Pastaret med tomat

Pastaret med tomat
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

15 minutter

Samlet tid

20 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på en smagfuld pastaret med tomat og fløde. En billig og hurtig pasta med tomatsauce, som smager fantastisk.

Ingrediensliste

  • 0,5 stk. løg
  • 3 fed hvidløg
  • 1 spsk. tomatpure
  • 200 g. hakkede tomater på dåse
  • 2 tsk. paprika
  • 1 tsk. chiliflager
  • 2 tsk. tørret basilikum
  • 1 tsk. sukker
  • 0,5 stk. grøntsagsbouillonterning
  • 1 dl. piskefløde
  • 250 g. pasta
  • 30 g. parmesan
  • 1 håndfuld frisk basilikum
  • Køb alle ingredienser på Nemlig

Fremgangsmåde

  1. Hak løg og hvidløg fint.
  2. Sæt vand over at koge til pasta og kom rigeligt med salt i. Når vandet koger, så koges pasta efter pakkens anvisning.
  3. Varm en pande op med smør eller olie.
  4. Kom løg og hvidløg på. Lad det sautere til løgene er bløde.
  5. Tilsæt så tomatpure og lad det hurtigt svitse af.
  6. Tilsæt så krydderier, sukker, hakkede tomater og smuldret grøntsagsbouillonterning (skal smuldres direkte deri).
  7. Rør det hele godt sammen.
  8. Tilsæt så piskefløde. Skru herefter ned for varmen og lade retten simre ved lav/middel varme (den står på 5 ud af 10 hos os).
  9. Når pasta er al dente, så tages noget af pastavandet fra og resten af vandet hældes fra.
  10. Kom pasta op i saucen og tilsæt også lidt af pastavandet samt fintrevet parmesan.
  11. Rør det hele godt sammen og lad retten samle sig. Tilsæt evt. mere pastavand, hvis det er nødvendigt.
  12. Smag til med salt/peber.
  13. Vend evt. en håndfuld frisk basilikum i inden servering.
  14. Anret i skåle eller på tallerkener og top evt. med mere parmesan og lidt ekstra frisk basilikum.
Bedøm denne ret

Mummum anbefaler: Vores favoritter

Madlavning er bare nemmere, når udstyret er i orden. Hvis du står og mangler en opgradering, er her vores 2 favoritter, når vi laver denne ret:

Fiskars pande

Køb her

Fiskars kokkekniv

Køb her

Ovenstående indeholder reklamelinks for en eller flere af vores samarbejdspartnere (KitchenOne, KitchenTime og Kop & Kande). Køber du igennem dem, støtter du Mummum med et mindre beløb – uden det koster dig noget.

Opskrift på pastaret med tomat

Skal aftensmaden være billig og nem, så er det denne pastaret med tomat, som du skal lave! En simpel, smagfuld og helt fantastisk pastaret, som ikke kræver mange ingredienser eller lang tid i køkkenet. Det er sådan en aftensmadsret, som kan laves på 20 minutter. En genial hverdagsret, som også sagtens kan serveres som gæstemad. Og sådan nogle retter er i virkeligheden de bedste, ik? Det synes vi i hvert fald, fordi man ikke behøves at gå på kompromis med smag eller kvalitet, bare fordi den er hurtig og nem at lave. Det er også sådan nogle opskrifter her, som I plejer at elske! Så vi håber selvfølgelig, at den her også falder i god smag.

Det er en simpel pastaret med tomatsauce, parmesan og lidt frisk basilikum på toppen. En simpel tomatsauce, som laves på tomater, fløde og lidt krydderier. Vælg en god pasta, da det også bidrager til det samlede indtryk af retten. Vi er ret glade for pasta fra mærket Rummo, som man ofte kan finde på tilbud i mange butikker.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på pastaretter her

Pastaret med tomat

Pasta med tomatsauce

Og når råvarerne er gode, så behøves en pasta med tomatsauce slet ikke at være kedelig. Det var faktisk præcis hvad vi havde lyst til her den anden aften, hvor det bare skulle være nemt og lækkert. Det er også samtidig en børnevenlig ret, da tomatsaucen er meget mild. Der er godt nok lidt chiliflager i, men man bestemmer jo selv mængden. Er man til en stærkere tomatsauce, så tilføjer man blot lidt mere.

Men udover at smage helt fantastisk, så er det også en billig ret. Mange af ingredienserne har vi stort set altid på lager. Vi har altid hakkede tomater og tomatpure i skabene samt en god pasta. En fast parmesanost er også altid at finde, da den kan holde sig evigheder. Og så har vi også altid en form for fløde, mascarpone eller andet i den dur. Så ja, du kan sagtens erstatte fløden med lidt mascarpone eller flødeost.

Pastaret med tomat

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi har også en app! Hvis du er interesseret i flere opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan se og købe lige her.

Skriv en kommentar