Hindbær cheesecake med hvid chokolade

Hindbær cheesecake med hvid chokolade
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

3 timer

Samlet tid

3 timer og 30 minutter

Beskrivelse

Opskrift på lækker hindbær cheesecake med hvid chokolade. En nem ostekage med hindbær og chokolade, som er nem at lave.

Ingrediensliste

  • Kiksebund

  • 220 g. digestivekiks
  • 100 g. smør
  • Cheesecakefyld

  • 3 stk. husblas
  • 225 g. frosne hindbær
  • 100 g. hvid chokolade
  • 200 g. naturel flødeost
  • 60 g. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 3,5 dl. piskefløde
  • Pynt

  • 30 g. hvid chokolade
  • 100 g. hindbær

Fremgangsmåde

  1. Beklæd en springform (Ø22) med bagepapir i bunden.
  2. Put digestivekiks i en foodprocessor og blend det, så det bliver helt fint. Du kan også putte kiks op i en plastikpose og så knuse dem med en kagerulle eller noget andet, som du kan banke dem med.
  3. Smelt smør.
  4. Bland knust kiks og smør rigtig godt.
  5. Pres kikseblandingen godt ned i bunden af springformen. Brug evt. et glas eller en ske til at presse kiksen godt ned.
  6. Sæt bunden på køl, imens du laver fyldet.
  7. Læg husblas i blød i koldt vand.
  8. Kom frosne hindbær op i en lille gryde.
  9. Sæt gryden på blusset og tænd ved lav varme. Lad hindbær blive bløde, så du kan mose det med en gaffel.
  10. Pres hele massen igennem en trådsi eller et rent klæde, så du blot har saften tilbage.
  11. Hæld saften tilbage i gryden. Vrid husblas fri for vand og tilsæt til den varme saft. Rør husblassen godt ud. Tag gryden af varmen og lad saften køle af.
  12. Hak hvid chokolade fint. Smelt det i mikroovn eller over vandbad. Lad den smeltede chokolade køle af.
  13. Pisk flødeost, flormelis og vaniljesukker sammen.
  14. Når chokoladen er kølet af, så vendes den i flødeostblandingen.
  15. Pisk din fløde til en blød flødeskum, som blot lige danner toppe. Vend den i flødeostblandingen.
  16. Tag 2 spsk. af flødeostblandingen og put den over i din husblasblanding med hindbær. Rør det godt ud, så du ikke har klumper. Dette gør man for at sænke temperaturen på husblassen inden den hældes over i hele flødeostblandingen. Bland yderligere et par spsk. af flødeostblandingen over i husblassen. Hæld til sidst det hele sammen og rør det godt sammen.
  17. Når du har en ensartet blanding, så hælder du den ovenpå din kiksebund.
  18. Sæt kagen på køl i minimum 3 timer, men gerne natten over.
  19. Inden servering skal springformen fjernes.
  20. Skyl en skarp, tynd kniv under varmt vand. Tør kniven af og kør den så forsigtigt rundt langs kanten af springformen. Skyl den evt. igen halvvejs, så du får så flot et snit som muligt.
  21. Når du har løsnet den med kniven hele vejen rundt, så åbnes springformen og den tages af.
  22. Brug bagepapiret til at skubbe cheesecake over på et fad.
  23. Pynt den af med friske bær og evt. hakket hvid chokolade.
  24. Server med det samme eller sæt på køl indtil servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på hindbær cheesecake med hvid chokolade

En nem og lækker hindbær cheesecake med hvid chokolade og sprød kiksebund af digestivekiks. Den bedste hindbærcheesecake, som samtidig er nem at lave! Den er no-bake, så den skal ikke bages, men skal blot sætte sig på køl. Kombinationen af hindbær, hvid chokolade og den sprøde kiksebund spiller så godt sammen i den her kage. Server den til eftermiddagskaffen eller som dessert efter et middagsselskab. Den vil uden tvivl falde i god jord.

Vi har lavet den med frosne hindbær, men du kan også sagtens bruge friske hindbær. Måske du er heldig at have en hindbærbusk i haven. Så heldige er vi ikke, så vi har blot brugt frosne af slagsen. Bærrene koges let op og så kommes de igennem en fin trådsi, så man får siet kernerne fra. Du kan dog også sagtens lade dem blive i, hvis du ikke har noget imod dem.

LÆS OGSÅ: Klik her for alle vores opskrifter på cheesecake

Hindbær cheesecake med hvid chokolade

Ostekage med hindbær og hvid chokolade

Uanset om du kalder det for en ostekage eller en cheesecake, så smager det bare fantastisk. Vi har også pyntet den med lidt friske hindbær og hakket hvid chokolade på toppen, men det kan du sagtens udelade. Der er bare noget simpelt og lækkert over sådan en ostekage. Måske det også er derfor, at vi næsten har 20 forskellige opskrifter på det efterhånden.

Og frygt ej, hvis du er bange for ikke at kunne lide det pga. osten. Den er slet ikke gennemtrængende i smagen i denne kage. Vi er nemlig heller ikke så vilde med det, hvis flødeosten smager alt for kraftigt igennem.

Hindbær cheesecake med hvid chokolade

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej Mummum, jeg skal lave denne til en fødselsdag på søndag, men hvor lang tid før kan jeg lave den? Hvor mange dage kan den holde sig på køl. Ville jeg kunne lave den fredag eftermiddag og så vil den stadig være god søndag formiddag, eller skal jeg vente?

Skriv en kommentar