Æblesalat

Æblesalat
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

5 minutter

Samlet tid

10 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på æblesalat. En grøn salat med æble, tranebær, pinjekerner og rucola. Det hele er vendt i vinaigrette.

Ingrediensliste

  • 40 g. rucola
  • 2 stk. æble
  • 50 g. tørrede tranebær
  • 50 g. pinjekerner
  • 3 spsk. olivenolie
  • 1,5 spsk. akaciehonning
  • 2 spsk. hvidvinseddike
  • 1 tsk. sød sennep
  • salt

Fremgangsmåde

  1. Start med at lave vinaigrette.
  2. Kom olivenolie, akaciehonning, hvidvinseddike, sennep og lidt salt op i en skål eller et gammelt syltetøjsglas.
  3. Pisk eller ryst den godt sammen. Smag evt. til med mere akaciehonning eller salt alt efter hvordan du vil have den. Sæt til side.
  4. Skær æbler i tynde både.
  5. Opvarm en tør pande. Rist kort pinjekernerne til de begynder at få farve. Kom dem over på en tallerken.
  6. Vend rucola, æbler, tranebær og halvedelen af pinjekernerne sammen med noget af din vinaigrette. Start med halvdelen, så kan du altid smage til om du vil have mere på.
  7. Anret salaten i et fad. Top med de sidste pinjekerner.
  8. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på æblesalat

En nem og lækker æblesalat med rucola, sprøde æbler, tørrede tranebær og ristede pinjekerner. Det hele er vendt i en mild vinaigrette, som lige løfter din salat til næste niveau. En salat behøves nemlig ikke at være en kedelig en med iceberg, tomat og agurk. Man kan lave så mange forskellige og lækre slags salater uden, at det behøves at være besværligt eller kræve en hel masse. Den her simple æblesalat er en sikker vinder. I stedet for æbler, så kan den også laves med pærer.

Det er en salat, som kan spises året rundt, men den fungerer især godt i efterårsmånederne eller vintermånederne. Det er også en salat, som hurtigt kan bikses sammen. Vi har altid et lille lager af blandt andet pinjekerner og tranebær samt mange af tingene til vinaigretten. Derfor er det slet ikke så mange ingredienser, som man skal ud og købe.

LÆS OGSÅ: Kig vores aftensmadsopskrifter her

Æblesalat

Salat med æbler

Det er virkelig en lækker og nem salat med æbler. Vi bruger ofte frugter i vores salater. Det er med til at give noget sødme og friskhed til salaten, som man ikke får ved blot at bruge grøntsager. Så vi kombinerer altså gerne både grøntsager og frugter i vores salater, da vi synes det giver så smagfulde og anderledes salater. Den her salat med æble er et godt bud på en kombination mellem grønt og frugt.

Hvis du ikke lige er til pinjekerner eller du synes de er lidt dyre, så kan de sagtens erstattes med nogle andre kerner. Brug solsikkekerner eller græskarkerner i stedet, så får du stadig det knasende på toppen.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar