Appelsinsorbet

Appelsinsorbet
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

1 time og 30 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på hjemmelavet, cremet appelsinsorbet. En frisk og lækker sorbetis lavet på friske appelsiner. Den er lavet på ismaskine.

Ingrediensliste

  • 2 dl. vand
  • 80 g. sukker
  • 3 dl. appelsinsaft
  • 1 stk. citron
  • 1 æggehvide
  • 30 g. sukker

Fremgangsmåde

  1. Kog vand og sukker op, så du får en sukkersirup. Når sukkeret er opløst, så er den klar.

  2. Tag den af varmen.
  3. Tilsæt koncentreret friskpresset appelsinsaft til sukkersiruppen. Smag evt. til med citron ift. hvor syrlig du vil have den. Lad blandingen køle af.
  4. Pisk æggehvide og sukker med en elpisker til den er hvid og er tyknet en smule.
  5. Bland æggehvideblandingen med din appelsinbase (æggehvidemassen vil flyde ovenpå, det gør ikke noget).
  6. Kom hele blandingen i en ismaskine og kør den til, at den er fast og cremet (vi kørte den i ca. 45-60 minutter).
  7. Hæld blandingen over i en beholder og sæt i fryseren et par timer.

Bedøm denne ret

Opskrift på appelsinsorbet

Appelsinsorbet er slet ikke svært at lave selv og den her opskrift er virkelig god! Den er lavet på friskpresset appelsinsaft, lidt citronsaft og så er den ellers bare lavet med sukker og lidt æggehvide. Æggehviden er med til at gøre den ekstra cremet. Så her får du altså opskriften på vores absolut bedste udgave af en appelsinsorbet. Den er godt nok lavet på ismaskine, som vi er så glade for at have fået. Den er altså uundværlig, især hvis man gerne vil lave hjemmelavet sorbetis. Flødeis kan godt laves uden en ismaskine, men sorbet er lidt sværere, da vandmængden er så høj, så det er svært at undgå krystallisering.

Nu nærmer juleaften sig jo og hvis du har en gæst eller hvis du ikke selv bryder dig om den traditionelle juledessert, så er denne is et godt bud. Den er super frisk i smagen og så kan man jo selv styre hvor sød eller syrlig den skal være. Her har vi blot serveret den for sig selv, men den vil også være god sammen med et stykke brownie, gateau marcel eller en anden lidt tungere kage. Det er nemlig super lækkert, når man får noget tungt og noget, som er intens i smagen sammen med noget, som er mere frisk. Præcis som denne sorbet er.

LÆS OGSÅ: Klik her og se alle vores opskrifter på sorbet

Appelsinsorbet

Hjemmelavet sorbet af appelsiner

Lige nu er man jo også så heldig, at sæsonen for appelsiner er virkelig god. Man kan få de absolut bedste og mest smagfulde appelsiner lige nu. Så det skulle vi selvfølgelig også udnytte.

Og så er vi samtidig bare is-mennesker. Vi elsker en god is! Og derfor er vi selvfølgelig nødt til at kunne lave en god is selv. Så har du ikke en ismaskine og elsker du også at nørde med hjemmelavet is, så bør du anskaffe dig en. De kan fåes i mange prisklasser og så forvandler de dine sorbeter til en smag af himlen.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar