Tilmeld nyhedsbrev

De bedste Chocolate Chip Cookies

De bedste Chocolate Chip Cookies

Opskrift til 15 stk.

Forberedelsestid

10 minutter

Tilberedelsestid

1 time og 15 minutter

Samlet tid

1 time og 25 minutter

En nem og simpel opskrift på gode Chocolate Chip Cookies med masser af chokolade. De er sprøde og nemme at lave. Opbevar dem i en kagedåse, så kan de sagtens holde i en måned. Hvis de selvfølgelig får lov til at ligge så længe.

Ingrediensliste

  • 120 g. brun farin
  • 120 g. sukker
  • 1,5 tsk. vaniljesukker
  • 140 g. smør
  • 1 æg
  • 250 g. hvedemel
  • 3/4 tsk. natron
  • 3/4 tsk. bagepulver
  • 1 tsk. salt
  • 200 g. mørk chokolade

Fremgangsmåde

1. Pisk brun farin, sukker, vaniljesukker og smør. Tilsæt derefter æg og pisk videre.
2. Pisk nu ved middel hastighed og tilsæt hvedemel, natron, bagepulver og salt.
3. Hak chokoladen groft og rør det i dejen.
4. Stil dejen på køl i en times tid. Har du ikke tiden, så kan du sætte den på frost i 20-30 min.
5. Del dejen i cirka 15 kugler af ca. 60 g. Læg dem med god afstand på en bageplade med bagepapir. Vi bagte 6 af gangen på en bageplade.
6. Bages i en forvarmet ovn ved 175 grader alm. ovn i 15-18 minutter.
7. Afkøl dem på en bagerist når de kommer ud af ovnen, og luk dem derefter i en lufttæt beholder.

Bedøm denne ret

Opskrift på lækre, sprøde cookies med masser af chokolade. Vi elsker cookies og nøj hvor har vi spist mange af dem igennem vores tid i folkeskolen.

Der var det nærmest et fast dagsritual, at når man kom hjem fra skole, så fik man lige to skiver franskbrød enten med varm leverpostej eller nutella. Og så lige en enkelt eller to cookies med i hånden, når man allerede var på vej ud af døren igen. Hold op hvor var livet bare simpelt dengang.

Så derfor har vi så gode minder, når vi bager de her nemme cookies. De minder os om simple tider, hvor det eneste man skulle tænke på var om man ville have 1 eller 2 cookies.

Skriv en kommentar