Svampede chokolademuffins

Svampede chokolademuffins
Opskrift til stk. Opskrift til 12 stk.

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedningstid

15 minutter

Samlet tid

25 minutter

Beskrivelse

Den bedste opskrift på hjemmelavede chokolademuffins med store chokoladestykker. En sikker vinder, når der skal laves cupcakes. Hvis de skal være ekstra luksus, så kan man tilføje både mørk og lys chokolade i dejen.

Ingrediensliste

  • 2 stk. æg
  • 200 g. sukker
  • 200 g. hvedemel
  • 2 dl. kærnemælk
  • 60 g. smør
  • 0,5 tsk. salt
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2 tsk. bagepulver
  • 60 g. bagekakao
  • 100 g. mørk chokolade
Læg i kurven til
I samarbejde med Nemlig.com

Fremgangsmåde

  1. Smelt smør og lad det køle en smule af.
  2. Sukker og æg piskes lyst og luftigt.
  3. Vej hvedemel, bagepulver, vaniljesukker, bagekakao og salt af i en skål.
  4. Vend kærnemælk og smør i æggeblandingen. Sigt de tørre ingredienser i og vend det hele sammen til en ensartet masse uden klumper.
  5. Hak chokolade groft. Vend den i dejen (gem noget af den til toppen).
  6. Dejen fyldes i muffinsforme (kun fyld dem halvt op, da de hæver godt op).
  7. Fordel resten af chokoladen ovenpå.
  8. Bages i en forvarmet ovn i ca. 15 minutter ved 180 grader alm. ovn (over- og undervarme). Hold øje med dem efter 10 minutter, da der kan være stor forskel på ovne.
  9. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.

Opskrift på chokolademuffins

Nem og lækker opskrift på svampede chokolademuffins med chokoladestykker, som smelter i munden. Muffins med chokolade er en af vores absolut yndlings slags og det hænger nok sammen med, at vi elsker chokoladekage. Generelt er muffins noget vi forbinder med vores barndom. Der havde man nemlig altid muffins med i skole, hvis man havde fødselsdag og det var en kage, som alle børn var vilde med. De her chokolademuffins er med chokoladestykker og kakao. Chokolademuffins med kakao og chokolade stykker er noget næsten alle kan lide og det forstår vi godt da de bare smager godt.

LÆS OGSÅ: Vaniljemuffins med hindbær

Svampede chokolademuffins

Nemme chokolademuffins

De her muffins er nemme og hurtige at lave. Selve dejen kan hurtigt bikses sammen og de skal også bages kort tid i ovnen sammenlignet med en større kage. Det er også det vi elsker ved muffins, da man hurtigt kan lave en omgang. De er også fine som en tag-med kage eller hvis du skal dele kage ud. Da de jo er i muffinsforme, så er de nemme at portionsanrette. Vi har bagt de her chokolademuffins i muffinsforme. Det gør at de ser lidt pænere ud og de er nemmere at tage med. Man kan også bage dem i en silikoneform. Silikoneforme er nemme og bruge, da muffinsene slipper formen nemt. Silikoneformen er også nem at gøre rent bagefter.

Svampede chokolademuffins

Chokolademuffins børn

Super fine små kager til at servere til sine venner, familie eller til børnefødselsdag. Vi forbinder muffins med skole, da vi altid i specielle anledninger medbragte muffins til vores klassekammerater. Chokolademuffinsene kan sagtens fryses ned og tøes op når de skal spises. Det kan være dit barn har fødselsdag og han/hun skal have kage med i skole. Her er muffinsene perfekt, da de kan laves inden og så fryses ned. Når chokolademuffinsene skal med i skole, så tager man dem op om aftenen inden og så er de klar til at blive spist skolen næste morgen.

Svampede chokolademuffins

Spørgsmål til chokolademuffins

Hvordan kan man lave chokolademuffins til børn?
Chokolademuffins er en helt oplagt snack eller kage til børn. Stort set alle er vilde med dem og der er mange måder at pynte og variere dem på. Dog er der altid en diskussion med for meget sukker og om chokoladen der bliver brugt, er for mørk. Man kan altid benytte sig af lysere chokolade og i så kan man skrue ned for sukkeret og erstatte noget af det med eventuelt most banan eller æble.

Hvad kan man toppe chokolademuffins med?
Her er det næsten kun fantasien der sætter grænser. Dog egner glasur og frosting sig utrolig godt, da det både smager og ser godt ud. Skal kagerne serveres med det samme kan man også kaste sig ud i en variant med flødeskum eller lignende. Derudover kan man altid lege med alverdens krymmel, glimmer, figurer osv. Som yderligere pynt.

Kan man fryse dem?
Det kan man i hvert fald, dog bør man kun fryse muffins uden pynt. Det er vigtigt, at kagerne er kølet helt af og pakkes i fryseposer eller en lufttæt beholder.

Kan jeg bage dem dagen før?
Hvis man gerne vil spare tid på selve dagen, kan man sagtens bage chokolade muffins dagen i forvejen. Sørg for at lade kagerne køle helt af inden de pakkes i en lufttæt beholder, så de kan holde sig friske og svampede til dagen efter.

Hvordan opbevarer jeg dem bedst, så de ikke bliver tørre?
Den bedste måde at opbevarer sine muffins på for at forhindre at de bliver tørre er ved at lade dem køle helt af og derefter opbevare dem i en lufttæt beholder ved stuetemperatur.

