Grov tærte med skinke, peberfrugt og squash

Grov tærte med skinke, peberfrugt og squash
Opskrift til stk. Opskrift til 1 stk.

Forberedelsestid

15 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på en sund, grov tærte med skinke og grøntsager. En lækker og smagfuld fuldkornstærte, som mætter godt.

Ingrediensliste

  • Tærtedej

  • 100 g. hvedemel
  • 70 g. grahamsmel
  • 100 g. smør
  • 1 stk. æg
  • 1 nip salt
  • Fyld

  • 5 stk. æg
  • 2 spsk. creme fraiche
  • 2 fed hvidløg
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • 0,5 stk. squash
  • 100 g. skinkestrimler
  • salt/peber

Fremgangsmåde

  1. Først laves tærtedejen. Skær smør i små tern.
  2. Bland alle ingredienserne i en skål. Start med at ælte dejen sammen med hænderne.
  3. Ælt dejen sammen til du har en sammenhængende dej. Den begynder at samle sig jo mere du ælter.
  4. Sæt dejen på køl i 30 min.
  5. Rul dejen ud i lidt hvedemel til en cirkel med diameter på 24-25 cm. Placer i et tærtefad (Ø22 eller Ø23). Skær overskydende tærtedej af. Prik bunden med en gaffel.
  6. Forbag bunden i en forvarmet ovn ved 180 grader varmluft i ca. 6-8 minutter.
  7. Pisk æg sammen med creme fraiche, salt og peber.
  8. Hak hvidløg fint.
  9. Varm en pande eller gryde op med lidt olie. Tilsæt hvidløg. Lad det få lidt farve. Tag det herefter af.
  10. Skær peberfrugt i strimler.
  11. Riv squash groft. Pres noget af væsken ud.
  12. Bland æggeblandingen med stegt hvidløg, peberfrugt, squash og skinkestrimler.
  13. Fordel fyldet ud på den forbagte tærtebund.
  14. Bages ved 180 grader varmluft i ca. 20-30 minutter alt efter hvor kraftig din ovn er.
  15. Tag tærten ud og lad den køle af 5 minutter inden den spises.
Bedøm denne ret

Opskrift på grov tærte med skinke

En nem, lækker og grov tærte med skinke, peberfrugt og squash. Sådan en tærte skal man på ingen måde undervurdere, da det kan være så god aftensmad. Det bedste ved det er, at resterne er perfekte til madpakken. Så man kan nemt lige klare to i en ved at lave tærte. Du kan samtidig selv vælge om du vil lave selve tærtedejen selv eller om du vil snyde lidt og købe en færdiglavet. Vi gør begge dele. Det kommer an på hvor meget tid vi lige har, og i en travl hverdag, så er det okay at vælge den nemme løsning nogle gange. Nu har vi jo begge selv fået børn, så vi ved, at nemme løsninger nogle gange er det, som får enderne til at hænge sammen i sidste ende.

Denne grov tærte er blevet en favorit nu her, hvor man også kan finde lækre squash i supermarkederne. Den er lavet med en grov tærtebund og så er fyldet lavet af skinkestrimler, revet squash, peberfrugt og hvidløg. Udover det, så er der selvfølgelig æg i og så har vi tilsat noget creme fraiche for at gøre den lidt ekstra cremet og lækker. Det er virkelig en god kombination!

LÆS OGSÅ: Klik her og find alle vores opskrifter på nemme tærter

Grov tærte med skinke, peberfrugt og squash

Fuldkornstærte med skinke

Vi kommer gerne fuldkorn ind de steder, hvor vi kan og hvor det ikke kræver det store. En nem måde at tilføje lidt ekstra fuldkorn er blandt andet i sådan en tærtebund. Vi har her brugt grahamsmel, men du kan også bruge rugmel eller speltmel, hvis det er det, som du lige har. Det gode ved at tilføje noget fuldkornsmel er, at så mætter tærten godt. Vi synes desuden heller ikke, at man kan smage det, så det er total win-win.

I stedet for skinke, så kan du også lave tærten vegetarisk. Du udelader blot skinken! Ellers kan den også erstattes med kyllingetern, skiver af pølse, bacon eller hvad du ellers lige tænker. Tærter er også sådan en god måde, hvor man kan få brugt nogle af ugens rester. Og vi havde tilfældigvis lige en rest skinkestrimler, da vi havde bagt vores lækre pizzasnegle tidligere på ugen.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar