Cheesecake i glas med lemoncurd

Cheesecake i glas med lemoncurd
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

5 minutter

Tilberedelsestid

5 minutter

Samlet tid

10 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på cheesecake i glas med lemoncurd, bastognekiks og blåbær. En hurtig dessert i glas på 15 minutter.

Ingrediensliste

  • Bund

  • 8 stk. bastognekiks
  • 4 spsk. smør
  • Cheesecakefyld

  • 100 g. naturel flødeost
  • 2 dl. piskefløde
  • 2 spsk. flormelis
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • Topping

  • 4 spsk. lemoncurd
  • 80 g. blåbær

Fremgangsmåde

  1. Find glas frem.
  2. Kom bastognekiks i en pose. Brug en kagerulle eller kødnammer til at knuse kiksene.
  3. Smelt smør i mikroovnen eller i en lille gryde. Bland kiks og smeltet smør og fordel i bunden af glassene.
  4. Ostecremen laves ved at blande piskefløde med flødeost, vaniljesukker og flormelis i en skål. Herefter piskes det hele sammen med en elpisker indtil ønskede konsistens er nået. Det skal gerne være en relativ fast creme (men det bestemmer man jo selv).
  5. Kom ostecremen op i en sprøjtepose eller en almindelig plastikpose. Klip et hul i hjørnet og sprøjt cremen ud ovenpå kiksebunden.
  6. Til sidst fordeles lemoncurd ovenpå og lidt friske blåbær.
  7. Serveres med det samme eller sættes på køl indtil servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på cheesecake i glas med lemoncurd

Den lækreste omgang cheesecake i glas med lemoncurd og bastognekiks. Mangler du en idé til en lynhurtig dessert, som kan bikses sammen på 10 minutter, så skal du se med her. I bunden er der knuste bastognekiks, som er blandet med lidt smør. I midterlaget er der cheesecakefyld lavet med naturel flødeost, piskfløde, flormelis og lidt vaniljesukker. Og så er det hele toppet med lemoncurd og lidt friske blåbær. Den dejligste kombination, som bare smager så godt!

I er så vilde med de her hurtige desserter, som hverken kræver lang tid eller mange ingredienser. Nu er vi klar med endnu et bud på en hurtig dessert, som uden tvivl vil falde i god jord hos dine gæster. Vi er i hvert fald så begejstrede for den her dessert i glas. Der er ingen tvivl om, at det bliver vores go-to her i foråret og til sommer, når sukkertrangen melder sig eller man bare vil gøre desserten nem for sig selv.

LÆS OGSÅ: Se flere opskrifter på cheesecake i glas her

Cheesecake i glas med lemoncurd

Ostekage i glas med citron

Sådan en ostekage i glas med citron og kanelkiks skal man nu ikke undervurdere. Måske du synes, at det lyder lidt specielt med kombinationen af kanel og citron? Men det smager bare så godt! Det er du nødt til at prøve, hvis du ikke har smagt det før. Er man ikke til kanel eller bastognekiksene, så kan man også erstatte med digestivekiks eller andre kiks.

Lemoncurd er den her dejlige citroncreme, som man enten kan lave selv eller købe færdiglavet. Lige til den her har vi blot købt et færdiglavet glas. Så er det hele nemlig så dejlig nemt og kræver kun meget få ingredienser.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers. Er du vild med vores opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan købe her.

Kommentarer

  1. En virkelig dejlig dessert, men et enkelt spørgsmål: Skal der citronsaft i ostecremen? Og i så fald hvor meget? I ingredienslisten er slet ikke nævnt citronsaft, men i beskrivelsen står der: Ostecremen laves ved at blande piskefløde med flødeost, vaniljesukker, flormelis og citronsaft i en skål.

    1. Hej Alice,

      Det er en fejl. Der kommer ikke citronsaft i, når der skal lemoncurd på ovenpå 🙂 Beklager, det er rettet!

      Kh

Skriv en kommentar