Chokoladelagkage med chokoladecreme

Chokoladelagkage med chokoladecreme
Opskrift til personer Opskrift til 10 personer

Forberedelsestid

5 timer

Tilberedelsestid

1 time

Samlet tid

6 timer

Beskrivelse

Opskrift på den lækreste og nemmeste chokoladelagkage med chokoladecreme og friske bær. En nem hjemmelavet lagkage med chokolade.

Ingrediensliste

  • Lagkagebunde

  • 4 stk. æg
  • 190 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 1 knivspids salt
  • 40 g. bagekakao
  • 1,5 tsk. bagepulver
  • 90 g. hvedemel
  • Chokoladecreme

  • 220 g. lys chokolade
  • 6 dl. piskefløde
  • 4 stk. husblas
  • Pynt

  • 150 g. jordbær
  • 100 g. hindbær

Fremgangsmåde

Lagkagebunde

  1. Læg æggene (med skal) i varmt vand i 20 minutter (dette gør man, så de får stuetemperatur – alternativt kan du også tage dem ud af køleskabet 1 time før brug).
  2. Pisk æg, sukker og vaniljesukker indtil det er luftigt. Det tager ca. 5-10 minutter.
  3. Vej hvedemel, bagekakao, salt og bagepulver af i en skål.
  4. Tænd ovnen på 200 grader alm. ovn (over- og undervarme).
  5. Sigt hvedemel, bagekakao, salt og bagepulver i æggeblandingen og vend forsigtigt det i. Brug evt. en dejskraber til at vende det i. Det er vigtigt, at man er forsigtig og bruger lange strøg, så man undgår, at alt luften ryger ud.
  6. Smør en springform (diameter på 22 cm) godt med fedtstof.
  7. Hæld dejen i formen. Bank formen et par gange mod bordet, så man får fjernet eventuelle luftbobler.
  8. Bag den i 30-40 minutter på anden nederste rille, alt efter hvor kraftig din ovn er. Begynd at holde øje med den efter 20 minutter.
  9. Tag formen ud af ovnen og lad kagen køle helt af. Den vil falde en smule sammen, når den bliver kold.
  10. Når kagen er kølet af, så deles den i 3 bunde.

Chokoladecreme

  1. Læg husblas i blød i koldt vand.
  2. Hak chokolade fint.
  3. Opvarm fløde i en gryde til kogepunktet.
  4. Hæld den varme fløde over chokolade. Rør til chokoladen er smeltet og du har en ensartet væske. Hvis det sidste chokolade har svært ved at smelte, så kan du sætte det hele over i en gryde ved lav varme. Rør jævnligt.
  5. Klem væden ud af husblassen og tilsæt den til den varme blanding. Rør det godt ud.
  6. Hæld hele blandingen over i en skål.
  7. Læg et stykke husholdningsfilm helt ned ovenpå væsken (så undgår du, at der dannes en hinde).
  8. Sæt skålen på køl i mindst 4 timer, men gerne natten over.
  9. Efter den har været på køl tages skålen ud af køleskabet. Pisk cremen op med en elpisker til du har en fast creme.
  10. Fyld cremen i en sprøjtepose med stjernetyl.
  11. Placer bunden af din lagkage på et fad. Sprøjt chokoladecremen på over det hele. Placer endnu et lag og gentag igen.
  12. Slut til sidst af med det sidste lag og sprøjt chokoladecremen rundt oppe på toppen.
  13. Pynt med jordbær og hindbær.
  14. Sæt på køl indtil servering.
Bedøm denne ret

Opskrift på chokoladelagkage med chokoladecreme

Den absolut lækreste og nemmeste chokoladelagkage med chokoladecreme og friske bær. En overdådig, hjemmelavet lagkage med chokolade, som faktisk slet ikke er så svær at lave selv. Vi har lavet hjemmelavede chokoladelagkagebunde og som fyld har vi lavet en mild chokoladecreme på lys chokolade og fløde. Det her er i sandhed en ægte fødselsdagslagkage, som uden tvivl vil tage kegler hos de fleste! Vi har pyntet den af med friske bær, som lige er prikken over i’et på denne fine kage.

LÆS OGSÅ: Klassisk lagkage med creme og syltetøj

Chokoladelagkage med chokoladecreme

Lagkage med chokolade og bær

Vi elsker lagkage! Og den her med chokolade og bær er en kæmpe favorit. Hvis du er en lige så stor chokoladegris som os, så er der heller ingen tvivl om, at den vil falde i god jord hos dig. Bundene er super nemme selv at bage, men hvis du gerne vil gøre det nemmere, så kan du også købe nogle færdiglavede.

Cremen er lavet på fløde, lys chokolade og husblas. Den er også rigtig nem at lave og kan sagtens laves dagen før. Hvis den skal være ekstra luksuriøs, så kan du også komme lidt bær mellem lagene eller evt. lidt hakket chokolade.

chokoladelagkage med chokoladecreme

Kan jeg lave den dagen før?
Ja, det kan du sagtens. De fleste lagkager bliver bedst af at blive lavet dagen før. Så får bundene lov til at sætte sig sammen med fyldet og du får en intens og lækker lagkage, som på ingen måde er tør. Vi ville dog vente med at pynte det sidste lag indtil på selve dagen.

Kan jeg lave en hindbærmousse i stedet?
Ja, det kan du sagtens. Du kan også lave forskelligt slags fyld. Det vil uden tvivl være super lækkert med hindbærmousse i også.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

 

Kommentarer

  1. Hej Juli.
    Jeg skal bage din kage men til 15 person.
    Tror du jeg kan gange ingredienser med 1,5 og bager i form på ø30 cm?
    På forhånd mange tak
    Kh Oksana

  2. Kan den stå på køl fra torsdag af hvis den først skal bruges lørdag? Eller er det bedre at sætte den på frys?

  3. Hvor langt tid før kan man lave bundene, og hvordan vil i opbevare dem?

    Skal kagen køles helt af inden man tager den ud af spring form?

    1. Hej,

      Bundene er bedst på dagen til den her opskrift. De kan godt bages før, men så ville vi fryse dem ned 🙂
      Og nej det behøves den ikke, men vent med at skære ud til den er helt kølet af.

      Kh

Skriv en kommentar