Kyllingelår i gryde med grøntsager

Kyllingelår i gryde med grøntsager
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

40 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en omgang kyllingelår i gryde med grøntsager og tomatflødesauce. En lækker gryderet med kylling.

Ingrediensliste

  • 1000 g. kyllingelår
  • 1 stk. løg
  • 3 fed hvidløg
  • 400 g. gulerod
  • 2 tsk. paprika
  • 0,5 tsk. cayennepeber
  • 2,5 dl. piskefløde
  • 400 g. hakkede tomater på dåse
  • 1 stk. hønsebouillonterning
  • 50 g. frisk spinat
  • Tilbehør

  • 320 g. ris
  • 0,5 bundt frisk persille

Fremgangsmåde

  1. Hak løg og hvidløg fint.
  2. Skræl gulerødder og skær i tynde skiver.
  3. En gryde varmes op med olie eller smør.
  4. Tilsæt kyllingelår og lad dem stege hurtigt af på alle sider, så de bare lige får farve. Krydr dem med salt/peber. Tag dem herefter fra på en tallerken.
  5. Sæt gryden tilbage. Kom evt. lidt ekstra fedtstof i.
  6. Tilsæt nu løg, hvidløg og gulerødder. Lad grøntsagerne sautere i et par minutter i gryden.
  7. Tilsæt paprika, cayennepeber samt salt/peber. Rør godt rundt.
  8. Tilsæt hakkede tomater, fløde og smuldret bouillonterning (den skal ikke opløses i vand inden). Rør det hele godt rundt.
  9. Læg kyllingelårene tilbage i gryden. Skru lidt ned for varmen og lad det simre 10-15 minutter (alt efter størrelsen på lårene. Hvis de er meget store, så skal de have lidt længere tid).
  10. Skyl spinat og tilsæt det til gryden.
  11. Lad det simre med.
  12. Kog ris efter pakkens anvisning.
  13. Server med ris.
Bedøm denne ret

Opskrift på kyllingelår i gryde med grøntsager

Du er nødt til at prøve den her opskrift på kyllingelår i gryde med grøntsager og tomatsauce. Det smager simpelthen helt fantastisk og er samtidig billig, nem og sund mad. Kyllingelårene er lavet i gryde og får lov til at simre i en sauce lavet på tomat, paprika og fløde. Derudover er der tilsat grøntsager i form af gulerødder og spinat. Det hele bliver serveret med kogte ris og det er virkelig den dejligste omgang aftensmad. Vi har generelt en tendens til ofte at bruge kyllingebryst, men nu ville vi give os selv en udfordring og blive bedre til at bruge andre udskæringer. Det blev derfor til denne opskrift på aftensmad med kyllingelår. Og kyllingelår er jo så overset og undervurderet stykke kød. Det er jo her noget af det saftigste kød sidder på kyllingen, så det er virkelig en skam, at man ikke udnytter det noget mere.

Man kan nemlig sagtens lave lækre og nemme aftensmadsretter med kyllingelår. Mange tror, at man kun kan lave kyllingelår for sig selv og at det er lidt en børneret. Men når man bruger dem i en gryderet som denne, så kommer lårene virkelig til sin ret.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter med kyllingelår her

Kyllingelår i gryde med grøntsager

Kylling i tomatflødesauce

Det er den dejligste omgang kylling i tomatflødesauce. Vi har her brugt kyllingelår, men i princippet kan du lave det med alle slags udskæringer fra kyllingen. Det kunne være overlår, underlår eller bryst, hvis du er mere til det. Saucen er børnvenlig og har en meget mild smag, som den får fra paprika, tomat og fløden. Skal den være mere fedtfattig, så kan du erstatte piskefløden med en madlavningsfløde med lavere fedtprocent. Kylling i tomatflødesauce er den lækreste hverdagsret, som hurrtigt er blevet en af vores favoritter.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar