Bagte rødbeder med honning og feta

Bagte rødbeder med honning og feta
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

40 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på bagte rødbeder med honning, fetaost og ristede solsikkekerner. Den bedste rødbedesalat, som er nem at lave.

Ingrediensliste

  • 1000 g. rødbede
  • 3 spsk. olivenolie
  • 2 spsk. akaciehonning
  • salt/peber
  • 50 g. blandet salat
  • 100 g. fetaost
  • 30 g. solsikkekerner
  • 1 spsk. olivenolie
  • 1 tsk. paprika
  • 1 tsk. stødt spidskommen
  • salt
  • frisk timian

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 190 grader varmluft.
  2. Gør en bageplade klar med bagepapir.
  3. Skræl rødbeder og skær dem ud i stykker på ca. 2-3 cm.
  4. Vend dem med olie, honning, salt og peber. Fordel dem på bagepladen.
  5. Bag dem i den forvarmet ovn i ca. 25-30 minutter. De skal være møre, men må stadig gerne have lidt bid. Vend dem evt. lidt rundt undervejs (især hvis din ovn bager ujævnt).
  6. Imens rødbederne bages, så gøres det resterende klar.
  7. Varm en pande op med olie.
  8. Kom solsikkekernerne på sammen med paprika, stødt spidskommen og salt. Vend dem godt rundt.
  9. Når de begynder at få farve og begynder at dufte ristede, så tages de af panden.
  10. Anret blandet salat (du kan bruge spinat, rucola eller sådan en blandet salatblanding) på en tallerken eller i et fad.
  11. Top me de bagte rødbeder.
  12. Smuldr feta udover.
  13. Top med de ristede solsikkekerner og evt. lidt frisk timian som pynt.
  14. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på bagte rødbeder med honning og feta

Bagte rødbeder med honning, som er toppet med cremet feta og ristede solsikkekerner. Rødbeder, som er bagt i ovn, skal man på ingen måde undervurdere. Især ikke når de bliver vendt i honning og får lidt sødme derfra. Rødbederne bages i ovnen, så de bliver møre, men stadig lige har lidt bid. Efter de er bagt bliver de anrettet på et fad eller en tallerken på en bund af lidt blandet salat og så toppes de ellers med en god fetaost og panderistede kerner.

Her i de mørkere måneder, hvor der ikke er så mange frugter og bær i sæson, så laver vi gerne en bagt salat. En bagt salat betyder, at flere elementer eller blot et enkelt element i salaten er bagt. Det giver en anden tekstur og smag til salaten sammenlignet med, hvis man blot brugte friske rødbeder. Så det kan vi virkelig anbefale at prøve. Det er også lækkert at bage eksempelvis gulerødder, søde kartofler eller pastinak. Så kan de bruges på en helt anderledes måde i dine salater.

LÆS OGSÅ: Klik her og se alle vores opskrifter på rødbedesalater

Bagte rødbeder med honning og feta

Rødbedesalat med bagte rødbeder

Rødbederne er skrællet og skåret i mindre stykker. Herefter er de vendt med olie, akaciehonning samt salt og peber. Du kan også sagtens bruge almindelig honning. Vi har bare oftest akaciehonning og så er det nemt, fordi den er lidt tyndere og nemmere at fordele.

Som vi også skrev tidligere, så gør det også en kæmpe forskel, at man bruger en god cremet fetaost. Vi kan anbefale PUCK feta eller den fra Taverna i en bøtte med sort låg på. Det er de bedste efter vores mening og gør altså en verden til forskel i sådan en salat her.

Vi har desuden brugt solsikkekerner, da det er billigt. Du kan dog også sagtens bruge pinjekerner eller græskarkerner, hvis du lige har det liggende. Når kerner lige ristes på en pande i lidt olie, så giver det ekstra sprødhed til dem. Vi har desuden lige krydret dem med lidt paprika og spidskommen, som også giver en god krydret smag, der komplimenterer salaten godt.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar