Hasselnøddeboller

Opskrift på hasselnøddeboller
Opskrift til stk. Opskrift til 12 stk.

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

2 timer og 15 minutter

Samlet tid

2 timer og 35 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på lækre morgenboller med hasselnøddekerner. De er grove, sunde og så mætter de rigtig godt. De er også gode som brunchboller eller madpakkeboller. Vi bruger dem ofte i madpakken med lidt kyllingepålæg og pesto i, det smager bare skønt.

Ingrediensliste

  • 5 dl. vand
  • 25 g. gær
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1,5 tsk. salt
  • 1 spsk. sukker
  • 130 g. hasselnødder
  • 200 g. grahamsmel
  • 360 g. hvedemel
  • Til pensling

  • 1 stk. æg

Fremgangsmåde

  1. Rør gær ud i fingervarmt vand.
  2. Tilsæt salt, sukker, olie, hvedemel og grahamsmel. Rør det sammen.
  3. Hak hasselnødder groft og tilsæt dem til dejen. Ælt dejen godt sammen. Gerne i 5-10 minutter på maskine.
  4. Dæk skålen med en overklippet plastikpose og et viskestykke og sæt dejen til hævning i 2 timer.
  5. Tænd ovnen på 230 grader varmluft.
  6. Hæld dejen ud på et meldrysset bord.
  7. Del dejen i ca. 12 stykker.
  8. Placer på en bageplade med bagepapir.
  9. Pensl bollerne forsigtigt med et sammenpisket æg.
  10. Bag bollerne i ca. 8-15 min. alt efter din ovns styrke. Begynd at holde øje med dem efter 8 minutter. Når man banker på dem og de lyder hule, så de er færdige.
  11. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af på en bagerist.
Bedøm denne ret

Opskrift på hasselnøddeboller

Her får du en nem opskrift på grove hasselnøddeboller. Grove, sprøde og lækre boller med hasselnødder, som egner sig godt som en grov morgenbolle eller som madpakkebolle. Måske har du prøvet valnøddeboller før, men har du prøvet hasselnøddeboller? På vores gamle skole der solgte de sådan nogle store, lækre og svampede boller, som havde små hasselnøddekerner i sig og de var bare så gode. Så derfor var vi nødt til at prøve at genskabe en god hasselnøddebolle. 

LÆS OGSÅ: Valnøddeboller

Opskrift på hasselnøddeboller

Koldhævede hasselnøddeboller

De er perfekte som morgenboller eller brunchboller, da de er grove og sunde og så mætter de godt. De er gode blot med et lag smør. Men hvis man gerne vil have sin ostemad, så er de også ganske glimrende til det. Dejen er nem at røre sammen og den kan også sagtens laves som en koldhævet dej, hvis man i stedet blot bruger 1/3 mængde af den gær, som er angivet. Det er nemlig skønt at vågne op til duften af nybagte boller!

Opskrift på hasselnøddeboller

Boller med nødder

Hvis du, ligesom os, godt kan lide boller med nødder i, så er disse helt sikkert lige noget for dig. De er super nemme at lave og så kan du også sagtens tilføje andre kerner og nødder til opskriften. Dette er blot en rigtig god grundopskrift. Lidt revet æble eller gulerod ville også være rigtig lækkert (og så kan du faktisk undgå at putte sukker i, da det søder i sig selv).

Kan jeg fryse bollerne?
Jep, du kan sagtens fryse de færdige boller ned. Lad dem køle af og pak dem herefter i plastikposer. Pas på, at du ikke pakker for mange i en pose eller at de kommer til at ligge klemt.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar