Appelsinmarmelade

appelsinmarmelade
Opskrift til glas Opskrift til 1 glas

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

35 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet appelsinmarmelade. En lækker og frisk appelsinsyltetøj med frisk ingefær og vaniljesukker.

Ingrediensliste

  • 300 g. økologisk appelsin
  • 130 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 1 tsk. citronsaft
  • 2 cm. frisk ingefær
  • 0,5 dl. vand
  • 1 stk. husblas

Fremgangsmåde

  1. Skyl appelsiner. Skær top og bund af og fjern dernæst skrællen. Skær resten i små tern (fjern evt. kerner, hvis der er det i). Vægten der er angivet er i renset vægt og er den samlede mængde du skal bruge i appelsintern.
  2. Skræl ingefær og skær i små stykker eller riv det fint på et rivejern.
  3. Læg husblas i blød i koldt vand.
  4. Kom appelsintern, sukker og citronsaft i en gryde.
  5. Varm gryden op ved svag varme med låg på.
  6. Lad det hele simre i 15-20 minutter med låg på. Rør jævnligt.
  7. Tag låget af og lad det simre yderligere 10-15 minutter. Hvis den virker lidt for tør eller for tyk, så tilsæt lidt ekstra vand.
  8. Vrid husblas for vand. Tilsæt drænet husblas til den varme marmelade. Rør det godt ud.
  9. Tag gryden af varmen.
  10. Hvis du gerne vil have en finere marmelade, så kan du blende den i en foodprocessor eller med en stavblender.
  11. Hæld marmeladen på et glas (evt. skyllet i atamon eller alkohol). Lad den køle af. Når den er kølet af, så sættes låg på og marmeladen sættes på køl.
Bedøm denne ret

Opskrift på appelsinmarmelade

Uh, der er intet så lækkert som en frisk, hjemmelavet appelsinmarmelade. Det smager simpelthen så godt og så er det slet ikke svært at lave! Vi laver gerne en portion, hvis vi har lidt appelsiner, som synger på sidste vers. Vi hader nemlig at smide mad ud, så hjemmelavet marmelade er genialt, hvis man har frugter og bær, som trænger til at blive brugt. Appelsinsyltetøj smager skønt på en bolle med ost eller som tilbehør til skyr eller yoghurt. Prøv at putte et par teskefulde af marmeladen på vaniljeskyr sammen med hjemmelavet granola. Det smager nærmest som en dessert!

Den her marmelade er lavet på appelsiner selvfølgelig. Derudover har vi tilføjet lidt frisk ingefær og vaniljesukker. Det synes vi giver den absolut bedste marmelade, da ingefæren giver lidt ekstra dybde til smagen.

LÆS OGSÅ: Blåbærmarmelade

appelsinmarmelade

Appelsinsyltetøj

Så hvis du mangler et lille hyggeligt projekt, så kan vi anbefale dig at lave sådan en omgang appelsinsyltetøj. Det kræver få ingredienser, er billigt at lave og så smager det skønt. I den her opskrift lader vi skrællen blive på appelsinerne. Det kan man nemlig sagtens og det giver faktisk en ekstra aromatisk smag til marmeladen. Sørg dog for at bruge økologiske appelsiner, da der ellers kan sidde sprøjtestoffer i skrællen. Hvis du ikke er så vild med tanken om at bruge skrællen, så kan du dog sagtens fjerne den.

Kan jeg tilføje andre frugter til marmeladen?
Ja sagtens! Prøv at tilføje lidt æble eller havtorn til den. Det giver en lækker smagsnuance til marmeladen.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar