Citronkage

Opskrift på citronkage
Opskrift til personer Opskrift til 6 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

35 minutter

Beskrivelse

Snup opskriften på en nem og svampet citronkage med glasur. Den bedste kage med citron, som er perfekt til eftermiddagskaffen.

Ingrediensliste

  • Citronkage

  • 200 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 4 æg
  • 1 tsk. bagepulver
  • 4 spsk. creme fraiche
  • 150 g. hvedemel
  • 1 stk. økologisk citron
  • Citronglasur

  • 200 g. flormelis
  • 1 stk. økologisk citron
  • 2 spsk. vand

Fremgangsmåde

  1. Tag smør ud i god tid, så det kan blive blødt.
  2. Tænd ovnen på 165 grader varmluft.
  3. Pisk blødt smør med sukker og vaniljesukker til det er luftigt.
  4. Tilsæt æggene ét af gangen og pisk det godt sammen.
  5. Vej hvedemel og bagepulver af i en skål.
  6. Riv skallen af citronen fint og pres saften ud i en skål. Vend citronsaft og skal i æggeblandingen.
  7. Vend skiftevis creme fraiche samt hvedemel og bagepulver i dejen.
  8. Rør det godt sammen til en ensartet dej.
  9. Smør en rugbrødsform med smør eller beklæd med bagepapir.
  10. Fordel dejen i formen.
  11. Bag kagen i den forvarmet ovn i ca. 30-40 minutter alt efter hvor kraftig din ovn er. Begynd at holde øje med den efter 25 minutter.
  12. Tjek om den er færdig ved at stikke en strikkepind, grillspyd eller noget andet tyndt ned i den. Hvis der ikke er ubagt dej på, så er den færdig.
  13. Tag kagen ud og lad den køle en smule af.
  14. Nu til glasuren. Riv skal af citronen fint og pres saften ud.
  15. Bland citronsaft, citronskal, flormelis og vand sammen. Juster evt. med mere flormelis/vand alt efter hvor tyk/tynd du vil have glasuren. Vi laver vores rimelig fast, så den ikke løber alt for meget.
  16. Prik huller i kagen med en gaffel (så får noget af glasuren lov til at løbe ned i kagen).
  17. Hæld glasuren over kagen.
  18. Lad glasuren størkne en smule inden servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på citronkage

Citronkage er en simpel, men super svampet og nem kage. Den er toppet med glasur og så består den af få ingredienser. Sådan en kage med citron er skøn til eftermiddagskaffen eller aftenskaffen. Det er en undervurderet og overset skærekage, hvis du spørger os. Men vi kan måske også godt forstå, at det ofte er chokoladekager osv., som man oftest laver. Vi synes dog, at du skal prøve kræfter med denne lækre citronkage. Den er frisk i smagen og ikke alt for sød. En helt perfekt kombination!

Den er rigtig fin at servere i påskedagene, hvor vi gerne serverer noget med citronsmag. Du kan også prøve kræfter med vores luksus citronmåne med marcipan og mandelkrokant, som også plejer at tage kegler. Denne opskrift er dog noget mere simpel og kræver ikke lige så mange ingredienser.

LÆS OGSÅ: Peanutbuttercookies

Opskrift på citronkage

Svampet citronkage

Udover at være nem at lave, så får du også en rigtig svampet kage. Der er ikke noget værre end en tør skærekage. Sådan en kage skal være saftig og have en god saftig krumme, hvis du spørger os. Et tip for at få den ekstra saftig er, at man lige prikker nogle huller i kagen inden glasuren kommer på. På den måde vil noget af glasuren ryge ned i kagen og gøre den ekstra lækker.

Kage med citron

Det her er én af de mest simple og nemme kager med citron. Det er en rigtig god basisopskrift, hvor du så sagtens kan tilsætte ting som lidt hakket hvid chokolade, revet marcipan, birkes eller hvad du ellers er til. Du kan også sagtens lave den med lime eller appelsin i stedet for citron, hvis du er mere til det.

Kan kagen fryses?
Ja, du kan sagtens fryse eventuelle rester ned. Et tip er, at fryse den ned i skiver, så er den super nem lige hurtig at lune på brødristeren eller i mikroovnen. Så har du hurtigt en lækker (næsten nybagt) skive citronkage.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Jeg bagte kagen i dag, i en rund springform. Tog den ud efter. 35 minutter da der ikke hang mere dej fast når jeg stak i den.
    Men de er helt blød og flydende i midten. Hvad har jeg dog gjort galt?

    1. Hej Anne Sofie,

      Stak du i den flere steder for at være sikker på, at den var færdigbagt over det hele?
      Og hvad bruger du til at tjekke?

      Kh

Skriv en kommentar