Nougattærte med mazarinbund

Opskrift til personer Opskrift til 8 personer

Forberedelsestid

45 minutter

Tilberedelsestid

20 minutter

Samlet tid

1 time og 5 minutter

Beskrivelse

Her får du opskriften på en svampet nougattærte med mazarinbund toppet med chokolade og hasselnøddeflager. En skøn tærte der kan serveres til en god dessert eller til eftermiddagskaffen.

Ingrediensliste

  • Mørdejsbund

  • 160 g. hvedemel
  • 45 g. flormelis
  • 1 knivspids salt
  • 70 g. smør
  • 1 stk. æg
  • Mazarinmasse

  • 150 g. marcipan
  • 65 g. sukker
  • 75 g. smør
  • 1 stk. æg
  • 25 g. hvedemel
  • Topping

  • 200 g. nougat
  • 30 g. mørk chokolade
  • 10 g. hasselnødder

Fremgangsmåde

  1. Først skal mørdejen laves, som er bunden i din tærte. Bland mel, flormelis og salt i en skål. Skær smør i tern og ælt det i skålen.
  2. Tilsæt æg og saml dejen. Læg mørdejen i en skål og stil den i køleskabet i 1 time eller på frost i 30 minutter.
  3. Rul nu mørdejen ud i en cirkel på cirka 28 cm i diameter (den skal passe til en tærteform på cirka 22 cm i diameter).
  4. Læg dejen i tærteformen og skær kanterne til. Stil den på køl.
  5. Nu skal mazarinmassen laves. Ovnen tændes på 180 grader varmluft.
  6. Marcipan og sukker røres sammen eller smuldres sammen med hænderne.
  7. Del smør i mindre stykker og tilsæt det til massen. Rør videre.
  8. Rør derefter æg i.
  9. Tilsæt til sidst hvedemel og rør det sammen til en ensartet masse.
  10. Fordel mazarinmassen ovenpå mørdejen. Bag tærten i 18-20 minutter.
  11. I en skål smeltes nougat over vandbad eller i mikroovnen. Når tærten er kølet ned hældes nougaten over. Stil tærten på køl indtil nougaten er blevet stift igen.
  12. Smelt chokolade over vandbad eller i mikroovnen og pynt ovenpå nougaten. Drys derefter med hasselnødder.
Bedøm denne ret

Opskrift på nougattærte med mazarinbund

Her får du opskriften på en lækker nougattærte med mazarinbund toppet med hasselnøddeflager og mørk chokolade. En rigtig lækker tærte som er perfekt til en god dessert med en klat vaniljeis og bær ved siden af.

Tærten er tung, da den er med marcipan og nougat og derfor behøver man ikke så stort et stykke. Du kan evt. også servere den med lidt creme fraiche til, da det syrlige spiller rigtig godt sammen med den tunge kage.

LÆS OGSÅ: Klassisk pæretærte

Nougattærte

Kage med nougat og marcipan

Hvis man skal kombinere nougat og marcipan, så er det gjort helt perfekt i denne kage. Den er helt ideel, hvis du har rester tilbage fra jul, som du skal have brugt. Det er nemlig ofte nougat og marcipan, som man ikke får brugt.

Kan I anbefale noget tilbehør til tærten?
Ja, som sagt, så ville det være lækkert med creme fraiche til. Du kan også blande lidt creme fraiche med lidt flormelis og vaniljesukker, så du får en letsyrlig vaniljecreme. Det bryder nemlig det søde fra tærten rigtig godt.

Server også gerne tærten med en omgang friske bær til. En kombination af jordbær, hindbær og blåbær ville også gøre sig utrolig godt til denne kage.

Kan kagen fryses?
Jep, kagen kan sagtens fryses ned. Faktisk bliver den næsten kun bedre af at blive frosset ned. Sådan er det ofte med kager med marcipan. Så er den nem at tage op til gæster eller hvis den skal stå på en nem dessert med familien.

Følg med på de sociale medier
Følg endelig med på vores Instagram eller Facebook, hvor du vil få daglig madinspiration. Husk at du kan blive medlem af ”Mit Mummum”, hvor du får din egen personlige profil med en række nye funktioner. Læs mere lige her. Vi vil elske at få dig med i vores madunivers.

Kommentarer

  1. Har bagt den i dag. Den smager fint nok, men næste gang tror jeg at jeg vil lave 1/2 gang mazarinmasse mere (for at få mere fylde/højde på) og/eller nøjes med 125-150 g. nougat. Hvis kagen ikke er 100% “lige” hele vejen over er mængden af nougat nogle steder i overkanten. Og så tænker jeg at 18 min er nok (jeg gav min 19-20 min) . Jeg manglede lidt den der våde masse der næsten smelter på tungen.

    1. Hej Anette
      Mange tak for tilbagemelding, det vil vi helt klart tage med, når vi tester opskriften igennem igen 🙂
      God dag til dig!
      Kh

      1. Vil lige tilføje at kagen blev spist på 1 døgn ??? og det var en klar fordel at lade den stå ved stuetemperatur (i stedet for lidt køligere). Så begyndte den at smelte på tungen ?

  2. Hej Mummum,

    Kan tærten laves 1-2 dage i forvejen, eller har den bedre af at blive frosset ned og taget op igen når den skal bruges? 🙂

  3. Hvis man laver kagen, dagen før den skal bruges. Har den så bedst af at stå på køkkenbordet, eller i køleskabet? 🙂

  4. Hej Mummum, Jeg kan se at man kan rette i antal personer, super fedt🤩👍Hvis jeg skal lave kagen til 4 pers. I stedet for 8 pers. hvilken str. tærte eller springform skal jeg så bruge? Glæder mig til at bage den😍 Mvh. Tina

    1. Hej,

      En der er halvt så stor. Ellers kan du også lave en alm. portion. Resterne kan sagtens fryses, hvis de ikke bliver spist 🙂

      Kh

  5. Hvis den skal fryses redet så bedst at vente med nougaten og chokoladen tilden er tøet opruller fryser du den helt færdig

  6. Denne tærte er et hit. Desværre har snart alle vores gæster fået den præsenteret 😉 Men den kan sagtens serveres igen og igen. Dog skal den bages i underkanten, så den ikke mister sin saftighed.

Skriv en kommentar