Semlor Semlor Opskrift til 9182736 stk. Opskrift til 18 stk. Forberedelsestid 20 minutter Tilberedelsestid 1 time og 30 minutter Samlet tid 1 time og 50 minutter Del Pin Print Beskrivelse Nem opskrift på de svenske fastelavnsboller, semlor. De bliver skåret over i toppen, hvorefter bollen udhules og fyldes med en lækker creme. Til sidst bliver de drysset med et lag flormelis, så man bliver helt hvid rundt om munden, når man tager en bid. Ingrediensliste Semlor 3 dl. kærnemælk 1 dl. vand 50 g. gær 90 g. sukker 1,5 tsk. salt 1 tsk. stødt kardemomme 1 stk. æg 1 dl. raps- eller solsikkeolie 700 g. hvedemel Fyld 300 g. mandler 300 g. flormelis 3 stk. pasteuriseret æggehvide 6 dl. piskefløde Fremgangsmåde Lun kærnemælken. Tilsæt vand og opløs gæren her i. Tilsæt salt, sukker, kardemomme og et sammenpisket æg. Tilsæt olie. Tilsæt hvedemel lidt efter lidt og ælt dejen godt sammen. Det er ikke sikkert, at du skal bruge alt melet. Sæt dejen til hævning overdækket med et viskestykke et lunt sted. Lad den hæve til dobbelt størrelse. Drys bordet med lidt mel. Tag dejen ud af skålen. Vej bollerne af til 70 g. stykket. Tril bollerne runde. Placer bollerne på en bageplade beklædt med bagepapir. Vi havde 9 på hver plade. Lad dem efterhæve i 30 min. Tænd ovnen på 200 grader. Pensl bollerne med et sammenpisket æg. Bag bollerne i cirka 13-15 min, alt efter din ovns styrke. Tag bollerne ud af ovnen og lad dem køle af. Når bollerne er kolde, så klippes en trekant i hver bolle. Udhul bollen en smule. Gem “indmadet” (det skal bruges til fyldet). Blend mandler i en foodprocessor eller hak dem meget fint. Tilsæt flormelis og æggehvide og blend indtil du har en ensartet masse. Herefter tilsættes “brødet”, som du har fjernet fra bollerne” og lidt fløde. Tilsæt fløde indtil du har en blød og lækker creme. Fyld hullerne med mandelmassen. Piskefløde piskes til flødeskum. Hældes i en sprøjtepose med stjernetyl og sprøjtes ovenpå bollen. Placer til sidst låget fra bollen ovenpå. Til slut sigtes flormelis over igennem en trådsi. Server med det samme. Tip: Du kan sagtens lave bollerne og fylde dem på forhånd. Vent dog med flødeskum til lige inden servering eller et par timer inden servering, da de er bedst sådan. Bedøm denne ret Lås skærm Semlor – Opskrift på svenske fastelavnsboller med creme Semlor er Sveriges svar på fastelavnsboller. Der er nogle ligheder med den svenske og den danske fastelavnsbolle. Blandt andet at de begge er lavet på en sød bolledej og at der er en form for creme i. Men i stedet for at putte fyldet inden i, som vi danskere gør, så bliver de svenske semlor skåret over i toppen, hvorefter man udhuler bollen og fylder cremen i. I stedet for glasur, så drysser man med flormelis på toppen. Både den danske og svenske fastelavnsbolle er god, og det må siges at være på hver deres måde. For vi elsker at nyde en god dansk fastelavnsbolle, men vi nyder også en svensk bolle, når vi er på vores årlige tur til Göteborg lige omkring fastelavn. LÆS OGSÅ: Fastelavnsboller Hvad fyldes de svenske fastelavnsboller med? Semlor fyldes med en lækker creme lavet på mandler, flormelis og æggehvide. Ud af det, så laver man det, som svenskerne kalder en “mandelmasse”. Denne mandelmasse blendes så med noget af brødet fra bollerne og lidt fløde. Så får man den lækreste creme, som fyldes i de huller, hvor man har klippet en trekant. Sådan ser cremen ud, når den er blevet kørt i en foodprocessor. Vi synes det er nemmest at lave den i en foodprocessor, da man blot tilsætter alle ingredienserne og så blender. Så er det også nemt at justere med mængden af fløde. Efter de er fyldt med mandelmassen, så toppes de med flødeskum. Til sidst placeres den lille trekant ovenpå og der drysses med flormelis. Det er lidt noget griseri at spise sådan en bolle, men det er det hele værd. De er så lækre! Kan jeg bruge andet end kærnemælk? Vi har bagt selve bollerne med kærnemælk. Det giver en saftig og lækker bolle. Du kan også sagtens udskifte kærnemælk med et andet surmælksprodukt som ymer, A38 eller natural yoghurt. Du blander bare lidt vand eller mælk i, så det er knapt så tykt. Generelt elsker vi at bage med syrnede mælkeprodukter, da det giver saftighed og forlænger holdbarheden på brødet. Det gør, at de bliver knap så tørre dagen efter. Kan jeg bage dem dagen før? Du kan sagtens bage bollerne dagen inden. Men vi anbefaler at vente med at fylde dem med fyld og flødeskum til på selve dagen. De kan dog sagtens laves og pyntes færdige og så i køleskabet nogle timer. Men de er uden tvivl bedst, når de er frisklavede. Følg også med på de sociale medier Du kan følge med på vores Facebookside, hvor vi ugentligt lægger spændende nye opskrifter op. Vi er også på Instagram, hvor vi nok er mest aktive. Du kan følge med på Instagram lige her.