Brookies

Brookies
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

40 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på brookies. Den bedste kombination af brownie og cookiedej. Server med is til og du har en skøn dessert.

Ingrediensliste

  • Brownie

  • 200 g. mørk chokolade
  • 200 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 3 tsk. vaniljesukker
  • 0,5 knivspids salt
  • 125 g. hvedemel
  • 3 æg
  • Cookiedough

  • 60 g. brun farin
  • 60 g. sukker
  • 1 tsk. vaniljesukker
  • 70 g. smør
  • 1 æg
  • 130 g. hvedemel
  • 0,5 tsk. bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 50 g. lys chokolade
  • 50 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde

  1. Først laves det første lag, som er brownie.
  2. Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
  3. Smelt smørret i en gryde ved lav varme. Hak chokolade groft. Tag gryden af varmen, når smørret er smeltet og tilsæt chokoladen. Rør rundt, indtil det hele er en ensartet masse. Lad det køle af.
  4. Pisk æg, sukker, hvedemel, vaniljesukker og salt sammen til en luftig masse med en elpisker eller i en røremaskine.
  5. Tilsæt den afkølede blanding af smør og chokolade, imens der piskes.
  6. Fordel dejen i en form (ca. 22 x 22 cm), som er smurt med smør eller foret med bagepapir.
  7. Nu skal cookiedough laget laves. Pisk brun farin, sukker, vaniljesukker og blødt smør i ca. 5 minutter med en elpisker.
  8. Tilsæt derefter æg og pisk videre.
  9. Pisk nu ved middel hastighed og tilsæt hvedemel, bagepulver og salt.
  10. Hak chokoladen groft og vend halvdelen i dejen.
  11. Fordel cookie dough oven på browniedejen i klatter. Drys med det resterende chokolade.
  12. Bag brownien i midten af ovnen i ca. 25 minutter, alt efter hvor kraftig din ovn er. Tag den ud af ovnen og lad den køle af.
  13. Brownien er bedst, hvis den laves dagen før og sættes på køl natten over.
  14. Den kan også sagtens fryses og så blot tages op 6 timer inden den skal bruges.
Bedøm denne ret

Opskrift på brookies

Brookie kombinerer det bedste fra brownie og det bedste fra cookies = brookies. Det er simpelthen så lækker og nem en kage, som samtidig sagtens kan laves dagen før. Server den med en kugle god vaniljeis og evt. nogle friske bær som jordbær, hindbær eller blåbær. Det er virkelig en sikker vinder, som altid går rent hjem ved vores gæster!

Vi anbefaler faktisk, at du laver kagen dagen før, da sådan en brownie kun bliver bedre af lige at få lov til at sætte sig ordentligt. Du får en intens og lækker brownie med sprøde stykker af cookiedej på toppen. Den perfekte kombination.

LÆS OGSÅ: Blondie med rabarber

Brookies

Brownie cookie kage

Den her brownie cookie kage er simpelthen så god og nem at lave. Den er som sagt sat sammen af vores opskrift på brownie og vores opskrift på chocolate chip cookies. Begge opskrifter er meget simple og lige til, så det er ikke verdens sværeste kage.

Vi serverer den med en god omgang vaniljeis og lidt friske bær til. Kombinationen af den lidt tunge kage og den kolde is samt de friske bær er SÅ god. Og det gør altså lige, at desserten bliver løftet til det næste niveau.

Brookies

Kan kagen fryses?
Ja, du kan sagtens fryse kagen ned eller eventuelle rester. Så er den super nem at tage op til en anden dag, hvor du gerne vil have en nem dessert. Eller hvis du bare gerne vil lave desserten på forhånd, så er det også en god idé at fryse den.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej
    Hvor mange gange vil du dobble opskriften, for at lave en bradepande fuld, af dem der følger med ovnen.

    1. Hej Pernille,
      Hvis du bruger en bradepande vil vi gange opskriften med 3. Bagetiden er cirka den samme, da den som sådan ikke bliver højere. Men prøv at stikke en gaffel eller tandstik i og se om der kommer dej på. Den er færdig, når der ikke kommer dej på 🙂
      Kh

  2. Der står man skal “Drys med det resterende chokolade.” Hvor meget er det?
    For mængen der fremgår i opskriften, bruges i dejene, ikke? ☺️

    1. Hej Simone,
      Under punkt 10 i fremgangsmåden står der, at det kun er halvdelen af chokoladen der skal vendes i dejen 🙂 Så det er den resterende halvdel der drysses oven på til sidst.
      Kh

  3. Hej
    Hvis jeg vil bage den i en form der er 17 × 26 cm, hvilken mængden vil I så anbefale og er der ændringer i bagetid?

  4. kan man lave denne opskrift som muffins og i så fald hvor lang tid vil i så tro de skal have i ovnen
    hilsen Tina

    1. Hej Tina,

      Det kan du godt ja. De skal have lidt kortere tid, men hold øje med dem undervejs 🙂

      Kh

  5. Jeg forsøgte mig i dag med denne kage, men brownie kagen ville simpelthen ikke blive til kage den var bare flydende, hvad er gået galt, kan man på ingen måde spise den samme dag som den laves eller?

Skriv en kommentar