Pistaciekage

Pistaciekage
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på pistaciekage med glasur på toppen. En nem dessertkage med pistacie, som smager helt fantastisk.

Ingrediensliste

  • Pistaciekage

  • 140 g. smør
  • 150 g. sukker
  • 30 g. pistacienødder
  • 75 g. marcipan
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 stk. æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 dl. mælk
  • 0,5 tsk. grøn frugtfarve
  • 100 g. hvedemel
  • Topping

  • 200 g. flormelis
  • 2 spsk. vand
  • 30 g. pistacienødder

Fremgangsmåde

  1. Opvarm ovnen til 180 grader varmluft.
  2. Pisk smør med sukker, vaniljesukker og marcipan.
  3. Blend pistacienødder til mel og vend det i blandingen.
  4. Tilsæt æg og pisk til en luftig masse.
  5. Tilsæt mælk og derefter frugtfarve, hvedemel og bagepulver.
  6. Beklæd en rugbrødsform med bagepapir. Hæld dejen i formen og bag den i cirka 30 minutter.
  7. Mens kagen afkøles blandes glasuren og pistacienødderne hakkes groft.
  8. Kom glasuren på kagen og top med nødderne.
Bedøm denne ret

Opskrift på pistaciekage

Den lækreste pistaciekage med et tykt lag glasur på toppen. Bag den fineste grønne kage med pistacienødder! Det er den perfekte forårskage eller dessertkage, som minder om en mazarinkage. Ligesom mazarinkagen, så er pistaciekagen kompakt og lækker, hvilket også gør, at et lille stykke ofte er nok.

Du kan servere kagen til kaffen eller lave den som en del af at større dessertbort eller tapasbord. Det er i hvert fald en kage, som altid er meget iøjenfaldende pga. den grønne, flotte farve. Kagen er toppet med glasur, men du kan også sagtens blot toppe den med smeltet chokolade. Pynt den evt. også med finthakkede nødder på toppen. Det synes vi lige giver det sidste til kagen.

LÆS OGSÅ: Den bedste banankage

Pistaciekage

Kage med pistacie

Pistacienødder er ret dyre at købe, så derfor har vi også begrænset mængden af dem i opskriften så meget som muligt uden at gå på kompromis med smagen. Men nødder er generelt ret dyrt i Danmark, så man kan ikke undgå at skulle betale lidt for dem. Ellers kan vi også anbefale at handle nødder ved grænsen, hvis man alligvel er et smut forbi.

Uanset hvad, så får du altså den lækreste kage med pistacie. Du kan dog sagtens skifte nødderne ud med en anden slags nød som hasselnødder, mandler eller valnødder. For at få den grønne farve, så skal der dog bruges pistacienødder. Men det smager også rigtig godt med de andre slags nødder – selvom den ikke bliver grøn!

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Er det pistacienødder som man køber i supermarked? Altså dem der er ristet og saltet? Eller må de ikke være saltet? 😊

Skriv en kommentar