Cookies med marcipan

Opskrift på cookies med marcipan og mørk chokolade
Opskrift til stk. Opskrift til 14 stk.

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på sprøde cookies med marcipan og mørk chokolade. De lækreste småkager med marcipan, som er perfekte til kaffen.

Ingrediensliste

  • 110 g. smør
  • 100 g. brun farin
  • 125 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 stk. æg
  • 210 g. hvedemel
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 100 g. mørk chokolade
  • 100 g. marcipan

Fremgangsmåde

  1. Tag smør ud i god tid, så det kan blive blødt.
  2. Pisk blødt smør, sukker, brun farin og vaniljesukker i 3-4 minutter.
  3. Tilsæt æg og pisk godt igen.
  4. Vej hvedemel, salt og bagepulver af i en skål.
  5. Tilsæt melblandingen til den våde blanding. Rør det hele godt sammen.
  6. Hak chokolade groft og riv marcipan groft. Rør begge dele i dejen.
  7. Vej dejen af til ca. 50 g. pr. stk. Pres hver kugle let sammen med hænderne. Placer dem i en bøtte eller tallerken.
  8. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  9. Gør to bageplader klar med bagepapir.
  10. Placer 6 klumper dej på hver plade med god afstand.
  11. Bag én plade af gangen. Bag først i 6 minutter.
  12. Tag herefter pladen ud og vend den. Bag igen i yderligere 6-7 minutter (alt efter hvor kraftig din ovn er). Vi vender pladen undervejs, da vores ovn bager lidt ujævnt. Hvis din ikke gør det, så behøves du ikke at vende dem.
  13. Når de begynder at blive gyldne i kanterne og på overfladen, så tages de ud.
  14. Når de bliver taget ud, så er de stadig bløde. Når de får lov til at køle af, så bliver de hårde.
  15. Bag de resterende cookies.
  16. Lad alle dine cookies køle af på en bagerist.
  17. Når de er afkølet pakkes de i en småkagedåse eller lufttæt beholder.
Bedøm denne ret

Opskrift på cookies med marcipan og mørk chokolade

Her får du opskriften på nogle sprøde og smagfulde småkager med den lækreste kombination af marcipan og mørk chokolade som er store, rigtig nemme at lave og som smager fuldstændig himmelsk. Til denne opskrift er der brugt mørk chokolade. Hvis ikke du er til mørk chokolade, kan du også sagtens erstatte det med lys eller hvid chokolade. Kun fantasien sætter grænser – og det er vi glade for!

De bedste småkager med chokolade og marcipan

Sprøde og chewy småkager er det perfekte bageprojekt til dagene hvor man skal hygge derhjemme. Småkager med marcipan og mørk chokolade kan selvfølgelig bages året rundt, til de dage hvor der rigtig skal hygges inden døre. Men de er altså også bare den helt perfekte kombination til julebagningen. Inviter dine gæster på eftermiddagskaffe og hjemmelavede sprøde cookies, eller gem dem til dig selv som en syndig lille eftermiddagssnack, hvis du trænger til noget sødt og knasende hen ad dagen. Hvem elsker ikke en lækker smagfuld cookie til et koldt glas mælk?

Opbevaring og nedfrysning af småkager

Opbevaring af dine cookies anbefaler vi klart at du gør i en lufttæt beholder, eller i en helt almindelig småkagedåse med et stykke bagepapir imellem låget og dåsen. Så har du nemlig sprøde og lækre småkager i op til 2 måneder. Hvis altså de får lov til at ligge så længe.

Den rå cookiedej kan desuden fryses ned, i en bøtte som kan tåle at komme i fryseren. Så er det nemlig super nemt at tage dem op til en dag hvor du måske har lidt mindre tid på hænderne, eller hvis du får en pludselig trang til sprøde nybagte småkager. Form dem med fordel til kugler inden du fryser dem ned. Så er de lige til at tage op i præcis det antal du skal bruge. Nemmere bliver det ikke!

LÆS OGSÅ: Cookies med chokolade og nødder

Opskrift på cookies med marcipan og mørk chokolade

Følg også med på de sociale medier
Følger du med på vores Instagram? Hop endelig ind og følg med i vores madunivers. Her vil du få daglig inspiration til søde sager, sundere alternativer, lækre og nemme aftensmadretter og meget mere.

Kommentarer

  1. Hej,
    Når de fryses ned og man så lige pludselig får lysten en dag til cookies, kan de så tages ud og bages med det samme, eller er der en optøningstid? Hvor varm skal ovnen så være?
    Mvh Henriette

  2. Kæmpe kæmpe hit – for alle aldre her hjemme!
    Og så gør det ikke noget at de er utrolig nemme at lave!
    Har haft stor succes med at bytte smørret ud med Becel!

    Tak for den gode opskrift – endnu engang!
    Vh Farmor

  3. Super lækkere. Jeg brugte lift mindre Marcipan og puttede så også nødder i. Havde dem med i kreaklub og alle var vilde med dem.😋

  4. Bedste cookies- jeg har lavet dem med glutenfri mel fordi vi får gæster der har cøliaki i weekenden. Har lige prøvesmagt – de er VIRKELIG gode – tak for den opskrift

Skriv en kommentar