Trifli med jordbær og mango

Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

5 minutter

Samlet tid

15 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en lækker trifli med jordbær og mango samt en hurtig creme og chokolade. En hurtig sommerdessert i glas.

Ingrediensliste

  • 2 dl. piskefløde
  • 1 spsk. creme fraiche
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 40 g. makroner
  • 150 g. jordbær
  • 1 stk. mango
  • 50 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Kom fløde og vaniljesukker i en skål og pisk til flødeskum.
  2. Vend creme fraiche i.
  3. Snit jordbær, mango og mørk chokolade.
  4. Anret med lag af knuste makroner, creme og frugt. Gentag med endnu et lag.
  5. Top med chokolade.
  6. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på trifli med jordbær og mango

Det gode vejr vender tilbage og det skal selvfølgelig fejres med de her lækre trifli med jordbær og mango. En hurtig sommerdessert i glas med frugt, som lynhurtigt er blevet en favorit. De består af knuste makroner, en creme på flødeskum og creme fraiche samt stykker af jordbær og mango og en god mørk chokolade. En simpel kombination, som altså bare sidder lige i skabet hver gang. Her om sommeren har vi ofte lyst til desserter, som ikke er for tunge og som heller ikke tager lang tid at lave. Den her dessert er begge dele, da man får det friske fra frugten og så er den hurtig at samle. En perfekt sommerdessert i glas.

Det er dog en dessert, som skal samles lige inden den serveres. Den kan godt samles en lille time før, men står den for længe, så vil makronerne bliver bløde. Hvis man godt kan lide det, så gør det selvfølgelig ikke noget. Vi kan bare godt lide, at de stadig bevarer noget sprødhed, da det spiller godt sammen med frugten og cremen.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på trifli i glas her

Trifli med jordbær og mango

Sommerdessert med jordbær og mango

Det er en lækker sommerdessert med jordbær og mango. Kombinationen af jordbær og mango er så god, men du kan selvfølgelig også bruge andre frugter eller bær. Man kunne lave en bærtrifli og bruge jordbær, hindbær og blåbær. Ellers kunne man også lave den kun med jordbær, så det blev en ren jordbærtrifli i stedet. Lige nu bugner det med danske jordbær og vi ELSKER det. Vi har selv jordbær i haven og der er intet bedre end at kunne gå ned og plukke en god portion. Mange af dem er allerede tryllet om til den her lækre sommerdessert med jordbær og mango.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar