Spanakopita

Spanakopita
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

50 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på Spanakopita, som er en græsk filodejstærte med fyld af spinat og fetaost. En smagfuld og nem vegetarisk tærte.

Ingrediensliste

  • 3 spsk. raps- eller solsikkeolie
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stk. løg
  • 500 g. frossen spinat
  • 2 stk. æg
  • 250 g. PUCK fetaost
  • 0,5 tsk. tørret timian
  • salt/peber
  • 300 g. filodej
  • 10 g. sesamfrø

Fremgangsmåde

  1. Opvarm ovnen til 175 grader varmluft.
  2. Hak hvidløg og løg fint.
  3. Optø spinat og vrid det for vand (læg evt. hele posen i en skål med varmt vand, så går det hurtigt).
  4. I en skål blandes optøet spinat, hvidløg, løg, æg, smuldret feta, salt, peber og tørret timian.
  5. Kom bagepapir på en bradepande. Læg en plade filodej og smør den med lidt olie. Læg nu en plade mere ovenpå lidt forskudt. Fortsæt sådan med alle pladerne og smør olie i mellem dem.
  6. Læg fyldet i midten på din filodejsstjerne.
  7. Fold kanterne ind over og pres det lidt ned. Pensl din tærte med lidt olie og drys med sesam.
  8. Bages i den forvarmede ovn i ca. 25-30 minutter til den er gylden og sprød på toppen.
  9. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på spanakopita

Spanakopita er en græsk spinattærte, som er lavet med filodej, spinat og fetaost. Vi har haft lyst til at lave den her lækre filodejstærte siden vi så den i Masterchef Australien for noget tid siden. Det er egentlig en ret simpel og nem tærte, som oven i købet er vegetarisk. Kombinationen af den sprøde filodej og det lækre spinat-feta fyld er bare helt outstanding! Det smager simpelthen så godt.

Du kan servere spanakopita til aftensmad, men det er altså også en lækker frokostret eller en ret, som du kan lave til en omgang tapas. Den kan serveres, som den er. Men du kan også lave en god salat til. Det kunne være en tomatsalat, som du finder vores bedste opskrifter på her.

LÆS OGSÅ: Klik her og find alle vores opskrifter på græsk mad

Spanakopita

Græsk tærte med spinat og feta

Kombinationen af spinat og feta er generelt bare super god i tærter. Måske du har prøvet det i en almindelig tærte med en almindelig tærtebund. Prøv i stedet at lave denne græske tærte, hvor bunden i stedet er lavet på filodej. Ved du hvad filodej er? Det er de her tynde ark af dej, som man kan lægge i lag, som vi har gjort her. Dejen er egentlig blot lavet på hvedemel, vand og olie. Det kan til dels godt minde om butterdej, men det bliver sprødt på en anden måde.

I denne græske spanakopita lægges filodejen i læg, så det danner bunden for denne vegetariske tærte. Det er ikke nok blot at lave et enkelt lag. Derfor er man nødt til at lægge flere lag sammen for at skabe en holdbar bund til denne tærte.

Spanakopita

Græsk spinattærte

Det er en dejlig græsk spinattærte med feta og filodej. En anderledes tærte uden kød, som smager helt fantastisk. Det er hurtigt blevet en favorit hos os og vi serverer den gerne sammen med flere små retter, så man kan smage lidt forskelligt. Så du er nødt til at prøve den her græske spinattærte!

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hvis den laves til aftensmad, slår den så stadig til til 4 personer, hvis ikke der er andet tilbehør?

  2. Kan jeg lave den som ruller istedet og fryse dem ubagt? Eller er den god kold?
    Tak for skønne opskrifter ♥️

    1. Hej,

      Ville nok personligt servere en form for salat til. Enten en bulgursalat for mere fylde eller en god grøn salat <3

      Kh

Skriv en kommentar