Vitello Tonnato

Vitello Tonnato
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

1 time og 30 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på hjemmelavet Vitello Tonnato med kalvekød og tunsauce. En god italiensk forret eller hovedret.

Ingrediensliste

  • Tunsauce

  • 1 dåse tun i vand
  • 2 spsk. kapers
  • 1 spsk. dijonsennep
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 4 spsk. olivenolie
  • 3 spsk. citronsaft
  • 0,5 tsk. peber
  • Kød

  • 200 g. oksemørbrad
  • 0,2 bundt. frisk rosmarin
  • 2 spsk. olivenolie
  • salt/peber

Fremgangsmåde

Kød

  1. Rens kødet og giv det salt, peber, frisk rosmarin og olivenolie.
  2. Steg kødet enten på panden eller på grillen – kødet skal gerne ramme en kernetemperatur på cirka 57 grader.
  3. Lad kødet hvile og køle af. Retten serveres normalvis kold, så kødet må gerne steges et par timer eller dagen i forvejen, så det kan ligges på køl.

Tunsauce og anretning

  1. Dræn tun for vand.
  2. Kom tun, kapers, dijon sennep, hvidvinseddike, citronsaft, olivenolie og peber i en foodprocessor eller blender og blend massen godt i gennem til den er helt ensartet (det er lidt en smagssag hvor tynd man vil have saucen. Skal den være tyndere, så tilsæt evt. lidt ekstra olivenolie).
  3. Skær kødet i tynde skiver og læg på en tallerken.
  4. Kom saucen ovenpå.
  5. Fordel lidt olivenolie og friskkværnet peber ovenpå. Pynt evt. med frisk timian.
Bedøm denne ret

Opskrift på Vitello Tonnato

Vi drømmer os en tur til Italien med denne opskrift på Vitello Tonnato. En italiensk forret eller hovedret, som består af enten okse eller kalv. Tyndskåret kød, som toppes med tunsauce lavet på tun, sennep og kapers. Det lyder måske mærkeligt at kombinere kalv eller okse med tun, men det smager ganske fantastisk. Det er samtidig en nem ret at lave, hvor du kan gøre meget klar på forhånd. Det er en rigtig god italiensk sommerret, som vi gerne serverer som forret en god sommeraften, da den bare er god som gæstemad.

Vitello Tonnato oser af sommer. Og af Italien! Vi var i Rom en sommer, hvor vi fik den absolut bedste Vitello Tonnato. Så når vi laver den derhjemme, så tager den os lidt tilbage til den hyggelige italienske gade, som summede af liv en sommeraften. Dét er det bedste ved mad. At smagen af noget kan tage en fuldstændig tilbage.

LÆS OGSÅ: Se flere opskrifter på italiensk mad her

Vitello Tonnato
Vitello Tonnato

Vitello Tonnato som hovedret

Vittello Tonnato kan som sagt serveres som både forret eller hovedret. Hvis vi serverer den som hovedret, så serverer vi den gerne sammen med nogle andre små retter eller salater. Det kunne være en god tomatsalat eller med foccaciabrød. Man kan også spæde retten op med grønt. Det kunne være rucola, små marinerede cherrytomater, grønne blancherede bønner eller hvad du ellers lige tænker. Man kan tilføje elementer, som gør den ekstra mættende.

Den originale udgave laves med kalv, men man kan også lave det med okse, som vi har gjort her. Det kunne være oksemørbrad, filet, inderlår eller culotte. Har du en sousvide, så kan du med fordel også lave kødet deri. Det bliver retten kun endnu bedre af.

Italiensk forret opskrift

Så her får du altså en opskrift på en ægte italiensk forret eller hovedret. En genial forret, da du kan gøre stort set det hele klar dagen før, så det blot lige skal anrettes inden servering. Server evt. den italienske forret med et godt hjemmebagt foccaciabrød  og en god hvidvin. SÅ er lykken altså gjort og der er lagt et godt grundlag for en god aften.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar