Kylling i tomatsauce

Kylling i tomatsauce
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

35 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på kylling i tomatsauce. Stegt kyllingebryst i en cremet tomatsovs serveret med pasta. Nem og børnevenlig aftensmad.

Ingrediensliste

  • Kylling i tomatsauce

  • 1 stk. løg
  • 4 fed hvidløg
  • 200 g. gulerod
  • 600 g. kyllingebryst
  • 2 spsk. tomatpure
  • 1 tsk. tørret basilikum
  • 1 tsk. tørret oregano
  • 2 tsk. paprika
  • 0,5 tsk. cayennepeber
  • 400 g. hakkede tomater på dåse
  • 1 stk. grøntsagsbouillonterning
  • 1 dl. vand
  • 2 dl. piskefløde
  • 30 g. parmesan
  • salt/peber
  • 100 g. cherrytomater
  • Andet

  • 400 g. pasta
  • 0,25 bundt frisk persille

Fremgangsmåde

  1. Hak løg og hvidløg fint. Skræl gulerødder og riv groft på et rivejern.
  2. Rens kyllingebryst og skær i strimler eller tern.
  3. Varm en pande op med smør eller olie.
  4. Kom kylling på og steg det af, så det får farve over det hele. Krydr med salt og peber. Tag så kyllingen fra på en tallerken.
  5. Sæt panden tilbage på blusset. Kom evt. lidt ekstra fedtstof på.
  6. Kom løg, gulerødder og hvidløg på. Lad det sautere til løgene er bløde.
  7. Tilsæt så tomatpure, krydderier, hakkede tomater og smuldret grøntsagsbouillonterning (skal smuldres direkte deri) og vand.
  8. Rør det hele godt sammen.
  9. Tilsæt så piskefløde. Skru herefter ned for varmen og lad retten simre ved lav/middel varme (den står på 5 ud af 10 hos os) i 10-15 minutter.
  10. Herefter blendes det hele med en stavblender eller kommes op i en blender og blendes til en cremet sauce.
  11. Kog pasta efter pakkens anvisning.
  12. Hæld saucen tilbage. Kom stegt kylling i samt fintrevet parmesan.
  13. Varm det hele godt igennem. Smag til sidst til med salt/peber og fordel halve cherrytomater deri.
  14. Server din kylling i tomatsauce med kogt pasta og frisk, finthakket persille.
Bedøm denne ret

Opskrift på kylling i tomatsauce

Den her opskrift på kylling i tomatsauce med stegt kyllingebryst og pasta er blevet en ny favorit herhjemme. Stegt kyllingebryst, som vendes i en mild og smagfuld tomatsauce, som vi serverer med kogt pasta til. Det er en nem hverdagsret for både store og små og en ret, hvor alle kan være med. Efter vi har fået børn, så er det sådan nogle retter her, som vi ofte laver til aftensmad. Retter, som smager godt og hvor der også er kommet lidt skjulte grøntsager i. Tomatsaucen er blandt andet lavet på både løg, hvidløg, gulerødder og tomat. Udover at det er fedt at få masser af grøntsager ind, så giver det også bare en vildt god tomatsauce.

Som sagt, så serverede vi den her kylling i tomatsauce med pasta til, men man kan også sagtens servere den med kartofler, kartoffelmos, ris, bulgur eller hvad der ellers lige hitter hjemme hos jer. Vi ved, at det kan variere fra familie til familie.

LÆS OGSÅ: Se flere ideer og opskrifter på mad til børn og små

Kylling i tomatsauce

Stegt kyllingbryst i cremet tomatsauce

Det er bare den lækreste panderet med stegt kyllingebryst i en cremet tomatsauce, hvor der også er tilsat friske cherrytomater til sidst. De friske cherrytomater giver sådan en god friskhed til retten, så undlad endelig ikke det. Derudover har vi brugt fløde til at gøre den ekstra cremet. Her kan du også bruge en mere fedtfattig udgave eller erstatte med mascarpone. Måske det kan være en god anledning til lige at få brugt en lille rest.

Server gerne retten med en frisk salat til ved siden af. Vi har masser af opskrifter på friske og nemme salater, som du finder lige her. Det er en nem hverdagsret, som vi laver igen og igen.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Kommentarer

Skriv en kommentar