Kyllingetærte med butterdej

Kyllingetærte med butterdej
Opskrift til personer Opskrift til 4 personer

Forberedelsestid

20 minutter

Tilberedelsestid

30 minutter

Samlet tid

45 minutter

Beskrivelse

Nem og lækker opskrift på kyllingetærte med butterdej, peberfrugt og porrer. Den bedste butterdejstærte med kyllingebryst.

Ingrediensliste

  • 2 pk. butterdej
  • 450 g. kyllingebryst
  • 1 stk. rødløg
  • 1 stk. porre
  • 1 stk. rød peberfrugt
  • 200 g. naturel flødeost
  • 100 g. hvidløgsflødeost
  • salt/peber
  • 1 stk. æg

Fremgangsmåde

  1. Hak løg og peberfrugt fint. Skær porre i tynde skiver.
  2. Rens kylling og skær i tern.
  3. Opvarm en pande med fedtstof. Steg kylling med salt og peber.
  4. Tilsæt løg, porre og peberfrugt og lad det stege yderligere i et par minutter.
  5. Opvarm ovnen til 180 grader.
  6. Lad blandingen køle af og si eventuel væske fra.
  7. Vend den afkølede blanding med flødeost.
  8. Rul den ene plade butterdej ud og pensel kanterne med et sammenpisket æg.
  9. Hæld fyldet på og fordel det. Læg den anden plade butterdej ovenpå. Klem med en gaffel hele vejen rundt i kanten.
  10. Pensl med æg ovenpå og skær eventuelt lidt snitter langs tærten.
  11. Bages i ca. 25-30 minutter eller til den er gylden.
Bedøm denne ret

Opskrift på kyllingetærte med butterdej

Du er nødt til at prøve den her kyllingetærte med butterdej næste gang du står og mangler en nem idé til aftensmad! Det er blevet vores nye favorit og smager simpelthen så godt. Den er lavet med færdiglavet butterdej, som man kan købe i de fleste supermarkeder og så er den fyldt med kyllingefyld. Server den med en lækker salat til og så har du altså en nem omgang aftensmad.

Den her butterdejstærte har vi fyldt med kyllingebryst, porrer, peberfrugt, rødløg og flødeost. Men man kan jo selv tilpasse grøntsagerne til hvad man har. Vi har brugt to butterdejsplader. En som bund og en som top, men man kan jo også sagtens lave en mindre tærte, hvis man ikke er så mange.

LÆS OGSÅ: Se flere opskrifter på hurtig aftensmad her

Kyllingetærte med butterdej

Butterdejstærte med kylling og flødeost

Kombinationen af kylling og flødeost i den her butterdejstærte er så lækker. Vi har brugt en naturel flødeost og en hvidløgsflødeost, men du kan også sagtens bruge en anden smag. Eller bare bruge en slags flødeost. Mulighederne er desuden mange, når det kommer til sådan en butterdejstærte. Man kan jo fylde dem med alverdens slags fyld. Vi vil også prøve at lave en tex-mex udgave med oksekød og forskellige krydderier. Så hold gerne øje med vores side for mere inspiration til butterdejstærter.

Når man bruger færdig butterdej, så bliver det også sådan en ret, som passer godt ind i en travl hverdag. Nu hvor vi begge har fået børn, så kan vi personligt godt mærke, at det er de nemme og hurtige retter, som vi ofte selv tyr til.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Skriv en kommentar