
Græsk bulgursalat
Forberedelsestid
20 minutterTilberedelsestid
10 minutterSamlet tid
30 minutterBeskrivelse
Den bedste opskrift på en græsk bulgursalat med feta, grøntsager og en frisk dressing. Server din bulgursalat som tilbehør til aftensmaden.
Ingrediensliste
-
Bulgursalat
- 130 g. bulgur
- 1 stk. grøntsagsbouillonterning
- 3 stk. tomat
- 1 stk. agurk
- 1 stk. rød peberfrugt
- 1 stk. rødløg
- 1 bundt forårsløg
- 1 bundt frisk persille
- 100 g. fetaost
-
Dressing
- 1 fed hvidløg
- 2 spsk. olivenolie
- 2 tsk. tørret oregano
- 0,5 stk. citron
- salt/peber
Fremgangsmåde
- Kog bulgur efter pakkens anvisning. Den vægt vi har angivet er i tør vægt. Vi kommer også lige en bouillonterning ned i kogevandet. Det giver sådan en dejlig smag (det kan også sagtens udelades).
- Når det er kogt, så drænes bulgur og skylles i koldt vand. Sæt det til side.
- Skær tomater i kvarte og fjern kernerne. Skær ud i små tern.
- Halver agurk og skrab de våde kerner ud. Skær ud i små tern.
- Skær peberfrugt og rødløg i små tern.
- Hak persille og forårsløg fint.
- Nu skal dressingen røres sammen.
- Pres hvidløg i en hvidløgspresser eller hak fint. Bland hvidløg med olivenolie, saft fra citron, tørret oregano samt salt/peber.
- Kom kogt (afkølet) bulgur op i en skål sammen med alle de finthakkede grøntsager og kom dressingen over. Vend det godt sammen. Tilsæt evt. lidt ekstra olivenolie, hvis den virker lidt ‘tør’.
- Smuldr feta og kom det i. Vend godt rundt.
- Anret i et fad. Top evt. med lidt ekstra feta samt krydderurter på toppen.
- Server med det samme.
Opskrift på græsk bulgursalat
En dejlig græsk bulgursalat med masser af smag og masser af grøntsager. Hvis man er dårlig til at få grønt ind i hverdagen, så er sådan en bulgursalat her måske svaret. Vi elsker sådan en salat her, da den indeholder masser af smag og sprødhed fra grøntsagerne. Vi kan anbefale at servere den med en omgang græske hakkebøffer eller et stykke stegt kyllingebryst. Det er nem, sund og mættende aftensmad, som samtidig ikke kræver det helt store.
Vi laver også ofte en stor portion af salaten og så bruger vi resterne til madpakken. Lige en portion af den her græske bulgursalat og så evt. lidt kold, stegt kylling skåret i strimler eller tern. Så er madpakken lige pludselig meget mere spændende.
LÆS OGSÅ: Se alle vores opskrifter på bulgursalater her
Bulgursalat med feta og grøntsager
Den her græske bulgursalat er med feta og masser af grøntsager. Vi har brugt tomat, rødløg, peberfrugt, forårsløg, agurk og frisk persille. Vi har desuden fjernet de våde kerner fra både agurk og tomat, så salaten ikke bliver alt for våd i det. Det gør også, at den kan holde sig god længere tid på køl, hvis der nu skulle være rester. Brug også gerne en god og cremet feta som PUCK feta eller den fra Taverna med sort låg. Det gør en verden til forskel og kan virkelig lige give det sidste til den her bulgursalat. Selve dressingen er lavet med frisk citronsaft, hvidløg, olie og tørrede krydderier. Så det er i sandhed en salat, hvor der er smæk på smagen.
Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi har også en app! Hvis du er interesseret i flere opskrifter, så har vi også udgivet kogebøger, som du kan se og købe lige her.