme, at vi oftest vælger løsningen med tilberedning i ovn. Det er nemt at styre temperaturen og så slår det stort set aldrig fejl. Den her opskrift på stegt and er altid en sikker vinder. Den gnides godt med salt udvendigt og indvendigt og så stoppes den med æbler og svesker, som giver stegen god smag.

Samtidig giver sådan en stegt andesteg også en helt fantastisk fond, som du selvfølgelig skal gemme og bruge til en hjemmelavet andesauce. De to hænger ligesom sammen. Der er ingen and uden andesauce og omvendt, så kan der heller ikke blive en andesauce uden and.

Stegning af and

Vi har i fremgangsmåden beskrevet vores bedste metode til stegning af and. Andestegen langtidssteges i ovn og på den måde bevarer man saften og man undgår dermed tørt andekød. Og det er egentlig meget lige til. Anden passer nemlig sig selv i ovnen, imens den bliver stegt. Imens kan du gøre alle de andre ting klar. Skrælle kartofler, gøre klar til brunede kartofler, måske lave en hjemmelavet rødkålssalat eller en frisk julesalat.

langtidsstegt and

Langtidsstegning af and

Langtidsstegningen af anden afhænger selvfølgelig også på størrelsen på anden. I vores opskrift har vi brugt en and på 2600 g. Vi ved dog, at ænder selvfølgelig kommer i forskellige størrelser. For hvert halve kilo den enten vejer mere eller mindre, der skal anden have tilsvarende en halv time mere eller mindre. Så hvis din and er på omkring 3 kilo, så ville vi give den en halv time mere i ovnen.

Stegetid af and

Som nævnt, så afhænger stegetiden af anden på størrelsen. Vores langtidsstegt and får lidt over 3 timer i ovnen, hvilket giver en saftig andesteg, som ikke bliver tør. Og som nævnt i fremgangsmåden, så giver vi den lige det sidste tid i ovnen ved højere grader for at gøre skindet sprødt og lækkert.

Kernetemperatur and

Hvis du vil være sikker på, at din andesteg har den helt rigtige kernetemperatur, så kan man altid lige måle det med et stegetermometer. En andesteg skal have en kernetemperatur på ca. 74-75 grader for at være gennemstegt. Mål det i brystet på anden.

langtidsstegt and

Andesteg dagen før

Andestegen kan sagtens forberedes dagen før eller tidligt juleaften. Læs med her, hvis du vil have vores bedste tips og tricks til al forberedelse. Så kan du nemlig nyde juleaften uden stress i køkkenet. Følg vores fremgangsmåde på and til og med step 12. Når andebryst og andelår er anrettet i bradepanden, så kommes der staniol over og den sættes på køl. På samme måde sættes den siede fond også på køl.

Tag anden ud ca. 45 minutter inden den skal serveres. Den fond, som du satte på køl dagen inden. Den skulle gerne have delt sig, så du kan se fedtlaget ligge ovenpå. Skrab andefedtet op. Pensl dine stykker af and med andefedtet. Hvis det er svært at smøre ud, så kan du lige lune det kort i mikroovnen. Læg staniol over fadet igen.

Sæt fadet ind i en kold ovn. Tænd ovnen på 100 grader. Giv anden 20-30 minutter. Hvis skindet ikke er helt sprødt, så kan du de sidste minutter skrue ovnen op til 230 grader og lige give den det sidste her, så skindet også bliver sprødt. Server anden med det samme.

Andesteg stegt om formiddagen

Forberedes andestegen om formiddagen, så gør du bare på samme måde, som hvis du forberedte den dagen inden. Sæt blot bradepanden med and på køl indtil ca. 45 minutter inden servering, hvor den så tages ud. Følg fremgangsmåden beskrevet ovenfor. Og sådan kan du altså nemt servere en langtidsstegt and uden stress i køkkenet!

Dessert efter and

Efter andestegen er nydt, så er der tradition for at nyde en klassisk, lækker risalamande. Vi har en rigtig god og nem opskrift lige her, som giver en luftig og lækker ris a la mande. Skal der laves et alternativ til denne, så kan vi også anbefale vores hjemmelavede islagkage med kirsebærsauce og brændte mandler. Den finder du opskriften på lige her.

Vil du hellere have flæskesteg til Mortens aften eller juleaften?

Er du ikke så meget til langtidsstegt and og andesteg, så kan man selvfølgelig også altid lave en klassisk flæskesteg. Måske du hører til én af de familier, hvor der også serveres begge dele. Uanset hvad, så kan du lige her finde vores bedste opskrift på en sprød flæskesteg.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar