Mirabelle marmelade

Mirabelle marmelade
Opskrift til glas Opskrift til 2 glas

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

Nem opskrift på en lækker mirabelle marmelade af røde mirabeller. Brug mirabellerne til den her smagfulde syltetøj.

Ingrediensliste

  • 500 g. mirabeller
  • 250 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker

Fremgangsmåde

  1. Rens mirabeller og halver dem for at fjerne stenen.
  2. Kom mirabeller, sukker og vaniljesukker op i en gryde. Bland det hele godt sammen.
  3. Sæt gryden på blusset og tænd for middel varme.
  4. Lad det hele simre i ca. 30-45 minutter eller til din marmelade tykner og mirabellerne er kogt godt ud.
  5. Tag herefter gryden af varmen. Hvis du ikke vil have ‘klumper’ i marmeladen, så kan du med fordel blende den med en stavblender.
  6. Hæld marmeladen på et glas (evt. skyllet i atamon eller alkohol). Lad den køle af. Når den er kølet af, så sættes låg på og marmeladen sættes på køl.
Bedøm denne ret

Opskrift på Mirabelle marmelade

Lav den skønneste og nemmeste mirabelle marmelade, hvis du er så heldig at have et træ med mirabeller eller kender et sted, hvor de kan plukkes. Lige nu er der fuld gang i mirabellerne og vi er så heldige at have mange træer med de skønne frugter. Mirabellerne kan i sig selv godt være lidt melet i smagen. Så derfor bruger vi dem gerne til marmelade og kompotter. Det smager fantastisk og giver nyt liv til de friske mirabeller.

Her har vi lavet en mirabelle marmelade ud af fine, røde mirabelleblommer. Den er nem at lave og består af kun 3 ingredienser, nemlig røde mirabeller, rørsukker og vaniljesukker. Du kan også pifte den lidt op ved at tilføje frisk ingefær, lidt citron eller nogle spændende krydderier som kanel eller kardemomme. Vi har dog valgt at holde den helt klassisk.

LÆS OGSÅ: Mirabellecrumble

Mirabelle marmelade

Marmelade af mirabeller

Sådan en skøn marmelade eller syltetøj af mirabelle kan bruges på en lun bolle, til pandekager, vafler eller hvor man normalt bruger marmelade. Sådan en hjemmebagt bolle med ost og en klat mirabellemarmelade er super lækkert og kan varmt anbefales! Nu når vi er så heldige at have så mange mirabeller i haven, så elsker vi at udnytte det. Derfor bliver der lavet marmelade, kompot, crumble og meget mere ud af de skønne frugter, som i vores verden, er stærkt undervurderede.

Vi har her brugt røde mirabeller, men du kan også sagtens bruge gule eller en blanding af dem. Det er virkelig en skøn efterårsmarmelade, hvor man kan få udnyttet de fine mirabeller i sæson.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Jeg har fundet et godt sted at plukke, så det glæder jeg mig til at prøve. Hvor lang tid er marmeladens holdbarhed, når det er hjemmelavet og kan det lade sig gøre at fryse den?

    1. Hej,

      Hvis du skyller glasset i atamon inden, så kan det holde sig flere måneder et køligt sted (uåbnet). Åbnet, så kan det holde sig en måneds tid på køl 🙂

      Kh

Skriv en kommentar