Koldhævede fødselsdagsboller

Koldhævede fødselsdagsboller
Opskrift til stk. Opskrift til 16 stk.

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedningstid

1 time

Samlet tid

1 time og 30 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på koldhævede fødselsdagsboller, som kan gøres klar dagen før. Koldhævede bamseboller, som er de perfekte fødselsdagsboller.

Ingrediensliste

  • Bolledej

  • 100 g. smør
  • 5 dl. sødmælk
  • 20 g. gær
  • 1,5 tsk. salt
  • 2 spsk. sukker
  • 1 stk. æg
  • 850 g. hvedemel
  • Til pensling

  • 1 stk. æg
Læg i kurven til
I samarbejde med Nemlig.com

Fremgangsmåde

Dagen før

  1. Smelt smør i en gryde. Kom mælk i og lad det køle lidt af.
  2. Kom det op i en røremaskine. Tilsæt smuldret gær og rør ud.
  3. Tilsæt så salt, sukker, æg samt hvedemel lidt efter lidt. Ælt godt sammen til en smidig dej.
  4. Tag dejen ud på et bord drysset med lidt mel.
  5. Vej boller af 90 g. af. Tril dem runde og spænd dem op. Læg dem i et fad eller lignende (som du har plads til på køl og hvor der er plads til, at de kan hæve) med et par centimeters mellemrum.
  6. Lad bollerne stå ude ved stuetemperatur i 30 minutter. Sæt herefter på køl til dagen efter.

Dagen efter

  1. Gør bageplader klar med bagepapir. Tag dine boller ud fra køl. Brug en paletkniv eller lignende til forsigtigt at løfte bollerne op og placer dem så på bagepladen med lidt mellemrum.
  2. Sæt bollerne ind i en kold ovn. Kom et fad i bunden af ovnen og hæld kogende vand i.
  3. Lad bollerne efterhæve i 30-40 minutter.
  4. Tag bollerne ud af ovnen.
  5. Tænd ovnen på 210 grader varmluft.
  6. Pensl forsigtigt bollerne med sammenpisket æg.
  7. Bag én plade ad gangen i den forvarmede ovn i ca. 10 minutter eller til de er gyldne og har en flot afbagning. Begynd at holde øje med dem efter 8 minutter, da der kan være stor forskel på ovne.
  8. Tag dem ud af ovnen og lad afkøle på en bagerist.

Koldhævede fødselsdagsboller – nem opskrift på luftige boller

Koldhævede fødselsdagsboller er til dig, som gerne vil bage bløde og luftige bamseboller til fødselsdagsfejringen, men som ikke vil stå op tidligt for at få det til at lykkedes. Med de her koldhævede boller får du en god opskrift på koldhævede bamseboller, som klargøres og formes dagen før. De hæver i køleskabet natten over og skal blot lige efterhæve, inden de bages. Resultatet er en blød og luftig fødselsdagsbolle, som selvfølgelig skal nydes med smør og måske ost og marmelade. De er altid et kæmpe hit og med den her opskrift, så er det kun endnu nemmere. Især hvis de skal serveres tidligt på dagen og man ikke har tid til at lave dej, forme osv. på dagen.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på fødselsdagskager her

Koldhævede fødselsdagsboller Koldhævede boller efter efterhævning

Koldhævede bamseboller

Det er egentlig blot vores opskrift på bamseboller, som vi har taget udgangspunkt i. Det er nemlig den perfekte fødselsdagsbolle. En blød og luftig bolle. Man kan også sagtens tilføje lidt stødt kardemomme til dejen, hvis man gerne vil have det også. Det er en smagssag. De er lette at lave og selve dejen æltes og formes dagen før. Vi former og strammer bolledejen op og så lægges bollerne blot i nogle fade, som kan være i køleskabet. Har man plads til at komme en hel bageplade ind i køleskabet, så kan man også bare lægge dem direkte på bagepladen. Men det er de færreste, som kan sætte en hel bageplade på køl, så derfor er det genialt at komme dem i fade. Dagen efter er de hævet op, men er stadig kolde, så de kan nemt flyttes forsigtigt over på bagepladen med en spatel eller lignende. Pas bare på, at du ikke punkterer hævningen.

Inden de bages, så efterhæver de et lunt sted. Gerne med damp, eksempelvis i ovnen med et fad med kogende vand i bunden. Dette step må man ikke springe over, da det er det, som gør hele forskellen ift. at gøre dem luftige og som “normale” fødselsdagsboller. Så pensles de med lidt sammenpisket æg og bages i ovnen til de er gyldne.

LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på boller her

Koldhævede bamseboller efter bagning Koldhævede fødselsdagsboller

Koldhævede fødselsdagsboller

Spørgsmål til koldhævede fødselsdagsboller

Kan man lave fødselsdagsboller med koldhævning?

Ja, det kan man sagtens. Så laves dejen dagen før og de formes og sættes på køl. Dagen efter efterhæver de, inden de bages.

Hvor længe skal fødselsdagsboller koldhæve?

Vores koldhæver omkring 12 timer.

Kan dejen stå i køleskabet natten over?

Ja, det er hele ideen med koldhævning.

Hvor meget gær skal man bruge til koldhævning?

Vi bruger 20 g. gær til denne portion.

Kan man bruge tørgær?

Ja, det kan man sagtens. Det er omkring 5 g. tørgær.

Skal dejen hæve ved stuetemperatur først?

Ja, vi lader de færdigtrillede boller hæve 30 minutter inden de sættes på køl. Desuden skal de efterhæve, når de kommer ud fra køl. Gerne et sted med varm damp for at gøre dem så luftige som muligt.

Kan man forme bollerne aftenen før?

Ja, det kan man sagtens. Det gør også, at det er endnu nemmere dagen efter. Vi lader dem bare hæve i fade og så flytter vi de kolde boller over på bradepander om morgenen.

Skal bollerne efterhæve, inden de kommer i ovnen?

Ja, det er meget vigtigt for at få luftige og bløde fødselsdagsboller. Vi lader dem efterhæve i en kold ovn, hvor der sættes et fad med kogende vand ind i bunden. Har du en ovn med damp, så kan man også blot bruge den funktion. Ellers fungerer et fad med kogende vand i bunden også ganske fint.

Kan man koldhæve dejen i 24 timer?

Ja, brug blot lidt mindre gær.

Kan man fryse koldhævede fødselsdagsboller?

Ja, efter de er bagt, så kan de sagtens fryses ned.

Hvordan får man dem luftige og bløde?

Det er vigtigt at lade dem efterhæve, inden de bages. Det er især vigtigt, at de får et skud varm damp, da det hjælper hævningen på vej. Det er især vigtigt i de kolde måneder. Ellers skal de stå et lunt sted med gulvvarme eller lignende.

Fødselsdagsboller

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Skriv en kommentar