Bulgursalat med bagte grøntsager og kylling

Bulgursalat med bagte grøntsager og kylling
Opskrift til personer Opskrift til 2 personer

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

25 minutter

Samlet tid

30 minutter

Beskrivelse

Nem og sund bulgursalat med bagte grøntsager og kylling. Hurtig aftensmad, som kan laves på under 30 minutter og som mætter godt.

Ingrediensliste

  • 2 spsk. raps- eller solsikkeolie
  • 400 g. kyllingebryst
  • 1 tsk. tørret oregano
  • salt/peber
  • 3 fed hvidløg
  • 1 stk. rødløg
  • 1 stk. gul peberfrugt
  • 3 stk. gulerod
  • 160 g. bulgur
  • 1 stk. grøntsagsbouillonterning
  • 2 spsk. grøn pesto
  • 0,5 bundt frisk persille

Fremgangsmåde

  1. Tænd ovnen på 200 grader varmluft.
  2. Rens kylling for eventuelle sener.
  3. Hak hvidløg med en hvidløgspresser.
  4. Bland kylling med olie, halvdelen af hvidløget, oregano samt salt og peber i en skål eller i en pose. Vend det godt rundt.
  5. Skræl gulerødder. Skær gulerødder, rødløg og peberfrugt i tern.
  6. Kom alle grøntsagerne op i et ovnfast fad. Vend dem med lidt olie, salt og peber. Kom kyllingen ovenpå (se evt. billeder længere nede).
  7. Sæt hele bagepladen ind i ovnen. Bag det i 25 minutter.
  8. Imens kylling og grøntsager er i ovnen, så gøres de resterende ting klar.
  9. Kog bulgur efter pakkens anvisning. Kom en bouillonterning i vandet (det giver god smag).
  10. Hak persille fint.
  11. Når kylling og grøntsager er færdigt i ovnen, så tages det ud.
  12. Tag kyllingen op.
  13. Bland det kogte bulgur med grøntsagerne, friskhakket persille og grøn pesto.
  14. Anret bulgursalaten på tallerkener. Top med kyllingen skåret i skiver.
  15. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på bulgursalat med bagte grøntsager og kylling

En nem hverdagsret, nemlig bulgursalat med bagte grøntsager og kylling. Det her er en af de retter, som bare passer perfekt ind i en travl hverdag, når det både skal være sundt og lækkert! Grøntsagerne skæres ud i små tern og kyllingen marineres. Så kommes det hele i et fad og bages i ovnen. Imens det er i ovnen, så koges bulgur. Når fadet er færdigt, så tages det ud af ovnen. Kyllingen tages op og så blandes det kogte bulgur med de bagte grøntsager, hvor der også lige tilsættes lidt grøn pesto og friskhakket persille. Sund mad behøves nemlig slet ikke være tidskrævende eller besværligt!

Det gode ved den her ret er også, at du kan bruge alle slags grøntsager. Her har vi brugt gulerødder, rødløg, hvidløg pg peberfrugt. Du kan dog også sagtens bruge squash, aubergine, sød kartoffel, selleri, pastinak eller hvad du ellers lige har. Og hvis du ikke er så meget til grøn pesto, så kan du bytte ud med rød pesto, peberfrugtspesto eller noget andet.

LÆS OGSÅ: Laks med spinat i ovn

Bulgursalat med bagte grøntsager og kylling

Sund aftensmad i ovnen

Det geniale ved den her sunde omgang aftensmad er, at imens grøntsager og kylling tilberedes i ovnen, så er det blot bulguren, som skal koges. Det passer derfor stort set sig selv, så imens det er i ovnen, så kan man rydde op eller dække bord. Det er virkelig en omgang nem og sund aftensmad i ovn.

Bulgursalat med bagte grøntsager og kylling

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar