Kinder Bueno cheesecake

Kinder Bueno cheesecake
Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

4 timer

Samlet tid

4 timer og 30 minutter

Beskrivelse

Opskrift på en lækker Kinder Bueno cheesecake med sprød kiksebund, chokoladefyld og Kinder Bueno. En god og nem chokoladecheesecake.

Ingrediensliste

  • Kiksebund

  • 250 g. digestivekiks
  • 125 g. smør
  • Fyld

  • 3 stk. husblas
  • 200 g. naturel flødeost
  • 50 g. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 2 spsk. bagekakao
  • 3 dl. piskefløde
  • 2 spsk. citronsaft
  • 2 stk. Kinder Bueno
  • Pynt

  • 1,5 dl. piskefløde
  • 50 g. lys chokolade
  • 1 stk. Kinder Bueno

Fremgangsmåde

  1. Beklæd en springform (Ø20) med bagepapir i bunden.
  2. Put digestivekiks i en foodprocessor og blend det, så det bliver helt fint. Du kan også putte kiks op i en plastikpose og så knuse dem med en kagerulle eller noget andet, som du kan banke dem med.
  3. Smelt smør.
  4. Bland knust kiks og smør rigtig godt.
  5. Pres kikseblandingen godt ned i bunden af springformen. Brug evt. et glas eller en ske til at presse kiksen godt ned.
  6. Sæt bunden på køl, imens du laver fyldet.
  7. Læg husblas i blød i koldt vand.
  8. Pisk flødeost, flormelis, bagekakao og vaniljesukker sammen.
  9. Pisk din fløde til en blød flødeskum, som blot lige danner toppe. Vend den i flødeostblandingen.
  10. Nu skal du i gang med husblassen.
  11. Hvis du har en mikroovn, så er det nemt at gøre her i.
  12. Vrid husblas. Kom det op i en skål med citronsaft Giv det 20-30 sek. i mikroovnen (eller indtil din husblas er smeltet). Hvis du ikke har en mikroovn, så kan det også gøres i en lille gryde påkomfuret. Placer drænet husblas og lidt vand i en lille gryde og opvarm ved lav varme, indtil husblassen er smeltet. Tag den af varmen, når det er smeltet.
  13. Tag 2 spsk. af flødeost-blandingen og put den over i din husblasblanding. Rør det godt ud, så du ikke har klumper. Dette gør man for at sænke temperaturen på husblassen inden den hældes over i hele flødeostblandingen. Bland yderligere et par spsk. af flødeostblandingen over i husblassen. Hæld til sidst det hele sammen og rør det godt sammen.
  14. Hak Kinder Bueno groft. Vend den i blandingen.
  15. Fordel herefter blandingen ovenpå kiksebunden.
  16. Sæt kagen på køl i minimum 3-4 timer eller gerne natten over.
  17. Inden servering gøres en tynd, skarp kniv varm under vandhanen. Tør den af i et viskestykke. Skær rundt langs kagen for at løsne gele og kage fra formen (på denne både bliver den pæn i kanten).
  18. Når du har skåret hele vejen rundt, så løsnes formen og tages af.
  19. Løft kagen over på en tallerken eller serveringsfad.
  20. Hak chokolade groft. Kom det i en skål og smelt det over korte intervaller i mikroovnen.
  21. Kom den smeltede chokolade op i en plastikpose. Klip et lille hul i et af hjørnerne.
  22. Fordel den smeltede chokolade ovenpå kagen.
  23. Pisk fløde til flødeskum. Kom op i en sprøjtepose med stjernetyl.
  24. Lav små dutter af flødeskum på kagen.
  25. Pynt med Kinder Bueno.
  26. Server med det samme eller sæt på køl indtil servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på Kinder Bueno cheesecake

Elsker du Kinder Bueno, så vil du elske den her Kinder Bueno cheesecake. Sådan en rigtig syndig kage, som er fyldt med chokolade, kiks og fløde. Skal du lave en ordentlig chokoladebombe, så lad det være denne! Sprød kiksebund, som er lavet på digestivekiks, ostefyld med Kinder Bueno i og så pyntet med flødeskum og chokolade på toppen.

En cheesecake er sådan en alsidig kage, som kan spises til flere anledninger. Den er god til eftermiddagskaffen, aftenskaffen eller som dessert. Det gode ved ostekager er, at de skal laves i god tid. Så det er sådan en kage, som kan laves uden stress og så passer den egentlig bare sig selv i køleskabet, når først den er lavet.

LÆS OGSÅ: Se alle vores cheesecakeopskrifter her

Kinder Bueno cheesecake

Cheesecake med Kinder Bueno

Vi har efterhånden så mange opskrifter på ostekager på vores hjemmeside. Det er også en af vores yndlingskager. Frygt ikke cheesecake, hvis du ikke bryder dig om ost eller om flødeost. Det er heller ikke vores favorit, hvis cheesecaken har en for gennemtrængende smag af flødeost. Det er der ingen af vores opskrifter, som har. Så hvis du normalt ikke kan lide cheesecake, så er vi (næsten) sikre på, at du godt kan lide den her alligevel. Vi har igennem tiden alligevel fået overbevist en del om, at de godt kan lide cheesecake alligevel.

Den her cheesecake eller ostekage, som det jo hedder på dansk, med Kinder er en sikker vinder. Det er dog også en meget sød kage, så hvis du ikke er til kager, som er alt for søde, så server noget syrligt til. Det kunne være en syrlig bærkompot, som man lige kan komme en teskefuld af udover sit stykke, hvis man er til det. Det giver i hvert fald en god balance mellem syrlighed, sødme og sprødt.

Ostekage med kinder

Så hvis du vil kombinere ostekagen med Kinder chokoladen, så skal du helt sikkert prøve den her opskrift af. Selvom du heller ikke er så erfaren med husblas, så prøver vi at guide bedst muligt. Det er slet ikke så svært at arbejde med husblas.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi har også en app! Hvis du er interesseret i flere opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan se og købe lige her.

Kommentarer

  1. Hvis man smelter husblas i gryde, er det så uden citronsaft? Og hvor meget vand skal husblas i så fald smeltes med i gryden?

Skriv en kommentar