Hønsesalat i glas

Hønsesalat i glas
Opskrift til stk. Opskrift til 10 stk.

Forberedelsestid

30 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

1 time

Beskrivelse

Nem opskrift på hønsesalat i glas med sprød serranoskinke, persille og ristet brød. En lækker forret med kylling, som er nem at lave.

Ingrediensliste

  • Hønsesalat

  • 450 g. kyllingebryst
  • 1 stk. hønsebouillonterning
  • 270 g. asparges på dåse
  • 250 g. champignon
  • 100 g. mayonnaise
  • 100 g. creme fraiche
  • 0,5 tsk. dijonsennep
  • 0,5 tsk. citronsaft
  • salt/peber
  • Andet

  • 60 g. serranoskinke
  • 0,25 bundt frisk persille
  • 1 stk. ciabatta

Fremgangsmåde

  1. Rens kyllingebryst og kog dem i 20-25 minutter i en gryde med vand og hønsebouillonterning.
  2. I mellemtiden drænes asparges på dåse.
  3. Rens champignon og skær dem i små fine tern.
  4. Opvarm en pande og steg serranoskinke sprødt. Læg dem til side i. en skål og bevar fedtet på panden.
  5. Steg nu de fine champignontern på panden. Når de er stegt drænes de.
  6. Bland mayonnaise, creme fraiche, salt, peber, citronsaft og dijonsennep sammen til en dressing. Kom de drænede asparges og champignon i og stil det på køl.
  7. Når kyllingen er kogt skæres den i små tern eller trevles med en gaffel. Lad kødet køle helt af og bland det herefter i skålen med dressing, asparges og champignon.
  8. Lad hønsesalaten stå og trække lidt smag.
  9. Opvarm ovnen til 200 grader varmluft. Skær ciabatta i tynde skiver og rist dem i ovnen til de er gyldne. Vi gav dem cirka 4 minutter.
  10. Inden servering kommes hønsesalaten i små glas og toppes med sprødt serranoskinke, ristet brød og frisk persille.
Bedøm denne ret

Opskrift på hønsesalat i glas

Mangler du en hurtig og lækker ide til forret uden fisk, så kan vi anbefale den her omgang hønsesalat i glas med sprød serranoskinke, persille og ristet brød. Det er samtidig også en måde at gøre hønsesalat lidt mere fancy på, da det jo i sig selv ikke er den ‘flotteste’ ret. Vi har samtidig piftet den op med sprødstegt serrranoskinke og ristede tynde skiver brød. Det er bare en super lækker og nem lille ret, som kan serveres som forret, frokost eller på et tapasbord.

Hønsesalaten er lavet med kylling, champignon og asparges. Og så er det hele vendt i en dressing lavet på sennep, creme fraiche og mayonnaise. Det er en virkelig simpel og smagfuld hønsesalat.

LÆS OGSÅ: Blinis med lakserilette

Hønsesalat i glas

Kyllingesalat i portionsglas

Som sagt, så er det en genial måde at gøre kyllingesalaten lidt mere fancy på. Det ser bare godt ud, når man lige fylder sådan nogle små glas op og pynter af med Serrano og persille. Vi bruger sådan nogle små Weck glas, hvor der kan være en hel tilpas mængde i. Du kan selvfølgelig også bare bruge små vandglas eller hvad du ellers har.

I forhold til kyllingesalaten, så kan du også sagtens udelade champignon eller asparges, hvis der er noget af det, som du ikke bryder dig om. I stedet kan du tilsætte soltørrede tomater, ananas, ærter eller peberfrugt. Samtidig kan du også bruge bacon i stedet for serranoskinke, hvis du er mere til det.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Hej 🙂
    Jeg tænker at lave denne lækre ret til min 30 års fødselsdag, men kan man lave retten dagen før? og anrette det sprøde på dagen? 🙂

    1. Hej Anne-Marie,

      Så vil vi anbefale, at du forbereder alle elementerne, men først rører det sammen på selve dagen. Kog kylling, lav dressing osv., men vent med at vende sammen. Så undgår du, at den bliver tynd 🙂

      Kh

Skriv en kommentar