Jordbærmuffins

Jordbærmuffins
Opskrift til stk. Opskrift til 15 stk.

Forberedelsestid

55 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

1 time og 15 minutter

Beskrivelse

Nem opskrift på svampede jordbærmuffins. En cupcake lavet på vaniljekage toppet med jordbærcreme og friske, søde jordbær.

Ingrediensliste

  • Vaniljemuffins

  • 200 g. smør
  • 250 g. sukker
  • 2 tsk. vaniljesukker
  • 4 stk. æg
  • 4 spsk. creme fraiche
  • 1 tsk. bagepulver
  • 1 knivspids salt
  • 160 g. hvedemel
  • Jordbærskum

  • 300 g. frosne jordbær
  • 3 spsk. sukker
  • 3 dl. piskefløde
  • 100 g. jordbær

Fremgangsmåde

  1. Start med at gøre jordbærkompotten klar til jordbærskum.
  2. Frosne jordbær og sukker koges let op i en gryde ved lav/middel varme. Bærrene moses en anelse sammen. Lad det simre ved lav varme i 10 minutter, så noget af væsken kan fordampe. Du skal have en fast kompot.
  3. Jordbærkompotten sættes på køl, indtil den er helt kold (den kan også laves dagen før).
  4. Piskefløde piskes til en fast flødeskum.
  5. Vend lidt af jordbærkompotten i ad gangen (så kan du nemmere justere, at den ikke bliver for tynd).
  6. Sæt din jordbærskum på køl, imens du bager dine muffins.
  7. Tag smør ud i god tid, så det kan blive blødt.
  8. Sukker, blødt smør og vaniljesukker piskes sammen med en elpisker.
  9. Tilsæt æg et ad gangen og pisk godt.
  10. Vend forsigtigt salt, creme fraiche, hvedemel og bagepulver i dejen.
  11. Fordel dejen i muffinsforme. Fyld dem op til lige over halvvejs.
  12. Bag dem i en forvarmet ovn ved 170 grader varmluft i cirka 15-20 minutter, alt efter hvor kraftig din ovn er. Hold øje med dem efter 13 minutter.
  13. Tag dem ud af ovnen og lad dem køle af.
  14. Når de er kølet af, så tages jordbærskum ud. Kom det op i en sprøjtepose uden tyl. Klip et lille hul i bunden. Sprøjt skummet ud på dine muffins. Top med et halvt jordbær.
  15. Server med det samme.
Bedøm denne ret

Opskrift på jordbærmuffins

Nemme og lækre jordbærmuffins, som består af en vaniljemuffin toppet med jordbærskum og søde, danske jordbær. En nem cupcake med en mild vaniljesmag, som er den perfekte tag-med sommerkage, hvis du skal give kage til kollegaer eller skolekammerater.

Vi havde sådan lyst til at eksperimentere med en nem jordbærmuffin, hvor man kunne få udnyttet de lækre jordbær, som er i sæson. Vi skulle nemlig lave kage til et større arrangement og grundet omstændighederne med corona, så skulle det helst være noget portionsanrettet kage. Derfor faldt valget på muffins, da man på den måde undgår at skulle tage af den samme kage. Og så ser cupcakes jo bare godt ud på en buffet.

LÆS OGSÅ: Jordbærtærte

Jordbærmuffins

Vaniljemuffins med jordbær

Vi valgte at lave en simpel vaniljemuffin, som er svampet og som har en mild smag af vanilje. Den toppede vi så med en skum lavet på jordbærkompot og flødeskum. Og til sidst toppede vi dem med halve jordbær. Vi synes selv, at det blev så fine nogle muffins.

Det er sådan en rigtig sommermuffin. Vi lavede dem desuden også i de fineste lyserøde papirsforme, som blot lige fuldendte hele looket. De ville også være geniale til et babyshower eller barnedåb for en pige, hvis der skal være noget sødt. Og hvis du ikke er så meget til jordbær, så kan de også sagtens laves med andre bær. Det kunne være hindbær, blåbær eller brombær.

Vi har desuden valgt at toppe dem med sådan en slags jordbærskum i stedet. Generelt er vi ikke så meget til den der alt for søde frosting lavet på smør (medmindre det er gulerodskage). Derfor synes vi, at sådan en let skum lavet på fløde passer meget bedre til sådan en svampet vaniljemuffin.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Kan man bage dem dagen før? Og kan man ligeledes lave jordbærskummet i forvejen, eller er det bedst at gøre lige inden de serveres?

    1. Hej,

      Det kan du godt. Og skummet kan gøres klar på forhånd og sprøjtes på inden servering 🙂

      Kh

    1. Hej Heidi,

      Vi bruger 18%, men du kan bruge hvilken som helst creme fraiche. Det betyder ikke så meget i den her opskrift <3

      Kh

  2. Kan de bages og pyntet med jordbærskum dagen inden og så opbevares i køleskabet indtil servering, eller er det bedst at sprøjte skummet på lige inden servering?

    1. Hej,

      Den er bedst at sprøjte på inden servering eller en times tid inden. Den er uden husblas, så den ‘står’ ikke ligeså godt som en mousse med husblas i 🙂

      Kh

  3. Hvor kan man købe lyserøde muffinsforme? Synes lige det fuldender looket. Jeg har prøvet Rema og Føtex dog uden held.

    1. Hej Pernille,

      De er købt i Netto og er fra mærket Toppits. Tror desværre det var en spotvare, så er ikke sikker på om de stadig har dem 🙂

      Kh

Skriv en kommentar