Juleislagkage med browniebund

Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

45 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

1 time og 15 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en lækker juleislagkage med browniebund, vaniljeis, kirsebærsauce og mandler. En god og nem juledessert med både kage og is.

Ingrediensliste

  • Browniebund

  • 50 g. lys chokolade
  • 50 g. mørk chokolade
  • 100 g. smør
  • 2 stk. æg
  • 125 g. sukker
  • 1,5 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 65 g. hvedemel
  • 50 g. hasselnødder
  • 50 g. nougat
  • Is-lag

  • 4 stk. æggeblomme
  • 100 g. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 3 dl. piskefløde
  • Toppings

  • 100 g. kirsebærsauce
  • 30 g. mandelflager

Fremgangsmåde

Browniebund

  1. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  2. Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Hak chokolade groft. Tag gryden af varmen, når smørret er smeltet og tilsæt chokoladen. Rør rundt, indtil det hele er en ensartet masse. Lad det køle af.
  3. Pisk æg, sukker, hvedemel, vaniljesukker og salt sammen til en luftig masse med en elpisker eller i en røremaskine.
  4. Tilsæt den afkølede blanding af smør og chokolade, imens der piskes.
  5. Skær nougat i små tern. Vend nougattern og hasselnødder i dejen.
  6. Fordel dejen i en springform (Ø22), som er smurt med smør eller foret med bagepapir.
  7. Bag bunden i midten af ovnen i ca. 10-13 minutter. Overfladen skal være fast, men når man mærker på den, så skal den virke ubagt. Tag den ud af ovnen og lad den køle helt af.
  8. Når den er kølet af, så kan du presse bunden helt ud mod kanterne.

Is-lag

  1. Pisk æggeblommer, vaniljesukker og flormelis sammen i en skål med en elpisker til det er lyst og luftigt. Det tager ca. 3-5 minutter.
  2. Pisk piskefløde til en blød flødeskum.
  3. Vend flødeskum sammen med æggeblandingen. Dette gøres nemt med en dejskraber.
  4. Fordel isen ovenpå din browniebund. Bank let formen ned mod bordet, så isen er jævnt fordelt.
  5. Fordel herefter klatter af kirsebærsauce med en ske rundt omkring i isen. Til sidst tager du enden af skeen og kører kirsebærsaucen rundt i cirkler, så du får et flot mønster.
  6. Drys evt. med mandelflager på toppen.
  7. Sæt islagkagen i fryseren i minimum 4 timer (gerne natten over).
  8. Inden servering løsnes formen. Dette gøres nemt ved at tage en tynd kniv. Skær forsigtigt rundt langs isen, indtil du kan åbne formen. Du kan evt. skylle kniven under varmt vandt efterfølgende. Tør kniven af og glat kanterne ud på isen.
  9. Tag gerne isen ud 15-20 minutter før servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på juleislagkage med browniebund

En virkelig god og nem juleislagkage med browniebund, vaniljeis, kirsebærsauce og ristede mandler. I selve browniebunden er der desuden ristede hasselnødder og stykker af nougat. Alle julens gode sager smeltet sammen til én! Dét må da være årets julekage. Juletiden er fyldt med mad og søde sager. Ofte er det de samme ting, som man serverer og får serveret år efter år. Det kan vi godt lide at udfordre en smule, da man kan lave så mange andre ting, som stadig holder sig inden for juletemaet.

Derfor er denne juleislagkage opstået. Sidste år udviklede vi opskriften på den her juleislagkage med nøddebund, så i år ville vi lave en ny variant. Måske det skal være sådan en fast ting til jul, at vi udvikler en ny julekage. Nå, men den her er mindst lige så god som den med nøddebund. Den er med en saftig og intens brownie med nougat og ristede hasselnødder. Ovenpå er der en simpel vaniljeis, som så er toppet med kirsebærsauce og mandelflager.

LÆS OGSÅ: Klik her og se alle vores opskrifter på julekager

Juleislagkage med browniebund

Julebrownie med is

Vi synes det er så genialt at kombinere brownie og is i én. Alle ved jo, at brownie er bedst, når den serveres med is. Isen giver nemlig et godt modspil til den tunge og søde brownie. Så i stedet for at skulle servere det hver for sig, så har vi gjort det nemt og lavet det i en. Det er desuden en nem juledessert, da den kan laves klar dagen før eller ugen før. Så hvis det er dig, som skal stå for årets juledessert til julefrokosten, så kan du lave den i god tid og have ro i maven på dagen. Det sætter vi i hvert fald selv pris på, så man ikke skal stresse.

Juleislagkage med browniebund

Hvor lang tid før skal jeg tage den op?

Vi anbefaler, at du tager islagkagen op 20 minutter før, at den skal serveres. Så kan den lige nå at få lidt varme, så den ikke er stivfrossen. Det er især også vigtigt, så kagen ikke er helt frossen, når den serveres. Men det anbefaler vi generelt altid med hjemmelavede islagkager. De har altid godt af lige at stå lidt inden de bliver serveret.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Nu har jeg lige lavet den, brownien er flydende indeni – er det meningen? Håber den sætter sig, i fryseren? 🙂

    1. Hej Anja,

      Tjekkede du med en tandstik eller andet om der kom rå dej med op? Den er blød, når den tages ud, men den skal ikke være rå.

      Kh

Skriv en kommentar