Stracciatella is

Stracciatella is
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

45 minutter

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

1 time og 45 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet stracciatella is. En flødeis med chokolade, som her er lavet på ismaskine. Det er en let og lækker opskrift.

Ingrediensliste

  • 6 stk. pasteuriseret æggeblomme
  • 100 g. sukker
  • 1 stk. vaniljestang
  • 3 dl. piskefløde
  • 3 dl. sødmælk
  • 100 g. mørk chokolade
Læg i kurven til
I samarbejde med Nemlig.com

Fremgangsmåde

  1. Flæk vaniljestangen på langs. Skrab kornene ud. Bland dem med lidt af sukkeret.
  2. Kom mælk og fløde op i en gryde. Kom også den tomme vaniljestang i. Lad blandingen koge op til lige under kogepunktet.
  3. Pisk æggeblommer, sukker og vaniljekornene til en lys og luftig æggesnaps med en elpisker.
  4. Hæld forsigtigt mælke-fløde blandingen over i æggeblandingen, imens der fortsat piskes. Når det hele er tilsat, så hældes det hele tilbage i gryden.
  5. Varm massen op langsomt ved lav/middel varme til den når en temperatur på 82 grader. Rør jævnligt og brug gerne et termometer. Massen skal tykne og når du kommer en ske i den, så skal bagsiden af skeen gerne dækkes af ismassen.
  6. Når ismassen har nået temperaturen, så hældes den over i en beholder. Tag et stykke husholdningsfilm og læg det helt ned ovenpå ismassen (så undgår du kondensvand) og sæt så massen på køl og lad den køle helt af.
  7. Kom den afkølede ismasse i ismaskinen (fjern den hele vaniljestang) og lad den køre til konsistensen minder om en fast softice.
  8. Hak chokolade fint. Smelt over vandbad eller i mikroovnen.
  9. Hæld chokoladen i en tynd stråle ned i ismassen og lad fortsat isen køre, så chokoladen fordeler sig.
  10. Kom herefter ismassen over i en bøtte.  Sæt den i fryseren i 2-3 timer, så den sætter sig helt.
  11. Tag den gerne ud 10 minutter før servering.

Opskrift på stracciatella is

En nem og lækker opskrift på hjemmelavet stracciatella is. En flødeis med mørk chokolade, som jo bare altid er en sikker vinder. Har du været heldig at få fløde på tilbud, så er det altid en god idé at trylle den om til hjemmelavet flødeis. Det er nemt at lave og så smager det bare godt. Vi laver gerne et par forskellige varianter og åbner så vores egen lille is-bar hjemme til glæde for både store og små. Den her stracciatellais er lavet på få ingredienser. Den består blot af æggeblommer, sukker, vanilje, fløde og sødmælk samt en god mørk chokolade. Selve ismassen laves og så køres den på ismaskine sammen med smeltet mørk chokolade, så chokoladen fordeler sig i hele isen. Vi laver vores is på ismaskine, da det giver en cremet og lækker is, som smelter på tungen.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på ismaskine her

Stracciatella is

Is med chokolade

En stracciatellais er en klassisk is med chokolade. Det er nok den første is, som vi tænker på, når vi hører ordet stracciatella. Det er en simpel is, som bare altid smager godt. Den er også god at servere til pandekager, vafler eller et stykke dessertkage. Vil man have noget syrligt dertil, så er den god sammen med friske bær også. Prøv at servere danske jordbær med en kugle hjemmelavet stracciatellais. Det er altså bare mums!

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar