Profiteroles

Profiteroles
Opskrift til stk. Opskrift til 10 stk.

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

50 minutter

Beskrivelse

Den bedste opskrift på lækre, franske profiteroles med creme og lun chokoladesauce. En skøn fransk dessert, som slet ikke er så svær at lave.

Ingrediensliste

  • Vandbakkelse

  • 75 g. smør
  • 1,5 dl. vand
  • 1 knivspids salt
  • 100 g. hvedemel
  • 3 stk. æg
  • Fyld

  • 1 liter vaniljeis
  • Chokoladesauce

  • 50 g. mørk chokolade
  • 0,75 dl. piskefløde

Fremgangsmåde

Vandbakkelser

  1. Tænd ovnen på 210 grader alm. ovn (over- og undervarme). Tag æggene ud af køleskabet, så de kan få stuetemperatur.
  2. I en gryde tilsættes vand, smør og salt. Lad det smelte sammen.
  3. Når smørret er smeltet, så tilsættes hvedemel. Pisk det sammen til dejen slipper gryden.
  4. Tag gryden af varmen og lad den køle en smule af (ca. 10-15 minutter).
  5. Nu skal æggene tilsættes. Der er så stor forskel på størrelsen på æg, så derfor anbefaler vi, at du vejer æggene af. Ét æg til denne dej vejer 50 g. Det vil sige, at fordi der skal bruges 3 æg, så skal du bruge 150 g. æg. Vær opmærksom på mængden af æg, hvis du ændrer i antallet i opskriften.
  6. Rør æg i ét af gangen til du har en glat og ensartet dej. Først kan det godt ligne, at dejen klumper, men bare fortsæt med at vende den, så samler den sig til sidst. Fortsæt med de resterende æg.
  7. Kom dejen op i en sprøjtepose med en stor stjernetyl.
  8. Lav 10 toppe på en bageplade med bagepapir.
  9. Sæt bagepladen ind i midten af ovnen og lad dine vandbakkelser bage 25-30 minutter alt efter hvor kraftig din ovn er. Du må på ingen måde åbne ovnen de første 20 min., da de kan risikere at falde sammen. De skal have en flot gylden farve. Hvis de stadig er meget lyse, så giv dem lidt længere tid i ovnen.
  10. Tag din bageplade ud af ovnen og lad dine vandbakkelser afkøle på en bagerist.

Chokoladesauce

  1. Hak chokolade groft.
  2. Kom chokolade og piskefløde op i en lille gryde.
  3. Sæt gryden på blusset og tænd for blusset ved lav varme.
  4. Lad chokolade og fløde smelte sammen under omrøring.
  5. Når du har en ensartet chokoladesauce, så er den færdig.
  6. Tag gryden af varmen og hæld evt. chokoladesaucen op i en skål.

Samling

  1. Skær dine vandbakkelser op.
  2. Fyld dem med en kugle is.
  3. Anret dem på et fad.
  4. Top med chokoladesauce.
  5. Server med det samme. Server chokoladesaucen til, så kan folk hælde mere chokoladesauce over, hvis de har lyst til det.
Bedøm denne ret

Opskrift på profiteroles

Profiteroles er en lækker fransk dessert, som består af vandbakkelse, som bliver fyldt med vaniljeis og toppet med chokoladesauce. Det er én af de absolut lækreste desserter, hvis du spørger os! Men vi elsker også bare alt med vandbakkelse.

Du kan servere de fine profiteroles til eftermiddagskaffen, aftenskaffen eller som dessert. Du kan også fylde dem med vaniljecreme i stedet for is, hvis du er mere til det. Selve chokoladesaucen laves lige inden servering og hældes på lige inden. Så er den nemlig stadig dejlig lun.

LÆS OGSÅ: Gateau marcel

Profiteroles

Vandbakkelser med is

Det er den lækreste vandbakkelse med fyld af is. En vandbakkelse er i sig selv ikke sød, så derfor komplimenterer den søde is og den søde chokoladesauce den sprøde vandbakkelse helt perfekt. Det er samtidig én af de desserter, som ikke bliver sådan en sød suppe. Så den er uden tvivl lige noget for dig, som ikke er til desserter, som er alt for søde. Den her har i hvert fald den helt rigtige balance af sødme.

Profiteroles med chokoladesauce

Kan jeg bage vandbakkelserne dagen før?
Vi anbefaler at bage dem på selve dagen, da de er bedst der. Hvis tiden dog er meget knap, så kan de også godt bages dagen før. Sørg blot for, at de lægges i en bakke eller noget andet, hvor der lige bliver lagt noget løst husholdningsfilm over. Der må endelig ikke skabes fugt under, da dine vandbakkelser så vil blive bløde. Men vi anbefaler altså, at de bages på dagen.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar