Bradepandekage med frugt og creme

Bradepandekage med frugt og creme
Opskrift til personer Opskrift til 25 personer

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

2 timer

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på en stor bradepandekage med frugt og creme. En nem kage til mange, som kan bages i god tid.

Ingrediensliste

  • Mazarinbund

  • 500 g. smør
  • 500 g. marcipan
  • 400 g. sukker
  • 4 tsk. vaniljesukker
  • 8 stk. æg
  • 150 g. hvedemel
  • 200 g. mørk chokolade
  • Creme

  • 250 g. mascarpone
  • 7,5 dl. piskefløde
  • 4 spsk. flormelis
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 1 stk. lime
  • Pynt

  • 300 g. vindruer
  • 150 g. hindbær
  • 450 g. jordbær

Fremgangsmåde

Mazarinbund

  1. Tænd ovnen på 165 grader.
  2. Smelt smørret ved lav varme eller i mikroovnen.
  3. Smuldr marcipan i mindre stykker og kom det i en røreskål med sukker.
  4. Pisk det sammen med en elpisker. Tilsæt æggene et ad gangen, imens der piskes. Pisk det godt sammen, så det bliver lyst og luftigt. Det tager ca. 3-4 minutter.
  5. Tilsæt herefter hvedemel og smeltet smør. Rør det kun sammen til, at der akkurat ikke er klumper.
  6. Kom bagepapir i en stor bradepande. Vi brugte en dyb bradepande (den, som hører med til ovnen).
  7. Hæld dejen i formen. Bag den i midten af ovnen i ca. 25-40 minutter. Hold øje med den efter 25 minutter, da der kan være stor forskel på ovne. Den skal føles fast, men ikke helt gennembagt. Du kan teste om den er færdig ved at stikke en kødnål i kagen. Hvis den kommer op uden ubagt dej, så er den færdig.
  8. Tag kagen ud. Hak chokolade fint og kom udover, så det smelter. Når chokoladen er smeltet, så bruges en ske til at fordele det ud på hele kagen.
  9. Lad bunden køle af og lad chokoladen sætte sig. Det hjælper at sætte den et køligt sted.

Creme og pynt

  1. Inden servering laves cremen og frugt og bær klargøres.
  2. Rens og tør frugt og bær godt, så de ikke er våde.
  3. Kom alle ingredienserne, undtagen lime, til cremen op i en skål.
  4. Kom lidt limesaft i og evt. fintrevet skal (skal være økologisk lime).
  5. Pisk med en elpisker til du har en fast creme. Smag evt. til med mere limesaft.
  6. Fordel cremen udover bunden og top med frugt og bær.
  7. Server med det samme eller sæt på køl indtil servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på bradepandekage med frugt og creme

Skal du lave en stor kage til sommerens fester, så lad det være denne bradepandekage med frugt og creme! En stor og virkelig god frugtkage, hvor bunden sagtens kan bages dagen før. Den består af en saftig og lækker mazarinbund, som toppes med chokolade, mascarponecreme og masser af frugt og bær. Det her er en af vores yndlingskager, da den bare smager af sol og sommer. Det er også sådan en kage, som de fleste kan lide. Man går nemlig aldrig helt galt i byen med mazarin, chokolade, creme og friske bær.

Lige om lidt skal vi holde barnedåb igen og her påtænker vi faktisk at lave sådan en kage her. Det er bare dejlig nemt, da selve bunden kan laves dagen før eller flere dage før og fryses ned (hvis man altså har plads i fryseren). Så er det slet ikke så besværligt eller svært at lave desserten selv. Og man sparer altså mange penge ved at lave det selv. Man skal selvfølgelig have tiden og overskuddet til det.

LÆS OGSÅ: Se flere opskrifter på lækre bradepandekager her

Bradepandekage med frugt og creme

Bradepandekage med marcipan

Det er en nem bradepandekage med marcipan. Den er også god blot med chokolade, så det jo bare er en mazarinkage. Der er ganske lidt hvedemel i og så er der ellers skruet godt op for mængden af marcipan. En god mazarin skal nemlig indeholde masser af marcipan. Det giver sådan en rigtig saftig og lækker marcipankage, som er intens i smagen. Sådan kan vi bedst lide vores bradepandekage med marcipan.

Bradepandekage med frugt og creme

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Kommentarer

  1. Ser så lækker ud 🙂 hvis bunden laves dagen før, er det så bedst at vente med at putte chokolade på til serveringsdagen?

    1. Hej Carina,

      Nej det kan du sagtens putte på dagen før. Vi kommer det på, imens kagen stadig er varm, så smelter det nemt og man kan smøre ud 🙂

      Kh

  2. Så lækker kage og så er den nem at bage 😊 Vi vil lave den som kage til barnedåb, men ved i om man kan farve cremen lidt blå? Eller vil det mon ødelægge smagen? 😁

    1. Hej,

      Dejligt at høre Dorthe! Det kan du godt med lidt frugtfarve. Men så ville jeg nok pynte den med nogle mørke bær som brombær, blåbær osv. 🙂

      Kh

  3. Hvor ser den lækker ud! Jeg skal bage til mine korfæller på ca 30 mennesker – tænker at der er nok til alle med bradepanden fra ovnen? Der er enkelte der ikke tåler chokolade – kan det udelades uden, at det går ud over smagen? 🙂

    1. Hej Helle,

      Jeg har haft serveret den til 34 personer, hvor det gik. Men det kommer an på om det er til eftermiddagskaffe eller om det er som “dessert” til efter et måltid. Jeg ville godt turde lave den til 30 personer. Og ja, du kan gode udelade chokoladen, men jeg ville personligt synes det var lidt ærgerligt.

      Kh

Skriv en kommentar