Bagte gulerødder med burrata og pesto

Bagte gulerødder med burrata og pesto
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedningstid

20 minutter

Samlet tid

30 minutter

Beskrivelse

Opskrift på en lækker omgang bagte gulerødder med burrata og pesto. Lækkert og nemt tilbehør med gulerødder til sommermaden og grillmaden.

Ingrediensliste

  • 500 g. gulerod
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 spsk. sesamfrø
  • 1 tsk. tørret timian
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • 1 tsk. paprika
  • salt/peber
  • 1 stk. burrata
  • 3 spsk. grøn pesto
  • 25 g. pinjekerner
  • 1 håndfuld friske ærteskud (eller andet grønt)
Læg i kurven til
I samarbejde med Nemlig.com

Fremgangsmåde

  1. Rens gulerødder eller skræl dem.
  2. Halver dem og læg i en bradepande. Vend med olie, sesamfrø, timian, spidskommen, paprika, salt og peber.
  3. Bag gulerødderne ved 200 grader varmluft i omkring 20-25 minutter. De må gerne stadig have lidt bid. Alternativt kan de bages i airfryer ved 190 grader i 15 minutter.
  4. Opvarm en tør pande. Rist kort pinjekernerne til de er gyldne.
  5. Anret de bagte gulerødder på et fad.
  6. Fordel burrata, grøn pesto, ristede pinjekerner, lidt olivenolie, salt og peber samt ærteskud over.

Opskrift på bagte gulerødder med burrata og pesto

Bagte gulerødder med burrata og pesto skal du lave som tilbehør til grillmaden eller til sommermaden. Det her er lynhurtigt strøget ind i top 3 på nemt og lækkert tilbehør hos os. Vi så et bundt friske gulerødder med top. Faktisk årets første. Og så blev vi bare nødt til at lave noget med dem. Det blev de her bagte gulerødder, som er vendt med krydderier og sesamfrø, som anrettes med burrata, pesto, ristede pinjekerner og ærteskud på. Det smagte virkelig forrygende og vi er sikre på, at vi kommer til at lave det mange gange i løbet af de næste måneder.

Gulerødder bliver så lækre, når de bliver bagt. De får en ekstra sødme over sig og så har vi samtidig givet dem lidt forskellige krydderier, som kun gør dem endnu bedre. Vi kan godt lide at bage dem, så de stadig har en smule bid. Det passer nemlig godt sammen med den cremede burrata og den smagfulde pesto.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter med gulerødder her

Bagte gulerødder med burrata og pesto

Bagte gulerødder med timian

De bagte gulerødder er vendt med timian, paprika, spidskommen, olie og sesamfrø inden de bages. Det giver en dejlig krydret og mild smag, som passer vildt godt sammen med burrataosten og pestoen. Vi har blot brugt en færdigkøbt pesto, men man kan også sagtens lave sin egen. Ved at lave sin egen har man fuld kontrol over smagen og kan selv bestemme om det skal være basilikumspesto eller persillepesto. Vi synes dog, at man kan få ret mange gode færdiglavede pestoer, så det køber vi også ofte. Den grønne pesto er bare super lækker sammen med bagte gulerødder.

Bagte gulerødder med burrata og pesto

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar