Broccolitærte

Broccolitærte
Opskrift til tærte Opskrift til 1 tærte

Forberedelsestid

1 time

Tilberedelsestid

35 minutter

Samlet tid

1 time og 35 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på broccolitærte med bacon og rødløg. En smagfuld og nem tærte med broccoli og bacon, som smager så godt.

Ingrediensliste

  • Tærtebund

  • 110 g. smør
  • 100 g. hvedemel
  • 80 g. grahamsmel
  • 1 stk. æg
  • Fyld

  • 150 g. bacon i tern
  • 1 stk. broccoli
  • 2 stk. rødløg
  • 2 spsk. balsamico
  • 1 spsk. akaciehonning
  • 5 stk. æg
  • 1 dl. creme fraiche
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Først laves tærtedejen. Skær smør i små tern.
  2. Bland alle ingredienserne i en skål. Start med at samle dejen sammen med hænderne.
  3. Smuldr alle ingredienserne sammen og bliv ved med at arbejde med dejen til den samler sig.
  4. Du kan evt. tilsætte lidt vand, hvis du har svært ved at samle dejen.
  5. Når du har en ensartet dej, så formes den til en kugle. Pak den ind i husholdningsfilm.
  6. Sæt dejen på køl i 30 min.
  7. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  8. Rul tærtedejen ud i lidt hvedemel til en cirkel, så den passer med et tærtefad på ca. 24-26 cm. i diameter. Prik bunden med en gaffel.
  9. Forbag bunden i den forvarmet ovn i 10 minutter. Imens den bager, så gøres fyldet klar.
  10. Varm en pande op uden fedtstof.
  11. Tilsæt bacon i tern til panden. Lad det stege til bacon er gyldent og sprødt. Tag det fra på en tallerken med et stykke køkkenrulle på.
  12. Pil rødløg og halver det. Skær i tynde skiver.
  13. Sæt panden, som du brugte før, tilbage på blusset. Kom evt. lidt fedtstof på.
  14. Kom rødløgene på panden. Vend dem godt rundt, så de bliver bløde.
  15. Tilsæt balsamico og akaciehonning. Lad løgene sautere ved lav varme til de er bløde og er blevet karamelliserede.
  16. Skær broccoli af stokken og del i små buketter.
  17. Pisk æg sammen med creme fraiche og salt/peber.
  18. Tag tærtebunden ud af ovnen.
  19. Fordel halvdelen af rødløgene, broccolibuketter og bacon på bunden.
  20. Kom æggemassen på. Top med de resterende rødløg, broccoli og bacon.
  21. Bag tærten i ovnen i ca. 25-30 minutter eller til æggemassen er fast og er en smule gylden.
  22. Tag tærten ud og lad den køle en smule af inden servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på broccolitærte

Vores yndlings broccolitærte med bacon og karamelliserede rødløg. Du er nødt til at prøve den her kombination, hvis du ligesom os, elsker tærter. Kombinationen af den saltede bacon, broccolien og de karamelliserede rødløg er helt fantastisk! Både kold og varm. Det er det gode ved tærter. Mange af dem er nemlig gode både kolde og lune. Derfor egner de sig godt til madpakken og man skal ikke være ked af at have rester tilbage. Vi smider i hvert fald aldrig rester ud, da de altid når at blive spist.

En broccolitærte er en af de tærter, som vi oftest laver. Vi elsker tærte med broccoli. Især hvis broccolien stadig har lidt bid. Og når det så er en kombination af både broccoli og bacon, så bliver det næsten ikke bedre!

LÆS OGSÅ: Se alle vores tærteopskrifter lige her

Broccolitærte

Tærte med broccoli

Tærten med broccoli har en grov bund, som er lavet på en blanding af almindelig hvedemel og grahamsmel. Du kan også bruge andre typer af grovmel som speltmel, rugmel eller hvad du ellers lige har. Selve æggemassen er lavet på æg og creme fraiche. Vi bruger ofte creme fraiche eller hytteost i stedet for mælk, da det giver en cremet og luftig tærte. Du kan dog sagtens bruge mælk også.

Hvis det skal være ekstra nemt, så kan du også sagtens bruge en færdiglavet tærtebund, som man kan købe i stort set alle supermarkeder. Ellers kan man også bruge butterdej. Det giver en sprød og luftig tærte, som det kendes fra butterdej.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar