Pølsemix

Pølsemix
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Beskrivelse

En nem opskrift på hjemmelavet pølsemix med pommes frites, pølser, løg og ketchup. En lækker omgang aftensmad med pølser.

Ingrediensliste

  • Pølsemix

  • 400 g. frosne pommes frites
  • 6 stk. pølser
  • 125 g. bacon i skiver
  • 2 stk. løg
  • 1 spsk. raps- eller solsikkeolie
  • 1 spsk. karry
  • 1 spsk. paprika
  • salt/peber
  • Topping

  • 4 spsk. ketchup
  • 0,5 stk. løg
  • 0,25 bundt frisk persille

Fremgangsmåde

Pølsemix

  1. Tænd ovn (sæt indstillinger som anvist på pommes frites-pakken).
  2. Snit løg, bacon og pølser.
  3. Læg de frosne pommes frites på en bradepande og følg pakkens anvisning.
  4. Varm en pande og kom olie på.
  5. Dernæst steges bacon af et par minutter.
  6. Kom dernæst løg på og svits det godt af.
  7. Kom pølserne på og lad det få en god stegeskorpe.
  8. Når det hele er svitset godt af, kommes der karry, paprika, salt og peber på.
  9. Anret på en tallerken og top med ketchup samt finthakket rå løg og persille.
Bedøm denne ret

Opskrift på pølsemix

Det var på tide, at vi fik en opskrift på pølsemix på vores hjemmeside. Sådan en god hjemmelavet omgang pølsemix med pommes frites, stegte pølser, bacon og løg. En lidt opgraderet version. I hvert fald i forhold til den man kan få på den lokale grillbar. Vi laver nemlig vores med både bacon og pølser samt steger lidt løg af også. Men derudover, så vælger vi den nemme løsning og bruger købte pommes frites, som bare skal tilberedes som posen angiver. Har man tiden, så kan man selvfølgelig toppe det hele af med at lave hjemmelavede pommes frites fra bunden. Men i den travle hverdag, så er det sjældent vi har tiden til det, når man får lyst til pølsemix. Så skal det bare være nemt og hurtigt! Og det er præcis hvad denne ret er.

Vi tilbereder pomfritterne i ovnen, men skal det være ekstra snasket, så tilbered dem i friture eller i smagsneutral olie i en gryde. Så får du den der helt rigtige snaskede følelse, når retten spises.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter med pølser her

Pølsemix

Hjemmelavet pølsemix opskrift

Det er en god omgang hjemmelavet pølsemix. Med pommes frites, bacon, pølser, stegte løg og så selvfølgelig en omgang rå løg, ketchup og lidt frisk persille på toppen. Så bliver det ikke bedre eller mere luksuriøst. Pølserne steges af i lidt karry og paprika, da vi synes det giver lidt ekstra til retten. Det er sjældent vi køber en pølsemix på grillbaren, da det er så nemt at lave en hjemmelavet udgave derhjemme.

Pølsemix

Aftensmad med pølser

Så hvis du lige står og mangler en nem idé til aftensmaden med pølser, så er sådan en pølseret her altid en sikker vinder. Det er i hvert fald en ret, som altid er i høj kurs herhjemme og som vi ofte laver som søndagsmad (eller tømmermændsmad). Den er nem at lave og udover ketchup, så kan den jo også toppes med mayonnaise, remoulade, chilimayo eller hvad man ellers er til.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar