Key Lime Pie

Opskrift på Key Lime pie 
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

40 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på Key Lime Pie på kun 6 ingredienser. Server din limetærte som dessert, som eftermiddagskage eller som en del af et kagebord.

Ingrediensliste

  • Bund

  • 220 g. digestivekiks
  • 110 g. smør
  • Fyld

  • 397 g. kondenseret mælk
  • 4 stk. æggeblomme
  • 4 stk. lime
  • Til toppen

  • 2,5 dl. piskefløde

Fremgangsmåde

Bund

  1. Smelt smør. Knus digestivekiks, så det bliver helt fint. Du kan evt. putte kiksene i en plastikpose og bruge en kødhammer/kagerulle til at knuse dem.
  2. Bland smør og kiks, så det er godt blandet sammen. Fordel kiksene i en springform eller form med diameter på 21 cm. Pres kikseblandingen godt ned i bunden og ud i kanterne, så du får dannet en kant hele vejen rundt.
  3. Tænd ovnen på 150 grader varmluft.
  4. Når ovnen er varm, så bages bunden i 10 minutter.
  5. Imens bunden bages, så laves limecremen.

Limecreme

  1. Pres saften ud af de 4 limes.
  2. Pisk kondenseret mælk sammen med æggeblommer, limesaft og revet skal fra 1 lime (det kan dog godt udelades).
  3. Når bunden er bagt, så fordeles limecremen på bunden.
  4. Bag hele tærten ved 150 grader varmluft i 20 minutter.
  5. Tag tærten ud og lad den køle af. Sæt den herefter på køl i minimum 3-4 timer, så limecremen kan få lov til at sætte sig.

Ved servering

  1. Pisk piskefløde til en let flødeskum.
  2. Fordel flødeskum ud på bunden.
  3. Riv evt. lidt limeskal ovenpå.
  4. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på Key Lime pie

Key Lime Pie er en klassisk limetærte fra USA med en sprød kiksebund, limecreme og flødeskum på toppen. Vi elsker kager med lime og citron, da de ofte giver et godt modspil til det søde. Den her kage er super nem at lave, da den består af få ingredienser. Det er derfor også en kage, som alle kan lave.

Key Lime Pie kan serveres som eftermiddagskage, til dessert eller som en del af et større kagebord. Den kan sagtens laves dagen inden eller et par dage på forhånd, så man blot skal piske fløden og fordele det inden servering. Fløde er nemlig bedst på dagen. Du kan også sagtens toppe den med lidt frisk frugt eller bær på toppen og evt. hakket chokolade.

LÆS OGSÅ: Sprød karameltærte 

Opskrift på Key Lime pie 

Opskrift på limetærte

Den her tærte med lime er super frisk i smagen. Bunden er sprød, hvilket er det perfekte modspil til den bløde limecreme. Og så er flødeskummet lige prikken over i’et til sidst. Du kan også sagtens toppe med hvid chokolade eller lidt friske bær. Det vil uden tvivl også være super lækkert.

Opskrift på Key Lime pie 

Kage der kan laves dagen før

Selve bunden og limecremen har faktisk bedst af at blive lavet dagen før. Så har den nemlig tid til at sætte sig ordentligt i køleskabet natten over. Du kan dog sagtens lave den på dagen. Eksempelvis om morgenen, hvis du først skal bruge den om aftenen.

Du kan også sagtens bytte lime ud med citron. Eller du kan også lave en kombination af dem begge, hvis du er mere til det.

Opskrift på Key Lime pie 

Følg også med på de sociale medier
Du kan følge med på vores Facebookside, hvor vi ugentligt lægger spændende nye opskrifter op. Vi er også på Instagram, hvor vi nok er mest aktive. Du kan følge med på Instagram lige her.

Kommentarer

  1. Kan jeg fryse min lime pie ??
    Hvis jeg kan, hvad sker der med kvaliteten af pie’n ?

    1. Hej Kristine,

      Det kan du desværre ikke pga. fløden og bunden, som måske kan komme til at smuldre lidt af det. 🙂

      Kh

  2. Hvis den laves dagen før og stilles på køl, skal man så vente med flødeskum til den skal serveres?

    1. Hej Heidi,
      De skal have 12-15 minutter i stedet for 20 minutter så 🙂 Men hold lige øje med dem undervejs, fordi alle ovne varmer forskelligt.
      Kh

  3. Fin opskrift, men det er dog en Lime Pie, og ikke en Key Lime Pie.
    En Key lime er en speciel slags lime fra Florida Keys, som smager lidt anderledes end en almindelig lime.

  4. Hvilken form har du brugt? Har det ikke været besværligt, at få kagen ud af formen? Jeg kan ikke lige se for mig, hvordan det skulle lykkedes.

    1. Hej Michelle,

      Vi bruger en springform, så er det ikke svært. Bunden er hård og har sat sig efter at have været på køl 🙂

      Kh

  5. Kan man piske æggehviderne og lægge det på kagen,når den skal i ovnen, istedet for flødeskum, eller er 20 min for længe

    1. Hej,

      Så ville vi piske æggehvider til en marengs og så brænde af med en gasbrænder eller på grill-funktionen i ovnen ved meget høj varme i 1-2 minut 🙂

      Kh

  6. Hej
    Mine gæster og jeg er kæmpe fan af denne limetærte, nøj hvor er den lækker. Det er bestemt ikke sidste gang jeg har lavet den!
    Hilsen Annemette

  7. Tak for opskriften! Stor anbefaling til den her. Jeg lavede den med citron i stedet for lime, som også var et hit hos både voksne og (ret selektivt spisende) børn. Vi bruger den som dessert til nytårsaften i år – med friske bær og is i stedet for fløde.

Skriv en kommentar