Che­e­seca­ke med æb­ler og ma­kro­ner

Æblekage i nye klæder – Cheesecake med æbler og makroner
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

3 timer

Samlet tid

3 timer og 30 minutter

Beskrivelse

En lækker opskrift på en æblekage i nye klæder. Vil du gerne prøve en ny form for æblekage, så er det her lige noget for dig. En lækker kage, som fusionerer den kendte æblekage med en cheesecake. Du får en skøn skærekage, som de fleste nok aldrig har set før.

Ingrediensliste

  • Vaniljekagebund

  • 2 stk. æg
  • 60 g. sukker
  • 55 g. smør
  • 60 g. hvedemel
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 0,5 tsk. bagepulver
  • Æblekompot

  • 4 stk. æble
  • 1,5 dl. vand
  • 4 spsk. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 2 husblas
  • Vaniljecheesecake

  • 1 stk. æggeblomme
  • 3 spsk. sukker
  • 1,5 tsk. vaniljesukker
  • 200 g. naturel flødeost
  • 2,5 dl. piskefløde
  • 2 tsk. citronsaft
  • 3 husblas
  • Pynt

  • 50 g. makroner

Fremgangsmåde

Vaniljekagebund

  1. Tænd ovnen på 180 grader varmluft.
  2. Æg piskes stivt med sukker og vaniljesukker.
  3. Herefter tilsættes hvedemel, bagepulver og smeltet smør. Rør det sammen til en ensartet masse. Smør en springform (Ø24) med lidt fedtstof langs kanterne. Hæld dejen over i formen.
  4. Bag bunden i ca. 10 min. eller indtil den er færdigbagt. Sæt den til afkøling.

Æblekompot

  1. Læg husblas i blød i rigeligt koldt vand.
  2. Skræl æbler og fjern kernehus. Skær i mindre stykker. Tilsæt æbler, vand, sukker og vaniljesukker til en lille gryde. Kog det ved lav varme, indtil du får en æblekompot og mos evt. æblerne, så de ikke er store stykker. Vrid husblas for vand og tilsæt det til den varme kompot.
  3. Tag kompotten af varmen og lad den køle ned, så den er fingervarm.
  4. Hæld kompotten ovenpå din vaniljekage. Knus makroner ovenpå kompotten. Sæt kagen på køl, imens vaniljemoussen laves.

Vaniljecheesecake

  1. Læg husblas i blød i koldt vand i en skål.
  2. Pisk æg med sukker og vaniljesukker. Tilsæt herefter din flødeost, men pisk ikke. Rør det forsigtigt rundt.
  3. Pisk din fløde til en let flødeskum. Bland den sammen med din flødeostblanding.
  4. Nu skal du i gang med husblassen. Hvis du har en mikroovn, så er det nemmest at bruge en lille skål. Placer citronsaft i en skål, sammen med din drænede husblas. Giv det 30 sek. i mikroovnen (eller indtil din husblas er smeltet). Hvis du ikke har en mikroovn, så kan det også gøres i en lille gryde på komfuret. Placer citronsaft og drænet husblas i en lille gryde og opvarm ved lav varme, indtil husblassen er smeltet. Tag den af varmen, når det er smeltet.
  5. Tag 1-2 spsk. af flødeost-blandingen og put den over i din husblasblanding. Rør det godt ud, så du ikke har klumper. Dette gør man for at sænke temperaturen på husblassen inden den hældes over i hele flødeostblandingen. Bland yderligere et par spsk. af flødeostblandingen over i husblassen. Hæld til sidst det hele sammen og rør det godt sammen.
  6. Når du har en ensartet blanding, så hælder du den ovenpå æblekompotten.
  7. Sæt hele kagen på køl i minimum 4-5 timer eller gerne natten over.

Servering

  1. Skyl en tynd, skarp kniv under varmt vand. Ryst den fri for vand og skær rundt langs hele formen på kagen, inden du løsner. Tag springformen af og server med det samme. Drys med knuste makroner på toppen.
Bedøm denne ret

Opskrift på cheesecake med æbler og makroner

Den lækreste cheesecake med æbler lavet på danske æbler. Det er en kombination af en almindelig kage og en cheesecake, da den består af en bund af vaniljekage. Så et lag æblekompot, makroner og til sidst et lag af vaniljecheesecake på toppen.

Vi fik 3 store spande med æbler af nogle venner og det er altså meget, når man kun er 2 personer om at spise dem. Så derfor vidste vi til sidst ikke hvad vi skulle bruge æbler til, så vi gik i køkkenet og eksperimenterede.

Det fede ved de her danske æbler er, at de får sådan en sindsygt flot lyserød farve, når de koges. Det gav bare det helt perfekte look til den her cheesecake, som vi blev så tilfredse med.

Man kan kalde kagen for en efterårskage, da det er der, hvor de danske æbler er i sæson. Men den kan også sagtens laves om sommeren, hvor vi også forestiller os, at den vil være god sådan en sensommer.

LÆS OGSÅ: Chokoladekage med kirsebærmousse

Æblekage i nye klæder – Cheesecake med æbler og makroner

Æble cheesecake

Her får du altså opskriften på den dejligste æble cheesecake. En saftig vaniljebund, som toppes med den fineste lyserøde kompot af danske æbler og så til sidst cheesecakefyld på toppen. Det er en virkelig nem og god ostekage med æbler. Den vil smage godt til eftermiddagskaffen eller som en dessert. En kage med æble, som du er nødt til at prøve.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Kommentarer

  1. Hvis man gerne vil lave dobbelt portion, fordi det er til 15 mennesker, er det så bedst at lave to, eller hvilken størrelse form, kan så bruges? ?

  2. Hej
    Skal der husblas i æblekompotten? Kan se det står under der i ingredienslisten men også ved vaniljecheesecake oppe i ingredienslisten? 🤔

    1. Hej Michela,

      Det skal i både æblekompotten og vaniljefyldet. Ellers bliver det ikke fast i cheesecaken 🙂

      Kh

Skriv en kommentar