Andre spørgsmål

Hvad for noget chokolade kan I anbefale?
En chokolade muffin må i vores optik gerne smage af chokolade, derfor bør en god chokolade muffin bestå af mørk chokolade på omkring 50%. Dog kan man lave dem børnevenlige og bruge lys chokolade og kakao. Det giver et mildere og sødere resultat som falder i børnenes smag.

Kan jeg bage dem som en bradepande?
Det kan du i hvertfald! Det er både nemmere da du ikke skal hælde op i små muffins forme og det er langt mere praktisk hvis du skal bage til større selskaber. Det gode ved en bradepandekage er også, at den holder sig svampet og lækker i længere tid en muffins.

Hvilke andre smage kan jeg tilføje?
Der findes mange gode smage der går hånd i hånd med chokolade. For at nævne et par stykker, bær, banan, appelsin, nutella, vanilje, karamel, kokos, Oreos osv.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar

Kommentarer

  1. Lækre muffins – tak for opskriften
    Jeg opløste 1tsk instant kaffepulver i kærnemælken og det gav en dybde til disse muffins som har taget dem til nye højder

  2. Der står opskriften er til 10 stk. Jeg fik 15 stk. i en god passende størrelse.
    Lækre muffins 😊

    1. Hej Charlotte,

      Det kommer an på hvilken størrelse forme man bruger. Vi bruger de amerikanske, som er en tand større end de almindelige muffinsforme 🙂

      Kh

  3. Kan man fryse de færdiglavet muffins ned? Også tage dem op nogle dage før man eventuelt har brug for nogle?’

  4. Hej
    Kan dejen holde til at stå 1-2 døgn og så kan resten bages færdig i ovnen? Hvis man nu ikke har muffinsform nok :)))

  5. Hej,
    Jeg har en søn som kan lide chokolade, til en hvis grænse. Derfor tænker jeg at lave jeres muffins til fødselsdag i børnehaven, men uden chokoladestykker. Kan jeg bare udelade dem eller skal jeg så tilføje lidt ekstra af noget andet for at bevare smagen? Er stykkerne bare “luksus”? 😂

  6. Hej. Hvad filan har jeg mon gjort galt? De har nu fået 20 minutter og de er ren dej i midten… jeg har fulgt opskriften og selve dejen virkede ikke for tynd da den kom i formene 🤷🏼‍♀️ de er bagt i papirforme der har stået i silikoneforme

  7. Undskyldning det sene svar.. Men jeg har ikke kunne få lov, at svare, da der kommer en besked frem, med at jeg kommentere for hurtigt og jeg derfor skal sætte tempoet ned? 🤷‍♂️ Selv 2mdr. efter..

    Nej, det gjorde jeg ikke.. Jeg byttede kun kærnemælken ud,.. Men jeg vil prøve at putte citronsaft i mælken imorgen, når de skal bages igen.. Og se om det kan give en effekt 😊

    Tak for tippet..

  8. Jeg forsøgte at bruge mælk i stedet for kærnemælk, men jeg synes de var mega tørre.. Jeg ved ikke om kærnemælken gøre noget andet, så hvad kan man ellers bruge, som skulle kunne give det samme som kærnemælken, som er laktosefri..😊

    1. Hej Tanja,

      Kærnemælk gør dem svampede. Du kan få lidt af samme effekt ved at bruge mælk og så komme lidt citronsaft i 🙂 Byttede du andre ingredienser ud?

      Kh

  9. Hej hvor længe skal de have i ovn hvis man kun har de der alm papirs muffin forme ikke de helt store
    Hilsen Winie

    1. Hej Winie,
      Så ville vi give dem et par minutter mindre i ovnen. Test altid ved at stikke en kødnål eller en gaffel i og se, om der kommer dej med op 🙂
      Kh

  10. Det er de bedste muffins jeg nogen sinde har bagt, og jeg har bagt virkelig mange. Tusinde tak for den opskrift, og så er den nem👌🤩

  11. Jeg har lige bagt disse muffins og den anden dag jeres chokolade kage. Begge dele smuldre helt fra hinanden når de skal spises. Hvad skyldes det..?

    1. Hej,

      Har du mon givet dem for længe i ovnen? Der kan være stor forskel på ovne og det kan være, at de lige skal have 5 min. kortere tid i din ovn 🙂

      Kh

  12. Hej 🙂 Jeg vil gerne prøve at bage disse muffins, men er lidt i tvivl om hvor store muffinsforme jeg skal købe. Er det noget I kan være behjælpelige med? Vh Katrine

  13. Hejsa. Det er virkelig lækre muffins, bagte den i mandags da min datter skulle have dem med i vuggestue og dele ud og de blev rost ☺️ hun skal holde fødselsdag for familien og jeg vil bage den men som en hel kage og komme dejen i en rund springform, jeg tænker at der er dej nok til en hel kage ikke ? Og hvor lang tid ville du mene at kagen skal have i ovnen ? 😊 Tusind tak for lækre opskrifter ☺️
    Vh Marlene.

    1. Hej Marlene

      Dejligt at du kunne bruge opskriften!
      Jo, der burde være dej nok til en springform. Den skal nok have cirka 30-35 min i ovnen, når det er i springform 🙂

      De bedste hilsner
      Mathilde og Amanda

    1. Hej Nadia

      Vi har ikke prøvet at fryse dem ned, men umiddelbart tænker vi nok,at det kan lade sig gøre 🙂