Græske grillspyd

Græske grillspyd
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedningstid

10 minutter

Samlet tid

30 minutter

Beskrivelse

Opskrift på lækre græske grillspyd af nakkefilet. Hjemmelavede grillspyd af gris med hvidløg, oregano, timian og citron.

Ingrediensliste

  • 800 g. nakkefilet
  • 4 spsk. olivenolie
  • 3 fed hvidløg
  • 2 tsk. akaciehonning
  • 2 tsk. tørret oregano
  • 1 tsk. tørret timian
  • 0,5 stk. citron
  • salt/peber
Læg i kurven til
I samarbejde med Nemlig.com

Fremgangsmåde

  1. Fjern store sener fra nakkefileten.
  2. Skær kødet i mindre tern.
  3. Kom kødet op i en skål sammen med olivenolie, presset hvidløg, akaciehonning, tørret oregano og timian, frisk citronsaft samt rigeligt med salt og peber. Vend det hele godt rundt og lad evt. kødet trække et par timer.
  4. Sæt ternene på grillspyd.
  5. Varm grillen op til 200 grader.
  6. Læg nu spyd på grillen og lad dem grille cirka 2-3 minutter (kommer an på tykkelsen af kødet) på alle 4 sider . Hold øje undervejs.
  7. Tag spydene af og lad dem hvile kort inden de serveres.

Opskrift på græske grillspyd

Her får du opskriften på græske grillspyd af nakkefilet, som er marineret med olivenolie, hvidløg, tørrede krydderurter og citron. De lækreste grillspyd med svinekød, som vi serverede i et pitabrød med masser af grønt, tzatziki og fritter. Det var SÅ godt og kan i den grad anbefales! Har du lavet grillspyd ud af nakkefilet før? Hvis ikke så er det altså på tide. Mange forbinder måske en nakkefilet med pulled pork eller nakkekoteletter. Men man kan bruge en nakkefilet til så mange ting. Vi køber ofte en stor nakkefilet, som er alt for stor til vores familie på 4. Så deler vi den i to. Den ene halvdel bliver måske til pulled pork og så bruges den anden halvdel til græske grillspyd som her. Det er god udnyttelse af sådan en hel steg og kan også være ganske billigt.

Som sagt, så serverede vi grillspydene til pitabrød. Vi lavede det som byg-selv og gjorde bare alt fyld klar i skåle, så man selv kunne samle. Det fungerer rigtig godt hos os, så børnene selv kan komme det i, som de bedst kan lide. Selve kødet er meget mildt i smagen og er også børnevenligt. Vil man ikke servere til pitabrød, så er de også gode til en omgang salat, til bowls, til en risret eller pastasalat.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på lækre grillspyd her

Græske grillspyd

Souvlaki af nakkefilet

Souvlaki betyder “lille spid” og refererer til spyd med kød på, som man ofte får i Grækenland. De laves ofte med lam eller svin og marineres gerne med friske eller tørrede krydderurter. Her har vi lavet souvlaki af nakkefilet, som skæres ud i små tern. Man kan også købe nakkekoteletter, som så skæres ud i tern. Det gode ved at bruge nakkekoteletter eller nakkefilet er, at de har en god fedtmarmorering, som sørger for at spydene ikke bliver tørre. Du får derfor saftige græske spyd med en dejlig frisk smag. De er bare så gode og kan kun anbefales.

Græske grillspyd

Følg med på de sociale medier

Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar