Surdejspizza

surdejspizza
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

16 timer

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

16 timer og 40 minutter

Beskrivelse

En god og lækker opskrift på en surdejspizza. Her er en god grundopskrift på en simpel pizzadej med surdej, som giver 4 deje.

Ingrediensliste

  • 530 g. hvedemel (gerne fra mærket Caputo)
  • 400 g. vand
  • 130 g. moden surdej
  • 12 g. salt
  • 1 spsk. olivenolie

Fremgangsmåde

  1. Kom vand i en skål (evt. til røremaskine). Kom surdej i og pisk den ud. Kom så hvedemel og rør det blot lige let sammen. Kom husholdningsfilm over og lad det stå i 30 minutter.
  2. Herefter kommes salt i.  Ælt dejen på røremaskine med en dejkrog. Start ved lav hastighed og skru gradvist mere op. Ælt dejen til den slipper kanterne. Det tager 5-10 minutter.
  3. Kom dejen over i en bøtte, som er smurt med olie (der skal være plads til at dejen skal kunne hæve i bøtten).
  4. Lad dejen hæve ved stuetemperatur indtil dejen er hævet til dobbelt størrelse (det kan variere hvor lang tid det tager, alt efter sæson, varme i køkkenet osv.). Fold dejen hvert 30. minut. Du kan se her hvordan man folder den. Du skal i alt lave 4 foldninger.
  5. Når dejen er hævet til dobbelt størrelse (det tager omkring 4-6 timer i vores køkken), så sættes dejen på køl natten over eller 12-16 timer.

Dagen efter

  1. Tag dejen ud af køleskabet 2 timer, inden den skal bruges.
  2. Drys med durummel. Del dejen i ønsket antal deje. Stram hver klump dej op under sig selv. Læg på køkkenbordet i lidt durummel og læg et viskestykke over.
  3. Varm ovnen op til 250 grader og brug gerne et bagestål, hvis du har det (det kan godt tage ca. 30-60 minutter at varme ovnen ordentligt op). Hvis du ikke har bagestål, så brug den lave bageplade og lad den varme op sammen med ovnen. Du kan også bruge pizzaovn.
  4. Når ovnen er helt varm skal du forme dejene.
  5. Tag først den ene klump dej og tag godt med durummel på bordet og på dejen. Brug dine hænder og fingre til at forme pizzadejen. Undgå at bruge en kagerulle. Læg den på et stykke bagepapir (undgå bagepapir, hvis du bruger pizzaovn, da det vil brænde).
  6. Kom ønsket fyld på.
  7. Brug en pizzaspade til at flytte bagepapiret med pizzaen over på bagestålet i ovnen. Hvis du bruger bagepladen fra ovnen, så tages den ud og bagepapiret rykkes over på den varme plade.
  8. Bag først pizzaen ved 250 grader i 3-5 minutter. Skru herefter ned til 200 grader og lad dem få yderligere 5 minutter til pizzaen har den afbagning, som du godt kan lide.
  9. Tag pizzaen ud og lad den afkøle på en bagerist. Fortsæt med de resterende deje.
Bedøm denne ret

Opskrift på surdejspizza

Her får du vores opskrift på surdejspizza, som fungerer for os hver eneste gang! Det har taget noget tid at komme med på surdejsbølgen for os, men nu er vi endelig kommet med og vi kommer ikke af lige foreløbigt. Nu har vi nemlig knækket koden til en god og lækker surdejspizza, som sidder lige i skabet hver eneste gang. Vi synes faktisk, at surdejspizzabund er noget af det nemmeste at lave med surdej. En del nemmere end eksempelvis franskbrød. Med den her opskrift på surdejspizzabund, så får du en saftig og sprød bund med store lufthuller i kanten. Præcis som vi synes en surdejpizza skal være. Den her er toppet med tomatsauce, ost og salami picante, som er en slags pepperoni. Men du kan bruge denne opskrift som grundopskrift og så blot lave din pizza med det fyld, som du bedst kan lide. Vi kan også anbefale en kartoffelsurdejspizza. Det er også en af vores favoritter.

LÆS OGSÅ: Surdejsboller

surdejspizza
surdejspizza

Pizza med surdej

Alt det kræver at lave en god surdejspizza er selvfølgelig en aktiv surdej. Vi har ikke en guide til det selv, men vi kan anbefale at kigge med hos Cathrine Brandt ift. opstart af surdej. Det er en kunst i sig selv og der er så mange faktorer, som spiller ind som temperatur i køkkenet, det mel man bruger osv. Så hvis du vil i gang med surdej, så vær opmærksom på, at det ikke nødvendigvis er en lige vej og det kan være en læringsproces. Men når først man har styr på det, så kan man altså lave de lækreste sager.

Følg med på de sociale medier

Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar